
Russell Crowe som borgmester Nicholas Hostetler og Catherine Zeta-Jones som Cathleen Hostetler i det amerikanske thrillerdrama 'Broken City' fra 2013. (Fotos: TV 2)
Et bundråddent magtspil i New York. Veltunet thriller med Mark Wahlberg og Russell Crowe får dansk tv-premiere på TV 2 søndag 10. april.
Op til valget om borgmesterposten i New York bliver en privatdetektiv rodet ind i en lyssky affære om politik, sex og mord. Det er udgangspunktet for det spændende og overrumplende amerikanske thriller-drama 'Broken City' fra 2013, som får dansk tv-premiere søndag 10. april på TV 2.
Filmen er inspireret af Roman Polanskis klassiker 'Chinatown' og skrevet af den debuterende manuskriptforfatter Brian Tucker. Det er de mange tvist og overraskelser, Tucker har lagt ind i historien, der især gør filmen værd at se. Men den er også fermt instrueret af den dygtige Allen Hughes (Menace II Society, From Hell, Book of Eli), og i hovedrollerne ses altid solide stjerner som Mark Wahlberg, Russell Crowe, Catherine Zeta-Jones og Jeffrey Wright. De gør det alle godt!
Da politimanden Billy Taggart (Mark Wahlberg) skyder en voldtægtsforbryder ned, er han meget tæt på at blive tiltalt for overlagt mord, men ved at lave en underhåndsaftale med politichefen Colin Fairbanks (Jeffrey Wright) og New Yorks borgmester Nicholas Hostetler (Russell Crowe) undgår han en retssag. De ønsker ikke en mordsag mod en betjent og opfinder nye beviser, der frikender ham. Til gengæld for at slippe for mordanklagerne, skal Billy stoppe hos politiet.
En delikat opgave
Taggart slår sig i stedet ned som privatdetektiv i New York. Syv år efter skudepisoden bliver Taggart pludselig kontaktet af borgmesteren. Det er midt i valgkampen om borgmesterposten i New York, og Hostetler vil have Taggart til at udføre en hemmelig og delikat opgave for sig: At skygge Hostetlers smukke kone Cathleen (Catherine Zeta-Jones), som han mistænker for utroskab.
En skjult dagsorden
Selvom Billy ikke har lyst til opgaven, kan han ikke rigtig sige nej til den og ender med at acceptere. Umiddelbart synes opgaven ligetil, og da han begynder at skygge Cathleen, opdager han da også hurtigt, at hun ser en anden mand. Men intet er, hvad det ser ud til, og som han borer i hendes liv og affærer, går det op for ham, at borgmester Hostetler har en skjult dagsorden med opgaven. Snart sidder Taggart op til halsen i en affære, han ikke kan overskue, og han må kappe alle loyalitetsbånd, hvis han vil overleve - og opnå retfærdighed.
Mark Wahlberg som privatdetektiven Billy Taggert i det amerikanske thrillerdrama 'Broken City' fra 2013.