På kommunalvalgaftenen 16. november dækker TV 2s kanaler alle resultaterne, nyhederne og dramaerne fra din egen kommune og region, samtidig med at du kan få de landspolitiske tendenser og store valghistorier fra hele Danmark.
På valgaftenen 16. november, hvor vi får afgørelsen på valgene til 98 kommunalbestyrelser og fem regionsråd, giver TV 2s kanaler dig dobbelt op på valgdækning: Den tætte, lokale dækning fra din TV 2 Region sendes på TV 2s hovedkanal, mens TV 2s valgaften på NEWS holder særligt øje med landsdækkende tendenser i valgresultaterne.
- Kommunalvalget er netop dér, hvor vi på TV 2 kan folde samarbejdet med TV 2s regioner helt ud. Regionerne får hovedkanalen til den helt nære valgaftensdækning fra dit eget område, mens vi på NEWS og TV2.DK giver det landsdækkende billede af den kerne public service-opgave, som dette valg netop er for os. Jeg skal selv have flere skærme i gang for at få det hele med – og sådan tror jeg, mange seere og brugere vil have det, siger TV 2s nyhedsdirektør, Ulla Pors, og fortsætter:
- Vi vil være Danmarks bedste til at give overblik og substans i forbindelse med dækningen og på valgaftenen. Vi har øje for de store linjer i det små – og omvendt – og jeg er overbevist om, at valgaftenen 16. november igen vil demonstrere, hvor dramatisk og spændende kommunal- og regionalpolitik er.
Læs også: Få gratis adgang til kommunalvalget - og til resten af TV 2 PLAY
Landsdækkende valgaften fra på NEWS…
Selve tv-valgaftenerne begynder klokken 19.25 – umiddelbart efter 19 Nyhederne – hvor TV 2s nyhedsafdeling fra Kvægtorvet sender sin store valgaften på TV 2 NEWS.
Her er der fokus på de mest opsigtsvækkende dramaer rundt i landet og på de landspolitiske tendenser, som bliver genstand for analyse og perspektiv. TV 2 Nyhederne har egne reportere de mange steder i landet, hvor valget tegner til at blive mest spændende, mest dramatisk eller har store personligheder på valg. Derudover samarbejder TV 2 med livereportere fra TV 2 Regionerne for også at nå ud til de dele af landet, hvor overraskelser breaker, og store følelser pludselig kommer i spil.
TV 2 NEWS vil også interviewe de partiformænd, for hvem kommunalvalget kan blive en redning eller det modsatte, ligesom NEWS følger med i aftenens største valgfester hos partierne. Valgdækningen på TV 2 NEWS forventes at fortsætte til omkring klokken 02.00 natten mellem tirsdag og onsdag.
På valgdagen åbner TV 2 dog allerede sit valgstudie på Kvægtorvet klokken 17.20, og det bliver ikke et helt almindeligt af slagsen. Valgstudiet er nemlig hævet over den ikoniske midtergang i TV 2s hovedsæde i Odense, og her er der både skabt mulighed for flot grafisk præsentation af valgresultater og -tendenser og plads til studiebord til aftenens valgværter Cecilie Beck og Troels Mylenberg samt politisk redaktør Hans Redder og politisk kommentator Hans Engell.
På valgdagen åbner TV 2 dog allerede sit valgstudie på Kvægtorvet klokken 17.20, og det bliver ikke et helt almindeligt af slagsen. Valgstudiet er nemlig hævet over den ikoniske midtergang i TV 2s hovedsæde i Odense, og her er der både skabt mulighed for flot grafisk præsentation af valgresultater og -tendenser og plads til studiebord til aftenens valgværter Cecilie Beck og Troels Mylenberg samt politisk redaktør Hans Redder og politisk kommentator Hans Engell.
… Regionale valgaftener på TV 2s hovedkanal
På TV 2s hovedkanal overtager de otte TV 2 Regioner signalet på valgaftenen og sender otte forskellige valgaftener fra klokken 19.30 til klokken 01.00 med fuldt fokus på kommunerne og regionsrådet/regionsrådene i deres egne områder. Bor du eksempelvis i Sønderjylland, er det TV SYD, som sender på TV 2s hovedkanal og giver dig alle nyheder om valgene til de syd- og sønderjyske kommunalbestyrelser samt til regionsrådene for Region Syddanmark og Region Midtjylland.
På valgdagen sender TV 2 Regionerne på TV 2s hovedkanal klokken klokken 17.12-17.20 og klokken 18.23-18.50 samt valgaftenen fra klokken 19.30.
Du kan læse mere om TV 2 Regionernes valgdækning og valgaftener her.
Valgdag på TV2.DK og TV 2 ECHO
Hele valgdagen og valgaftenen vil TV2.DK konstant opdatere brugerne med nyheder og resultater. En valgdag og dagen derpå er traditionelt nogle af de dage, hvor allerflest danskere bruger nyheds- og resultatformidlingen på TV2.DK.
Læs også: Her er de 10 største gysere ved kommunalvalget - TV 2
Helt frem til valgets afslutning giver det også at hente inspiration i TV 2s store kandidattest, som er skabt i samarbejde med TV 2 Regionerne og næsten alle de regionale dagblade i Danmark.
Du kan tage kandidattesten til kommunalvalget her.
Du kan tage kandidattesten til regionsvalget her.
På TV 2s ekstra nyhedstilbud til unge, TV 2 ECHO, er der også særlige initiativer på valgdagen. Om morgenen jagter TV 2 ECHOs vært Amalie Rud Seerup stemmer sammen med kørelæreren Daniel. De to kører rundt i Ishøj og opsamler unge, som de bringer til valgstederne, og undervejs får de sig en god og forhåbentlig lærerig snak: Er det overhovedet vigtigt at stemme? Hvorfor? Hvorfor ikke?
ECHO-redaktionen vil løbende producere videoer til de sociale medier, som kan handle om alt, når bare det rimer på kommunalvalg. Om eftermiddagen og om aftenen lægger TV 2 ECHO planlægningen i seernes hænder og spørger: Hvem skal vi tale med? Hvor skal vi tage hen? Hvad vil du gerne have svar på?
- Amalie Rud Seerup tager telefonen i hånden og sætter sig bag rattet sammen med to gode kolleger, og det lille valghold kører København tyndt i jagten på at tale med unge, der stemmer, unge, der ikke stemmer, politikere og alle andre, de møder på deres vej. Alt er styret af seerne, for Amalie holder løbende øje med Instagram og Tiktok, hvor ECHOs følgere kan komme med deres ideer til, hvor valgholdet skal hen, siger redaktionschef Christian Lade Broch-Lips, TV 2 ECHO.
Omfattende dækning dagen efter valget
Kommunalvalgdækningen fortsætter på TV 2 og TV 2 NEWS morgenen efter valget fra klokken 05.00 med resultater, tendenser og konstitueringer rundt omkring i landets kommuner og regionsråd.
TV 2 Regionerne er stærkt til stede både på TV 2s hovedkanal og på deres egne kanaler onsdag 17. november. På TV 2s hovedkanal er TV 2 Regionerne klar med nyhedsdækning klokken 6.30, klokken 7.30, klokken 8.30 og klokken 9.30.
TV 2 Regionerne har også længere udsendelser på TV 2s hovedkanal fra klokken 17.17 og frem til 18 Nyhederne og igen fra klokken 18.23 og frem 19 Nyhederne. Hertil kommer naturligvis de faste regionale nyhedsudsendelser klokken 19.30 og klokken 22.00.
TV 2 NEWS nyhedsdækker kommunalvalgsresultaterne og de landspolitiske tendenser hele onsdagen.
Også på TV 2s hovedkanal bliver dagen efter valget præget af kæmpestor nyhedsdækning. Du kan blive opdateret på resultater, konstitueringer og tendenser på TV 2 hele morgenen og til middag og i ekstra valgprogrammer klokken 13.00-16.00 og igen klokken 16.00-17.00, i udvidede nyhedsudsendelser klokken 17.00 og 18.00 og naturligvis i 19 Nyhederne og 21.30 Nyhederne.