Aldrig før har TV 2 sendt så mange nyhedstimer som i 2020

TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard – her fotograferet under Media Talk 2019. (Foto: Andreas Raun / TV 2)

TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard – her fotograferet under Media Talk 2019. (Foto: Andreas Raun / TV 2)

TV 2 har offentliggjort sin public service-redegørelse for 2020, og heraf fremgår blandt andet, at TV 2s hovedkanal sendte rekordmange nyheder sidste år – endnu flere end i det dobbelte valgår 2019.

Nyheder er en afgørende del af programudbuddet på TV 2s hovedkanal, og målt på hele døgnet satte antallet af landsdækkende nyhedsudsendelser på TV 2 rekord i 2020 med 1.741 nyhedstimer, heraf 1.307 timer mellem klokken 6.00 og midnat.

Det fremgår af den netop offentliggjorte public service-redegørelse for TV 2s hovedkanal for 2020, hvor coronaen satte dagsorden en stor del af året.

I tidsrummet mellem klokken 17 og midnat udgør landsnyhedsudsendelser 17 procent af alle TV 2s programtimer. Eftersom nyheder generelt har høj seertilslutning, udgør nyhedsudsendelserne en endnu større andel af TV 2-seningen i samme tidsrum – nemlig 21 procent.

- En af TV 2s mest grundlæggende opgaver er oplysning, så borgerne kan træffe beslutninger og deltage i samfundslivet på et velinformeret grundlag. I en tid, hvor udbuddet af nyheder er større end nogensinde, er det glædeligt, at velredigerede og troværdige tv-nyhedsudsendelser fortsat samler så mange danskere, siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard.

I forlængelse af koncernstrategien ’TV 2 PLAY til alle’ har Nyhedsafdelingen stort fokus på at udvikle nyhedstilbuddene på TV 2s streamingtjeneste.

- Nyheder spiller en særligt vigtig rolle for TV 2 som public service-hus og for TV 2s gennemslagskraft hos danskerne. I en tid med færre husstande med traditionelle tv-pakker står Nyhederne på den samme brændende platform som resten af TV 2. Det gør behovet for at fremtidssikre Nyhedernes gennemslagskraft på TV 2 PLAY og indfri ambitionen om at engagere danskerne i demokratiet endnu større, siger Lotte Lindegaard.

Sådan har antallet af nyhedstimer på TV 2s hovedkanal udviklet sig siden 2013 – både målt på hele døgnet og i tidsrummet mellem klokken 6.00 om morgenen og frem til midnat. I coronaåret 2020 var antallet af nyhedstimer på TV 2s hovedkanal all time high med henholdsvis 1.741 timer og 1.307 timer afhængigt af sendetidspunkt. (Kilde: Seer-Undersøgelsen i Danmark / TV 2s public service-redegørelser)

Sådan har antallet af nyhedstimer på TV 2s hovedkanal udviklet sig siden 2013 – både målt på hele døgnet og i tidsrummet mellem klokken 6.00 om morgenen og frem til midnat. I coronaåret 2020 var antallet af nyhedstimer på TV 2s hovedkanal all time high med henholdsvis 1.741 timer og 1.307 timer afhængigt af sendetidspunkt. (Kilde: Seer-Undersøgelsen i Danmark / TV 2s public service-redegørelser)

66 procent af programtimerne var nyheder, aktualitet og oplysning

I 2020 foregik godt 70 procent af danskernes samlede tv-nyhedssening hos TV 2-familien inklusive TV 2 Regionerne og knap 30 procent på DR1 og DR2 tilsammen. Også DR1 øgede antallet af nyhedstimer betydeligt i 2020 på grund af stor coronadækning.

Det er ikke alene nyhedsudsendelser, som fylder stort i TV 2s programflade. Tilsammen udgjorde nyheder, ’aktualitet og debat’ samt ’oplysning og kultur’ 66 procent af TV 2s samlede programtimer i 2020.

Dokumentar var et af de områder, hvor TV 2 skabte stor opmærksomhed med ’Operation X’-afsløringer om blandt andet Danske Bank, med ’Partiernes skjulte overgreb’ om seksuelle krænkelser og med den prisvindende ’Plejehjemmene bag facaden’ – den mest omtalte dokumentar i Danmark i mange år med over 5.000 artikler og debatindlæg til følge.

- Danske programmer og public service er TV 2s indholdsmæssige fundament i det videre arbejde med at udvikle TV 2 og TV 2 PLAY. 2020 var et succesår for TV 2 i kraft af solid opbakning til vores danske kvalitetsindhold, den højeste seerandel til TV 2-familien i over 25 år og fremgang til TV 2 PLAY, som i slutningen af året rundede 700.000 abonnementer, siger Lotte Lindegaard.

TV 2s public service-redegørelse oplyser også – blandt meget andet – om andelen af dansksproget indhold, om dansk fiktion på TV 2, om programfordelingen på TV 2s hovedkanal og om seernes forbrug af indholdet, om vurderingen af programmer, om TV 2s dialog med befolkningen og med lytter-og seerorganisationerne, om tilgængelighedstilbud inden for tekstning og tegnsprogstolkning, om kulturdækning og om TV 2s engagement i dansk film.

Læs hele TV 2s public service-redegørelse 2020 her.

Læs også: Dansksproget indhold sætter ny rekord på TV 2

Billede {0} af {1}