TV 2s lågekalender kan købes fra mandag 12. oktober 2020.
Årets familiejulekalender på TV 2 til december bliver et magisk gensyn med 'Juleønsket', og årets lågekalender kan købes fra mandag 12. oktober.
Du kan se 'Juleønsket', når du vil med TV 2 PLAY.
I 'Juleønsket' møder vi 12-årige Julie, som ønsker at holde juleaften med hele sin familie, men begge hendes forældre skal arbejde 24. december. Julies eneste og inderligste ønske bliver dog hørt af engle, og den unge, rebelske engleaspirant Rafi får til opgave at opfylde Julies ønske. På jorden får Rafi hurtigt følgeskab af flere engle, der er på en hemmelig mission for at bekæmpe en dæmon. I løbet af december hvirvles Julie og Rafi ind i et stort eventyr om mennesker og engle, kampen mellem det gode og det onde, familie og venskaber samt om hemmeligheder og jul.
I rollerne som Julie, Rafi og Willy ses Olivia Hillingsø, Jonathan Lindinger og Helmer Solberg, og i voksenrollerne ses blandt andre Esben Dalgaard, Signe Skov, Lærke Winther, Troels Malling, Neel Rønholt, Allan Hyde, Johan Olsen, Sonja Oppenhagen, Morten Suurballe, Donald Andersen og Marijana Jankovic.
'Juleønsket' blev vist første gang på TV 2 i 2015, hvor den blev en stor succes både på TV 2 med over en million seere pr. afsnit og på TV 2 PLAY, ligesom anmelderne var meget begejstrede.
Den populære julekalender var i 2016 nomineret til en Robert for 'Årets korte TV-serie' og var ligeledes nomineret i kategorien 'Bedste tv-serie' ved Tvprisen i 2017.
Ina Bruhn er hovedforfatter, Carsten Myllerup har instrueret, og 'Juleønsket' er produceret af Cosmo Film med støtte fra FilmFyn og FORD. Cosmo Film har også produceret familiejulekalenderne 'Tinka og Kongespillet,' 'Tinkas Juleeventyr', 'Jesus og Josefine' og 'Jul i Valhal' for TV 2.
Se 'Juleønsket' på TV 2 PLAY her: https://play.tv2.dk/info/juleoensket.
Overskuddet fra TV 2s julekalender går til de fem julemærkehjem, som hvert år hjælper knap 1.000 børn i Danmark. Det er børn, der har brug for hjælp til at tackle mobning, ensomhed og lavt selvværd. På julemærkehjemmene får de hjælp til at finde deres styrker og opbygge deres selvværd.
Læs mere på www.julemaerket.dk
Lågekalenderen koster 45 kroner og kan købes fra mandag 12. oktober i Spar, Bilka, Føtex, Meny, Min Købmand, Bog & Idé, Legekæden, Salling Stormagasin, Boghandleren, BR, SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’Brugsen, Fakta og Irma.
TV 2 gentager succesen fra sidste år og giver alle børn mulighed for at samle på julekalenderkort. Der findes 50 forskellige kort med motiver fra årets familiejulekalender 'Juleønsket'.
Der findes også et helt særligt samlealbum, hvor kortene kan indsættes, og hvor børnene kan tage på eventyr i englenes verden samt løse sjove opgaver.
Samlekort og -album distribueres fra 15. november og frem til juleaften (så længe lager haves). Man får en pakke med fire samlekort for hver 100 kroner, man handler for i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen. Samlealbummet kan købes i samme butikker og koster 40 kroner.