
Danskerne viser TV 2 Danmark stor tillid, og koncernen opnår et tilfredsstillende årsresultat for 2024
Solidt publicistisk og økonomisk fundament afgørende for fremtidens public service
- På et tidspunkt, hvor verden forandrer sig, og public service for alvor skal vise sit værd, har medarbejderne og ledelsen i TV 2 Danmark på fremragende vis mødt seernes, brugernes og samfundets behov, og navigeret gennem tv- og reklamemarkedets omstilling og teknologiske skift, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, bestyrelsesformand i TV 2 Danmark, og fortsætter:
- TV 2 står publicistisk og økonomisk robust. Det er afgørende for ambitionen om at styrke dansk public service i fremtiden trods opbrud i medievanerne og den intense konkurrence fra de internationale techgiganter.
I det usædvanligt begivenhedsrige 2024, som samtidig var det største sportsår i TV 2s historie, havde TV 2 Play det højeste tidsforbrug blandt streamingtjenester i Danmark. Investeringen i dansk indhold – lige fra nyheder over eksternt producerede serier, aktualitets- og underholdningsprogrammer samt dansk sport, der samler bredt – er på et højt og stigende niveau. Samtidig er virksomheden med en ny teknologistrategi bedre stillet i forhold til at møde de digitale mediebrugeres forventninger.
Vigtigere end nogensinde - stærkeste formidler af dansk indhold
- I 2024 cementerer vi vores position som den stærkeste public service-formidler af nyheder og dansk indhold. Det er vi stolte af. Og det er en position, som er endnu vigtigere end nogensinde før med det pres, der er på frie, uafhængige og kritiske medier. Den demokratiske samtale får ilt af faktabaserede nyheder, oplysning og at vi viser virkeligheden, som den er. Det er vi taknemmelige over, at danskerne kvitterer for, siger Anne Engdal Stig Christensen, adm. direktør i TV 2 Danmark:
- Vores digitale vækst er et resultat af målrettede investeringer i sportsrettigheder og dansk indhold, og hviler på kommerciel og teknologisk udvikling. Det er afgørende, at vi fortsat prioriterer vores strategiske investeringer. Fremtidens public service handler både om at skabe relevant indhold og sikre, at det når bredt ud til alle. Det er grundpillerne i den 2030-koncernstrategi, vi glæder os til at lancere i år.
Se årsregnskabsmeddelelsen her.
Se årsrapporten her.