Avaz-brødrene bag ny spændingsserie til TV 2 ZULU

De tre brødre Mehdi (tv.), Milad (mf.) og Misam Avaz (th.) står samlet bag TV 2 ZULUs kommende spændingsserie med arbejdstitlen ’Grow’. (Fotos: Emilia Staugaard / TV 2)

De tre brødre Mehdi (tv.), Milad (mf.) og Misam Avaz (th.) står samlet bag TV 2 ZULUs kommende spændingsserie med arbejdstitlen ’Grow’. (Fotos: Emilia Staugaard / TV 2)

Optagelserne til Misam, Mehdi og Milad Avaz' første tv-serie er netop gået i gang. Spændingsserien, der har arbejdstitlen 'Grow', forventes at få premiere på TV 2 PLAY og TV 2 ZULU i 2020.

Optagelserne til Misam, Mehdi og Milad Avaz' første tv-serie er netop gået i gang. Spændingsserien, der har arbejdstitlen 'Grow', forventes at få premiere på TV 2 PLAY og TV 2 ZULU i 2020.

Med deres debutfilm, 'Mens vi lever', blev de tre Avaz-brødre udråbt til dansk films fremtid. Siden er det gået stærkt, og til efteråret er de klar med deres anden spillefilm, 'Kollision', inden de i 2020 premierer med deres første tv-serie, som kan ses på TV 2 PLAY og TV 2 ZULU.

I spændingsserien, der har arbejdstitlen 'Grow', sætter den nyuddannede børsmægler Adam sig for at danne Danmarks største narkokartel, efter han oplever magten og den hurtige anerkendelse i narkomiljøet. Men i vejen står politiet, Justitsministeriet, rockere, indvandrerbander og hans egen bror. Broderen Jakob er politibetjent og bliver rekrutteret til politiets antinarkotika-tjeneste, hvor han får mulighed for at gøre en forskel. Men Jakob er i konstant kamp med sin egen fortid.

Sebastian Jessen spiller rollen som Jakob, der er politibetjent i Avaz-brødrenes kommende tv-serie med arbejdstitlen ’Grow’.

Medproducent Mehdi Avaz kalder 'Grow', "en serie, som Danmark ikke tidligere har oplevet", og hans bror, Milad Avaz, der er seriens manuskriptforfatter og debuterende instruktør, uddyber:

- Vores ambition er, at 'Grow' bliver unik i sit udtryk og får seerne til at føle sig engageret og fængslet. Igennem karaktererne Adam og Jakob vil vi skabe en følelse af splittelse i jagten på meningen med livet, siger Milad. Han suppleres af sin bror og producer, Misam Avaz:

- Med 'Grow' forsøger vi at bringe vores nye tilgang til at lave film ind i tv-verdenen.

Et stjernespækket cast
I hovedrollerne som Adam og Jakob ses de to brødre Andreas og Sebastian Jessen, som for første gang spiller over for hinanden. På rollelisten er desuden etablerede skuespillere som Lars Mikkelsen, Henning Jensen, Laura Drasbæk, Thomas Levin, Henrik Noël Olesen, Solbjørg Højfeldt og Susanne Storm.

Seerne kan også opleve unge talenter som Besir Zeciri ('Bedrag', 'Gidseltagningen'), Ari Alexander ('9. april', 'Norskov', 'Perfekte Steder', 'De Frivillige') og Simone Lykke ('Yes No Maybe').

Derudover kan nævnes David Sakurai ('Lilyhammer', 'Fantastic Beasts: The Crime of Grindelwald'), Ardalan Esmaili ('Greyzone', 'Domino', 'Ser du månen, Daniel'), Johannes Lassen ('1864', 'Sommeren '92', 'Gidseltagningen') og Jonathan Harboe ('Sjit Happens', 'Underverden').

Det er første gang, brødrene Andreas og Sebastian Jessen spiller over for hinanden på tv. Her ses Andreas Jessen i rollen som Adam under optagelserne til den kommende spændingsserie med den foreløbige titel ’Grow’.

Et ambitiøst projekt
Hos TV 2 er man glad og stolt over at kunne tilføje endnu en ambitiøs fortælling til en bred portefølje af tv-serier til danskerne. Samtidig er den kommende spændingsserie en ny genre på TV 2 ZULU, der igennem årene har været særlig garant for især komedieserier og sitcoms som 'Langt fra Las Vegas', 'Klovn', 'Sjit Happens', 'Tomgang' og senest 'Minkavlerne', som havde premiere 1. september.

- Som branchens største udbyder af dansk fiktion er det vigtigt for os, at nye talenter har lyst til at udkomme på TV 2s kanaler. Derfor er vi også meget stolte af, at Avaz-brødene debuterer med deres første tv-serie hos os, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.

Brødrene Avaz står samlet bag 'Grow', som gik i optagelse mandag 5. august. Misam er producer, mens Milad har skrevet historien og instruerer, og Mehdi er medproducent.

'Grow' produceres til TV 2 PLAY og TV 2 ZULU af SF Studios og Road Rocket Pictures med støtte fra Public Service Puljen, FilmFyn og Gribskov Kommune.

Billede {0} af {1}