Mille Dinesen er årets modtager af Ove Sprogøe Prisen, som uddeles i forbindelse med Nordisk Film Fondens prisuddeling ’Isbjørnen’.
For fjerde gang har Nordisk Film Fonden uddelt sine tre årlige hæderspriser ved prisuddelingen ’Isbjørnen’. Blandt årets prismodtagere er skuespiller Mille Dinesen, der hædres for hoved- og titelrollen i TV 2s successerie ’Rita’.
Mille Dinesen modtager Ove Sprogøe Prisen på 50.000 kroner, efter at hun gennem fem sæsoner i rollen som skolelæreren Rita i TV 2-serien af samme navn er blevet dansk folkeeje. Alle fem sæsoner af ’Rita’ kan ses på TV 2 PLAY.
I komitéens motivationstale fra Ove Sprogøes egen søn Henning Sprogøe hedder det blandt andet:
”Dit arbejde med at skabe Rita har været båret af din usædvanlige evne til først at forme hende fra fødslen, for derefter at tildele hende temperament, vilje, sårbarhed og sprækker. Sprækker, der gør, at du skaber grønne skud på hende Rita, der vokser op, ud og væk fra komedien og over i det endnu mere risikable område, hvor du tager hende på dig. Figuren Rita er skabt så samvittighedsfuldt, det overhovedet er muligt for en skuespiller. Hvis Rita handler uforståeligt, overilet eller irrationelt, træder du ind og tager kuglerne. Hvis Rita ikke lykkes med sine ambitioner, så er det i fuld overensstemmelse med din viden om livet. Du tager dig af Rita, som var du hendes elskede søster.”
I selskab med blandt andre Danica Curcic og Nikolaj Lie Kaas
Ove Sprogøe Prisen er en skuespillerpris og uddeltes i år for 15. gang. Prisen er tidligere givet til blandt andre Lene Maria Christensen, Mia Lyhne, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Danica Curcic, Ulrich Thomsen, Johanne Louise Schmidt, Nikolaj Coster-Waldau, Katrine Greis-Rosenthal og senest Esben Smed.
Mille Dinesen er uddannet skuespiller fra Statens Scenekunstskole i 2004 og fik sit gennembrud kun et år efter i hovedrollen i filmen og tv-serien ’Nynne’ (2005/2006). Hun har desuden medvirket i en række andre danske film og tv-serier. Senest havde hun hovedrollen i biografhittet ’Jagtsæson’ (2019), der solgte næsten en halv million billetter, og til næste år er hun aktuel i den romantiske komedie ’Rør ved mig’ over for Ulrich Thomsen. Det er dog for hendes rolle som folkeskolelæreren Rita Madsen, som for femte og sidste gang var på TV 2s sendeflade tidligere i år, at Mille Dinesen modtager Ove Sprogøe Prisen.
I forbindelse med ’Isbjørnen’ uddeltes også Nordisk Film Prisen på 114.000 kroner (1.000 kroner x Nordisk Films alder) til filminstruktør og manuskriptforfatter Malou Reymann samt Erik Ballings Rejselegat på 75.000 kroner, som går til filmfotograf Louise McLaughlin.