Dobbelt hæder til TV 2s undersøgende journalistik

Disse skjulte optagelser af den demente 90-årige beboer Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus afslører det, som eksperter kaldte “umenneskelig behandling”. (Videograb fra 'Plejehjemmene bag facaden')

Disse skjulte optagelser af den demente 90-årige beboer Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus afslører det, som eksperter kaldte “umenneskelig behandling”. (Videograb fra 'Plejehjemmene bag facaden')

11. november 2020;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2-journalister løb med to af de fire priser, da Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) onsdag aften uddelte priser for fremragende journalistiske projekter.

TV 2s journalister blev de store vindere, da der onsdag aften blev uddelt priser for Danmarks bedste undersøgende journalistik.

To af de fire priser fra Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) gik nemlig til journalistiske projekter, som TV 2-journalister alene eller sammen med andre har frembragt: ’Plejehjemmene bag facaden’ fra TV 2 Dokumentar og ’Krigsforbrydelser under radaren’ skabt i samarbejde mellem Danwatch og TV 2 Nyhederne.

Hans Peter Blicher, der er chefredaktør for blandt andet dokumentar og aktualitet hos TV 2 Nyhedernes, siger:

- Aldrig har der været så megen brug for den gravende og afslørende journalistik. FUJ-priserne er et kæmpe skulderklap og en anerkendelse af den undersøgende journalistik på TV 2, og vi er umådeligt stolte over at have så dygtige og dedikerede medarbejdere. Jeg kan konstatere, at vi har nogle af landets absolut dygtigste reportere, fotografer, klippere, grafikere og redaktører. Tv på dette niveau er et teamwork, og priserne er en kæmpe anerkendelse af manges arbejde.

Fra 'Plejehjemmene bag facaden': Kameraerne kørte i alt 16 dage på 91-årige Niels Christian Nielsens stue og soveværelse på demensplejehjemmet Nyvang i Randers Kommune. (Videograb: TV 2)

Fra 'Plejehjemmene bag facaden': Kameraerne kørte i alt 16 dage på 91-årige Niels Christian Nielsens stue og soveværelse på demensplejehjemmet Nyvang i Randers Kommune. (Videograb: TV 2)

Hovedpris til plejehjemsdokumentar

FUJ’s hovedpris, som også kaldes Graverprisen, ”går til journalisten/journalisterne bag årets vigtigste, undersøgende historie”. I år besluttede juryen, at denne pris skal tilfalde TV 2-journalisterne Kim Maintz, Michael Bech og Sara Munck Aabenhus, som var tre af hovedkræfterne bag den mest omtalte og debatterede dokumentar i Danmark i mange år, ’Plejehjemmene bag facaden’.

I dokumentaren, som over flere måneder blev stoppet af Aarhus Kommune via fogedforbud, undersøgte TV 2 ved hjælp af skjult kamera, hvordan to af samfundets svageste borgere blev behandlet, når man kiggede bag facaden på to plejehjem.

TV 2-dokumentaren gav anledning til cirka 5.000 debatindlæg og artikler med forskellige vinkler i danske medier, hvilket er rekordmange. Samtidig fik dokumentaren et meget højt seertal (762.000) på tv og stor sening på TV 2 PLAY, ligesom seerne vurderede samtidig dokumentaren sjældent højt til 4,5 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.

- Denne pris er en meget stor hæder, man kan blive tildelt af kolleger som undersøgende journalist. En stor del af hæderen tilfalder i den grad også de mange fantastiske kolleger på TV 2 Nyhederne, som lavede den ene vigtige nyhedshistorie efter den anden om ældreplejen i Danmark som opfølgning på ‘Plejehjemmene bag Facaden’. Tak for den opbakning. Det er skønt at være på et medie som TV 2, hvor man prioriterer den undersøgende dokumentar, som det er tilfældet. Tak til redaktør Troels Jørgensen for at udvise modet og den publicistisk vilje, det kræver, at lave den slags historier, siger Michael Bech.

Hans kollega, Kim Maintz, siger:

- ’Plejehjemmene bag facaden’ er en historie, som det har krævet ekstra at lave på mange parametre. Det har været en krævende produktion og ikke mindst en lang, sej kamp for overhovedet at få lov til at sende vores historie, fordi der var nogle offentlige myndigheder, der gerne havde set, at vores dokumentation aldrig havde set dagens lys. Så også tak til dem, der har arbejdet hårdt for, at det har kunne lade sig gøre. Og den måske største tak skal gå til vores kilder, der har måtte væbne sig med en tålmodighed udover det sædvanlige i en meget svær situation for dem, siger Kim Maintz og fortsætter:

- Når vi får prisen, hænger det givetvis sammen med, at juryen også har kunne se, at det naturligvis er en undersøgende historie, men også en utroligt vigtig og yderst relevant historie. Og man kan jo håbe, at med vores bidrag til samfundsdebatten med dokumentaren har vi måske været med til at ændre forholdene for vores svage ældre til noget bedre i fremtiden.​

Fra den virtuelle uddeling af FUJ-priserne onsdag aften, hvor journalister fra Danwatch og TV 2 takkede for tildelingen af FUJ Metodeprisen.

Fra den virtuelle uddeling af FUJ-priserne onsdag aften, hvor journalister fra Danwatch og TV 2 takkede for tildelingen af FUJ Metodeprisen.

FUJ Metodeprisen til ’Krigsforbrydelser under radaren’

Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) uddeler også en metodepris til "journalisten/journalisterne, hvis metodiske arbejde med en undersøgende historie er mest solidt, inspirerende og forbilledligt".

Vinderen blev projektet ’Krigsforbrydelser under radaren’, hvis historier er lavet i samarbejde mellem TV 2, det undersøgende medie Danwatch, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR - Nordic Reports ved Roskilde Universitet. Læs den første TV2.DK-artikel i afsløringen her.

- Jeg er simpelthen så glad og stolt. For selvom det er en tilfredsstillelse i sig selv, at vores afsløringer allerede har fået konsekvenser, ser jeg FUJ Metodeprisen som et kæmpe skulderklap og som en anerkendelse af alle de timer, vi har nørdet satellitfotos, målt flyvinger i pixels, lavet omvendte billedsøgninger og nærstuderet radarsystemer og kontrakter - i det hele taget prøvet kræfter med en masse nye journalistiske metoder for at dokumentere Danmarks indblanding, siger Sofie Synnøve Herschend og fortsætter:

- Og så er det bare ekstra fedt, at vi vinder sammen med Danwatch. Det er bevis på, at det kan betale sig at arbejde sammen i stedet for altid at løbe om kap.

Det undersøgende journalistiske arbejde, der stod på i flere måneder, blev til ved hjælp af satellitfotos, billeder og videoer delt på sociale medier, aktindsigter, offentlige databaser i Danmark og udlandet, anonyme kilder og interviews med eksperter i ind- og udland.

Undersøgelsen afslørede, at Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma i Aarhus, har leveret udstyr til krigsskibe og bombefly, som de Forenede Arabiske Emirater anvender til at udsulte og bombe civile i Yemen. Ifølge eksperter og menneskerettighedsorganisationer kan Terma være medansvarlig for mulige krigsforbrydelser.

 

Mange FUJ-priser til TV 2 gennem årene

TV 2 har flere gange tidligere vundet de attraktive FUJ-priser. I 2018 fik TV 2 også to af de fire priser (metodeprisen til folkene bag ’Drabet uden lig’ og formidlingsprisen til ’De misbrugte filmbørn’). I 2017 gik metodeprisen til TV 2-journalisterne bag ’De store skatteskyldnere’.

I 2016 fik TV 2 også både Graverprisen (til folkene bag ’Moskeerne bag sløret’) og metodeprisen til indslag og artikler om politiets evaluering under terrorangrebet i København. Også i 2009, 2010, 2011, 2012, 2013 og 2015 var der FUJ-priser til TV 2-journalister.

FUJ uddelte onsdag yderligere to 2020-priser. FUJ Aktualitetsprisen gik Tinne Hjersing Knudsen, Sofie Klokkerholm Rye og Dagmar Havndrup Aagaard, DR, for ’Hadegaven fra Nord’ (også kendt som ”Respiratorsagen”).

FUJ Formidlingsprisen 2020 tilfaldt Kristoffer Eriksen, Dan Bjerregaard og Sune Fischer, Ekstra Bladet, for ’Bandeland – Historien om Loyal to Familia’.

 

Billede {0} af {1}