2019 blev rekordernes år for TV 2

TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

I et år med skarp, dansk og international konkurrence formåede TV 2 at vokse markant – digitalt på TV 2 PLAY og TV2.DK og på traditionelt tv på fem af seks kanaler. Det skete med blandt andet stærk nyhedsdækning og relevant public service-indhold.

TV 2 kom ud af 2019 med fremgang over stort set hele linjen – både digitalt og på traditionelt distribueret tv. TV 2 fik flere brugere på TV2.DK på tværs af web og apps, og TV 2 PLAY er stærkere end nogensinde ved udgangen af året.

- På TV 2 ønsker vi at skabe det optimale samspil på tværs af tv og streaming, når det gælder bestilling og publicering af programmer. I 2019 har vi lagt skinnerne ud til endnu bedre samarbejde og sameksistens mellem det traditionelle tv og det digitale indhold, og jeg har store forventninger til 2020, siger TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard.

TV 2 NEWS - her værterne Søren Lippert og Charlotte Beder - fik i 2019 sit stærkeste år nogensinde og endte året som Danmarks tredje mest sete kanal. (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

Højeste seerandel til TV 2-familien siden 2009
Når det gælder traditionelt distribueret tv, nåede TV 2s kanaler i 2019 bemærkelsesværdige resultater, viser Kantar-seertallene blandt alle danskere:

• TV 2-kanalerne får en samlet seerandel på 40,4 procent – den højeste siden 2009.

• Det er femte år i træk, at TV 2-kanalerne går frem målt på seerandel.

• TV 2 Hovedkanalen præsterer en mindre fremgang til det højeste niveau siden 2016 – samtidig med     at næsten alle TV 2s nichekanaler går frem.

• TV 2 NEWS er Danmarks tredje mest sete kanal og opnår sit stærkeste år nogensinde.

• TV 2 CHARLIE er landets fjerdestørste sete kanal og har sit stærkeste år nogensinde. Dermed er tre af Danmarks fire mest sete kanaler fra TV 2.

• TV 2 SPORT er Danmarks 10. mest sete kanal og tangerer sit stærkeste år nogensinde (2018). TV 2 SPORT er mere set end alle øvrige rene sportskanaler tilsammen.

• TV 2 FRI får sit stærkeste år nogensinde.

• TV 2 ZULU fastholder sin seerandel blandt 15-40-årige, men går en smule tilbage i seerandel blandt alle danskere.

Stærk position på nyhedsområdet
Der er ifølge Lotte Lindegaard god grund til, at det – på samme tid – kunne lykkes for stort set alle TV 2-kanaler at øge deres seerandel.

- Når vi vokser samlet set, er det udtryk for, at vi har skabt velpositionerede kanaler, der supplerer hinanden bedre end nogensinde, siger Lotte Lindegaard, der også glæder TV 2s position på nyhedsområdet.

- TV 2 NEWS og Nyhederne har daglig kontakt med flere end 1,3 millioner danskere på tv og godt en million på tværs af TV2.DK og apps. På TV 2 PLAY klarer NEWS sig glimrende med høj live-sening, og vi arbejder målrettet med at udvikle nyheds- og aktualitetsformater, som kan styrke TV 2 PLAY yderligere på dette område, siger Lotte Lindegaard og fortsætter:

- Du er ikke stor, hvis du ikke er relevant. At TV 2 står så stærkt inden for nyheder, gør mig særligt glad i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for dansk public service som modvægt til internationale techgiganter.

Læs også: Sådan så vi tv-nyheder i 2019.

Fra det 24. og sidste afsnit af 'Tinka og Kongespillet' ses Neel Rønholdt og Josefine Højbjerg i rollerne som henholdsvis Nille og Tinka. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Fiktion i fokus på tv og TV 2 PLAY
På TV 2 PLAY er programmer inden for fiktion, reality, dokumentar samt sport og visse typer underholdning ofte de sikre vindere. Lotte Lindegaard glæder sig over afslutningen på 2019 med familiejulekalenderen ’Tinka og Kongespillet’, der nu er den suverænt mest sete julekalender på TV 2 PLAY, den højest vurderede julekalender på dansk tv nogensinde og en af de mest sete julekalendere på tv i de seneste år.

- ’Tinka og Kongespillet’ cementerede både vores position som førende på fiktionsområdet og leverede opbakning til strategien om at producere endnu mere fiktion fra 2020 på både lineært tv og streaming. Vi har store forventninger til vores strategi om øgede fiktionsinvesteringer i de kommende år, siger Lotte Lindegaard.

Læs også: Her er de mest sete danske tv-serier i 2019

TV 2 har også en ambition om at være endnu mere relevant i den yngre målgruppe af 20-30-årige, og TV 2 nåede i 2019 sit mål for de unges seertid på tværs af TV 2-kanaler. Sidste år voksede TV 2 hovedkanalens seerandel i denne målgruppe med ti procent, og denne fremgang blev blandt andet skabt med overtagelsen af ’X Factor’, der – ud over at være overordentligt stærk på traditionelt tv – er en kæmpesucces med markant styrke på TV 2 PLAY og mere slagkraft end nogensinde på TV2.DK.

Fra TV 2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden', som har medvirkende til at skabe stor debat om forholdene i danske daginstitutioner anno 2019. (Videograb: TV 2)

Dagsordener og debat
Programdirektøren er tilfreds med, at TV 2 som public service-station lykkedes med grundig og nyskabende valgdækning, herunder Valgfolkemødet i Odense, og med flere store debatter og dagsordener i 2019. Det gælder blandt andet fokus på børnenes forhold i institutioner i programmet ’Daginstitutioner bag facaden’ og i opfølgningsprogrammerne ’Eksperimentet med vores børn’.

- Daginstitutionerne blev et af årets store samtaleemner, og dér ramte vi en dagsorden, der optager os alle. Det samme var tilfældet med vores klimadagsorden, og det gør mig stolt, når vi på TV 2 tager ansvar og er med til at sikre plantning af over én million træer. Vi meldte os ind i klimakampen i 2019, og vi kommer med nye initiativer i år, siger programdirektøren.

Lotte Lindegaard fremhæver ’Vild med dans’ som endnu et af højdepunkterne i 2019.

- Da to mænd blev sat sammen som dansepar i ’Vild med dans’ og endte med at vinde, var det et stærkt udtryk for, at vi alle sammen har ret til at elske – og danse med – den, vi vil. Også på den måde blev 2019 et smukt Alt det vi deler-år på TV 2.

Seneste nyt

28. september 2020

Thomas Kristensen er nu (også) i TV 2s startopstilling på fodboldbanen

Link til Thomas Kristensen er nu (også) i TV 2s startopstilling på fodboldbanen
25. september 2020

TV 2 skruer op for salg af reklamer på TV 2 PLAY og direkte salg til annoncørerne

Link til TV 2 skruer op for salg af reklamer på TV 2 PLAY og direkte salg til annoncørerne
24. september 2020

Coronakrisen har gjort det ekstra svært at være kræftpatient

Link til Coronakrisen har gjort det ekstra svært at være kræftpatient

Billede {0} af {1}