’Badehotellet’ vinder Seerprisen og åbner den nye sæson 27. januar

Amanda (Amalie Dollerup) er ny ejer af ’Badehotellet’ og glæder sig til at byde gæsterne velkomne. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Amanda (Amalie Dollerup) er ny ejer af ’Badehotellet’ og glæder sig til at byde gæsterne velkomne. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Trods mørke skyer over hotellet er det en ’Badehotellet’-sæson med masser af sol og flirt. ”Det er velskrevet dramatik og public service i fineste forening”, som TV 2s fiktionschef udtrykker det.

I den nye sæson af ’Badehotellet’, der har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY mandag 27. januar klokken 20.00, spiller besættelsen af Danmark en helt central rolle. Men der er stadig sol-garanti.

Alice Frigh (Anette Støvelbæk) møder den charmerende Johan Ramsing (Rasmus Botoft). (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Public service i fiktionen
TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, glæder sig over den nye sæson – og over Seerprisen, som ’Badehotellet’ modtog for andet år i træk ved uddelingen af Tvprisen 2020 i lørdags.

Den seneste Seerprisen, som 'Badehotellet' lørdag vandt for sæson 6, er afgjort via en seerafstemning foretaget af Megafon, og blandt begrundelserne har seerne udtalt: 'Serien er årets absolutte højdepunkt, og det er en serie, der kan samle hele familien. Skuespillerne er dygtige, og dramaerne er hverken over- eller underdrevne. Det rammer bare lige i skabet'.

- Jeg glæder mig altid til at dele en ny sæson af 'Badehotellet' med danskerne, og selvom vi er nået til besættelsen, kan jeg godt love, at solen stadig skinner trods mørke skyer. Historien om besættelsen er ikke ukendt, men ny for ’Badehotellet’s gæster, der om de vil det eller ej, er tvunget til at forholde sig til tyskernes tilstedeværelse. Desuden har forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe på fornemste vis flettet fortællingen om byggeriet af Aalborg Lufthavn ind i denne sæson.  Opførelsen af lufthavnen spillede en central rolle for tyskerne i deres vej mod Norge og var dermed en vigtig grund til, at tyskerne valgte at besætte Danmark. Det er velskrevet dramatik og public service i fineste forening, siger Katrine Vogelsang.

Uwe Kiessling (Anton Rubtsov) er den tyske løjtnant, som sætter sit præg på ’Badehotellet’. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Stor fornøjelse at arbejde med den nye sæson
Hanna Lundblad og Stig Thorsboe glæder sig også til at dele den nye sæson med publikum:

- ’Badehotellet’ er som altid en blanding af drama og komedie. Det gælder stadig her under besættelsen, og seerne vil opleve, at komedien bliver mere udtalt, fordi der er kommet en ny, markant modspiller på banen. Det har for alle os, der laver ’Badehotellet’, været en stor fornøjelse at arbejde med den nye sæson, siger forfatterne Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

Georg Madsen (Lars Ranthe) bliver tilbudt at hjælpe tyskerne med at udvide Aalborg Lufthavn som led i deres krig i Norge. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Mørklægning og alsang
I den nye sæson stilles både gæster og personale stilles over for valget, om de - som den danske regering - skal gå samarbejdets vej, eller om de skal sige nej til tyskernes krav og derved risikere, at Amandas første sæson også bliver den sidste.

Blandt andet spiller Aalborg Lufthavn en ikke uvæsentlig rolle for hr. Madsen, ligesom alsang, mørklægningsgardiner, rationeringer på madvarer og kørselsforbud kan mærkes hos både gæster og ansatte på hotellet.

Nana (Laura Kronborg Kjær), Edith (Ulla Vejby), Ane (Mia Helene Højgaard), Otilia (Merete Mærkedahl), Philip Dupont (Sigurd Holmen Le Dous) og Fru Fjeldsø (Birthe Neumann) i den nye sæson af ’Badehotellet’. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Flere nye ansigter i den nye sæson
Udover det faste cast er der i år også nye ansigter i ’Badehotellet’ - blandt andre Rasmus Botoft som den charmerende Johan Ramsing, Lucinda Vinde Dirchsen i rollen som oprørske Bertha Frigh, Troels Malling Thaarup er den lokale betjent Folmer Gregersen, Aske Bang spiller fabriksarbejder Jan Larsen og tyske Anton Rubtsov ses i rollen som løjtnant Uwe Kiessling.

Den nye og syvende sæson er på i alt seks afsnit, og der er premiere på TV 2 og TV 2 PLAY mandag 27. januar klokken 20.00. ’Badehotellet’ produceres for TV 2 af SF Film Production i co-produktion med Nitrat Film og Thorsboe & Lundblad.

Alle foregående seks sæsoner kan ses på TV 2 PLAY.

------

Læs mere om den nye sæson, se trailer og flere billeder i TV 2s pressemateriale.

Læs også: Her er de mest sete danske tv-serier i 2019.

Billede {0} af {1}