Premiere på TV 2s nye tv-serie 'Efterforskningen'

07. september 2020;
Af: Lone Leth-Larsen, TV 2 Kommunikation

TV 2s nye serie, 'Efterforskningen', der er baseret på opklaringen af ubådssagen og er skrevet og instrueret af den Oscar-nominerede manuskriptforfatter og instruktør Tobias Lindholm, får premiere på TV 2 og TV 2 PLAY mandag 28. september.

Serien er på i alt seks afsnit og giver et unikt indblik i Jens Møller og Københavns Politis komplekse efterforskning, der førte til opklaringen af drabet på den svenske journalist Kim Wall. Serien er blevet til i tæt samarbejde med drabschef Jens Møller, specialanklager Jakob Buch-Jepsen og Kim Walls forældre, Ingrid og Joachim Wall.


Store navne på rollelisten

Rollelisten tæller nogle af Nordens største skuespillernavne - som drabschef Jens Møller ses Søren Malling, mens Pilou Asbæk spiller specialanklager Jakob Buch-Jepsen. Rollerne som Ingrid og Joachim Wall spilles af to af Sveriges mest anerkendte stjerner Pernilla August og Rolf Lassgård, mens Laura Christensen spiller politiassistent Maibritt Porse.

Derudover medvirker bl.a. Charlotte Munck, Henrik Birch, Hans Henrik Clemensen, Dulfi Al-Jabouri, Anders Juul og Josephine Park.

Tobias Lindholm

I Danmark er Tobias Lindholm blandt andet kendt for sine anmelderroste og prisbelønnede film ’R’, ’Kapringen’ og ’Krigen’ - sidstnævnte opnåede i 2016 Oscar-nominering - samt Thomas Vinterbergs ’Jagten’, der ligeledes opnåede en Oscar-nominering. Tidligere har Tobias Lindholm været medforfatter på DR-serien ’Borgen’, og han har gjort sig internationalt bemærket som forfatter og instruktør af to episoder af den succesfulde Netflix-Serie 'Mindhunter' fra 2017. Senest har han skrevet Thomas Vinterbergs 'Druk', som blev udtaget til årets filmfestival i Cannes og har dansk premiere i efteråret 2020.

Svensk premiere på SVT

’Efterforskningen’, der får premiere samme dag i Sverige på SVT under titlen 'Utredningen', er produceret af Miso Film for TV 2 DANMARK i samarbejde med Outline Film, SVT og Viaplay med støtte fra DFI Public Service Puljen, Copenhagen Film Fund og Creative Europe - Media programmet under EU.

'Efterforskningen' - ny tv-serie på TV 2 og TV 2 PLAY - premiere mandag 28. september.

Billede {0} af {1}