Indsættelsen af Joe Biden blev stærkt fulgt af danske seere og brugere på tv, streamingtjenester som TV 2 PLAY og nyhedssites som TV2.DK. (Foto: Jim Watson / Ritzau Scanpix / TV 2)

Indsættelsen af Joe Biden blev stærkt fulgt af danske seere og brugere på tv, streamingtjenester som TV 2 PLAY og nyhedssites som TV2.DK. (Foto: Jim Watson / Ritzau Scanpix / TV 2)

Aldrig før har danskerne brugt så meget tid på at følge en præsidentindsættelse

21. januar 2021;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Over 1,4 millioner danskere fulgte med i de minutter, hvor Joe Biden aflagde ed som USA’s præsident.

Hver eneste dansker – i alderen fra 3 år og opefter – brugte i gennemsnit knap en time på at følge transmissionerne på tv og streaming af indsættelsen af Joe Biden som USA’s 46. præsident og Kamala Harris som USA’s vicepræsident.

Dermed er onsdagens magtskifte i USA den præsidentindsættelse, som danskerne har brugt mest tid på at følge. I 2009 (Obama) og 2017 (Trump) lå tidsforbruget pr. dansker på 30 og 29 minutter.

Næsten 70 procent af tidsforbruget på Bidens indsættelse skete på TV 2 og TV 2 NEWS, som også sendte flest timers dækning, mens godt 30 procent foregik på DR1 og DR2.

Onsdagens tidsforbrug på magtoverdragelsen i USA var i realiteten endnu større. Det skyldes, at seningen af TV 2s og DR1’s nyhedsudsendelser ikke er medregnet, og netop præsidentindsættelsen udgjorde en betydelig del af onsdagens nyhedsdækning.

Når seertallene for natten mellem onsdag og torsdag samt torsdag morgen foreligger, vil seningen af Biden-indsættelsen vokse yderligere, idet TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY fortsatte dækningen fra klokken 5.00 torsdag morgen.

Over 1,4 millioner seere fulgte edsaflæggelsen

Da Joe Biden aflagde ed kort før klokken 18, var der allerflest seere, som fulgte indsættelsen – nemlig over 1,4 millioner tilsammen på TV 2, TV 2 NEWS og DR1.

Det var væsentligt flere end i 2017, hvor seertallet nåede maksimalt 980.000 i minutterne, da Trump blev indsat.

Allerhøjest var seertallet til en præsidentindsættelse dog 20. januar 2009 efter klokken 18, hvor Barack Obama blev indsat. Dengang så flere end 1,6 millioner danskere med på TV 2, TV 2 NEWS og DR1 i de minutter, hvor USA fik sin første afroamerikanske præsident.

 

Billede {0} af {1}