TV 2 har i mange år været den hovedkanal, som sendte mest dansksproget indhold til seere og brugere, og i coronaåret 2020 satte hovedkanalen all time high-rekord med en dansksproget andel på over 75 procent. TV 2 er i fuld gang med en public service-transformation og -udvidelse over mod TV 2 PLAY.
75,4 procent af TV 2s godt 7.000 programtimer var dansksprogede i 2020, og det er rekord i TV 2s 32-årige historie. På DR1 var den dansksprogede andel 51 procent. Tallene, som er eksklusive regionale udsendelser, fremgår af TV 2s public service-redegørelse 2020, som netop er offentliggjort.
- For TV 2 er dansk indhold vores DNA. Relevante danske programmer og omfattende nyheds- og aktualitetsdækning er kerneområder i TV 2s public service-indsats, som i coronaåret 2020 var vigtigere end nogensinde, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen.
Den rekordhøje andel af dansk indhold betyder omvendt, at TV 2s andel af udenlandsk fiktion – udenlandske film og serier – nu er den laveste nogensinde. I 2020 udgjorde udenlandsk fiktion 12 procent af sendefladen på TV 2. Til sammenligning var andelen 33 procent på DR1.
- Dansk indhold sikrer den nærhed og relevans for seere og brugere, som vi ønsker på TV 2 og TV 2 PLAY, og public service skal altid være TV 2s hovedmarkør – også i en streamingverden. TV 2 PLAY er en kommerciel public service-tjeneste, og PLAYs unikke position i forhold til de udenlandske tjenester ligger både i det danske indhold og i pulsen fra nyheder, aktualitet og sport, siger Anne Engdal Stig Christensen.
TV 2 har i februar offentliggjort sin koncernstrategi, som skal sikre fortsat gennemslagskraft for TV 2s public service-indhold i en tid, hvor antallet af husstande med traditionelle tv-pakker er faldende. Markant vækst på TV 2 PLAY, public service-transformation af streamingtjenesten og udvikling af det danske indhold er derfor helt afgørende, når TV 2 skal bevare sin store betydning for danskerne.
- TV 2 skal fastholde positionen som den største udbyder af dansk indhold og public service. Det mål vil vi nå ved markant vækst på TV 2 PLAY og via en digital fokusering af TV 2s forretning, så vi i de kommende år kan levere public service på samme niveau som nu – også selv om forbrugernes tilgang til vores indhold er under stærk forandring, sagde Anne Engdal Stig Christensen ved offentliggørelsen af koncernstrategien ’TV 2 PLAY til alle’.
Af TV 2s public service-redegørelse for 2020 fremgår også, at det dansksprogede indhold er et stærkt trækplaster for TV 2. Mens det danske indhold udgjorde 75 procent af programtimerne i 2020, stod dette indhold for hele 86 procent af seerforbruget på TV 2s hovedkanal. Det skyldes blandt andet, at de dansksprogede programmer generelt har højere seertilslutning end fremmedsprogede programmer.
- Det er på dansk kvalitetsindhold, vi kan og skal gøre noget særligt på TV 2. Det er også dette indhold, som prioriteres af danskerne, og som gennem de seneste år har givet TV 2 en øget seerandel. I 2020 brugte danskerne 27 procent af deres tv-sening på TV 2s hovedkanal og knap 47 procent på TV 2s kanaler tilsammen. Samtidig – og endnu vigtigere – øgede danskerne deres samlede seertid på TV 2s kanaler, siger Anne Engdal Stig Christensen.
Den stærke position på lineært tv får ikke TV 2s direktør til at hvile på laurbærrene, for hun og resten af TV 2 har især travlt med at udvikle TV 2 PLAY indholdsmæssigt, teknisk og kommercielt.
- Vi ser ind i store udfordringer, fordi antallet af husstande med en tv-pakke er i kraftigt fald i disse år, og fordi vi kan se frem til vigende, lineær tv-sening efter coronatiden. TV 2 skal blive en stor spiller på streaming, hvis vores public service-tilbud skal bruges af danskerne i samme omfang som tidligere, siger Anne Engdal Stig Christensen.
TV 2s public service-redegørelse oplyser – blandt meget andet – også om TV 2s fokus på nyheder, om dansk fiktion, om programfordelingen på TV 2s hovedkanal, om vurderingen af programmer, om TV 2s dialog med befolkningen og med lytter- og seerorganisationerne, om kulturstøtten til bl.a. biograffilm samt om TV 2s tilgængelighedstilbud inden for tekstning og tegnsprogstolkning.
Læs hele TV 2s public service-redegørelse 2020 her.
Læs også: Aldrig før har TV 2 sendt så mange nyhedstimer som i 2020