Femte sæson af ’Badehotellet’ står i forandringens tegn. Et nyt og celebert par, ægteparret Molin, tjekker ind, og dette besøg kommer til at betyde forandringer – for altid – for gæsterne på Andersens Badehotel.
Af Lone Leth-Larsen og Michael Hansen, TV 2 Kommunikation
Mandag 12. februar kl. 20.00 er der endelig premiere på den nye sæson af TV 2s successerie ’Badehotellet’, og i den nye sæson er der mere på spil end nogensinde. Året er 1932, og selv om arbejdsløsheden er høj i Danmark, og krisen for alvor har spredt sig, har både grosserer Georg Madsen (spillet af Lars Ranthe) og fabrikant Frigh (Bjarne Henriksen) fortsat gang i hjulene.
Ved Vesterhavet flytter stamgæsterne ind for at nyde sommeren og blive forkælet af Fie (Rosalinde Mynster), Molly (Bodil Jørgensen) og de andre personaler, men nye gæster rykker også ind, og de har deres helt egen dagsorden.
De nye gæster er et celebert par med forbindelser direkte til toppen af kongehuset. August Molin (Søren Sætter-Lassen) er vekselerer, og hustruen Alma (Lisa Werlinder) er tidligere skuespiller og tillige svensk. Det er meningen, at de kun skal blive en enkelt nat, men afrejsen bliver hele tiden udsat, for det er et ægtepar fuld af hemmeligheder.
- Sæson 5 står i forandringens tegn – både i Tyskland, hvor Hitler er på vej til at få magten, og på hotellet, hvor meget er forandret, når ægteparret Molin har tjekket ud. Og jeg kan love jer endnu en ting, som ikke er sket før i ’Badehotellet’: Det kommer til at sne, sagde forfatter Hanna Lundblad, der har skrevet serien sammen med sin mand, Stig Thorsboe, da hun tirsdag 6. februar mødte knap 90 dedikerede ’Badehotellet’-fans til en forpremiere på Cafébiografen i Odense.
Langt fra verdens fortrædeligheder – og alligevel med visse problemer
På Andersens Badehotel er man heldigvis langt fra verdens fortrædeligheder, og Fie og hendes piger er flinke til at sørge for, at man heller ikke forstyrres af de tiggere og arbejdsløse, der dagligt kommer til køkkendøren for en madpakke og en tiøre.
Vanen tro har gæsterne dog deres egne småproblemer at slås med. Grosserer Madsen er blevet tvunget ud i et kompagniskab med Morten (Morten Hemmingsen) omkring byggeriet i København, fordi Morten ejer halvdelen af byggegrundene. De to bygherrer er stort set uenige om alt og taler kun sammen gennem arkitekten, Madsens svigersøn Max (Anders Juul).
Fru Frigh (Anette Støvelbæk) ligger i skilsmisse, men hendes mand har behændigt sørget for, at hun ikke får en øre med sig ind i sit nye liv i håb om derved at lokke hende tilbage i ægteskabet.
Kontorchef Aurland (Peter Hesse Overgaard) er derimod blevet i sit ægteskab, selv om familien denne sommer er blevet velsignet med endnu en søn som resultatet af fruens (Cecilie Stenspil) forhold til Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen). Kontorchefen er langt mere optaget af de anonyme trusler, han modtager på grund af sine radioudsendelser om situationen i Tyskland.
Grev Ditmar (Mads Wille) har for at skjule sin homoseksualitet giftet sig med sin kusine Mitzi (Anne Bergfeld), der tålmodigt venter på kærtegn og kærlighed. Imens kæmper fru Fjeldsø (Birthe Neumann) til gengæld med at holde doktor Ploug (Paul Hüttel) på behørig afstand, efter at han sidste sommer erklærede hende sin kærlighed.
Kun skuespiller Weyse – fri af forhold og bindinger – synes uden bekymringer. Lige indtil ægteparret Molin gør sit indtog.
Serien er som altid skrevet af Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, Fabian Wullenweber har instrueret, og producer er Michael Bille Frandsen. 'Badehotellet' produceres for TV 2 af SF Film Production i co-produktion med Nitrat Film og Thorsboe & Lundblad.
Læs mere om – og se flere billeder fra – sæson 5 af ’Badehotellet’ her.
Læs også fødselsdagsportrættet om Stig Thorsboe - 70 år onsdag 7. februar 2018.
Se trailer for 'Badehotellet' herunder.
Historien om den spændende tid
Sæson 5 af ’Badehotellet’ består af seks afsnit, og når disse afsnit er sendt, viser TV 2 dokumentaren ’Badehotellets Danmark’ med filmoptagelser fra perioden, der gjorde Danmark moderne. For hvad er det ved den tid og det miljø, som ’Badehotellet’s fiktive univers beskriver, der fascinerer nutidens danskere så meget, at serien er blevet en af TV 2s største seersuccesser?
Med unikke filmoptagelser fra dengang får vi historien om den spændende tid fra 1928-32, hvor det moderne brød igennem i storbyen, men også historien om konflikten med det konservative ’vandkantsdanmark’, der ikke nødvendigvis brød sig om alt det nymodens pjank.
De gamle badehoteller lå langs kysterne rundt om i landet. Her udfoldede sig et ferie- og badeliv i 1920’erne og 30’erne, som i dag står i et romantisk skær.
Særligt badehotellerne på Fanø, langs Jyllands vestkyst og i Skagen er legendariske. I dokumentaren fortæller bl.a. Bent Hardervig, tidl. turistchef i Skagen og forfatter til flere bøger om de gamle badehoteller, om et af de fineste af slagsen:
- Det sagnomspundne Skagens Badehotel var det fornemmeste af dem alle. Det var det sted, hvor ikke alene borgerskabet, men også mange af Europas kongefamilier kom. Der var en virkelig fin betjening, kulinarisk niveau i topklasse, og man kunne komme flyvende til og lande på den brede sandstrand.