
Ian McKellan som Gandalf den Grå i Peter Jacksons eventyrfilm 'Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark' fra 2013. (Fotos: TV 2)
Rejse ind i mørkets hjerte: Den stort anlagte eventyrfilm af Peter Jackson kan ses på TV 2 søndag 13. marts.
Søndag 13. marts har TV 2 dansk tv-premiere på den spektakulære og slagkraftige eventyrfilm 'Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark' fra 2013. I filmen, der er instrueret af den Oscar-vindende instruktør Peter Jackson, forsætter hobbitten Bilbo, de tretten dværge og troldmanden Gandalf deres begivenhedsrige rejse mod dværgenes kongerige Erebor for at erobre det tilbage fra den farlige drage Smaug.
Filmen er den anden af Peter Jacksons tre eventyrlige og special effects-fyldte 'Hobbitten'-film, baseret på J.R.R. Tolkiens berømte roman. Peter Jackson står også bag de tre succesfulde 'Ringenes herre'-film', ligeledes baseret på bøger af J.R.R. Tolkien.
'Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark' fik fem hjerter af Søren Vinterberg i Politiken, der skrev: 'Det er stilrent eventyrgys, storslået fantasy, ren og skær Wagner, her i den digitale billedepokes uendelighed af mulige illusioner, inklusive chokvirkningen af at få bæstet lige ud i fjæset..'
Vovemod og venskab på prøve
Hobbitten Bilbo Sækker (Martin Freeman), troldmanden Gandalf den Grå (Ian McKellen) og 13 dværge anført af Thorin Egeskjold (Richard Armitage) er på en farefuld mission østpå til dværgenes kongerige Erebor, hvor de skal overvinde dragen Smaug. Da de er på vej gennem Dunkelskoven, må de kæmpe mod formskifteren Beorn og kæmpe-edderkopperne fra Mirkwood.
Undervejs har de også et opgør med skovens elverfolk og rejser gennem Søby for endelig at ankomme til Det Ensomme Bjerg. Her venter den største udfordring af alle: En kamp mod et væsen så frygtindgydende, at det ikke kun sætter deres vovemod, men også deres venskab på prøve - den kæmpestore og frygtindgydende drage Smaug. Vil det lykkes dem at besejre det store og farlige dyr?
Martin Freeman
Det er den britiske skuespiller Martin Freeman, der optræder som hobbitten Bilbo Sækker. Freeman havde haft en del småroller, inden han fik det job, som blev hans store gennembrud - nemlig rollen som Tim i den britiske version af komedieserien 'The Office'.
Desuden er han kendt som Dr. Watson i BBC's succesfulde detektiv-serie 'Sherlock', hvor han spiller overfor Benedict Cumberbatch, samt for sin rolle som Lester Nygaard i tv-serien 'Fargo'. På film er han mest kendt fra Peter Jacksons tre Hobbitten-film, men vi har også set ham i film som 'The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy', 'Love Actually' og 'Hot Fuzz'.
Kendte og elskede skuespillere
Martin Freeman får modspil af en masse kendte og elskede skuespillere i de tre 'Hobbitten'-film, bl.a. Ian McKellen ('Richard III', 'X-Men' og 'Da Vinci Mysteriet'), Liv Tyler ('Forførende skønhed', 'One Night at McCool’s' og 'Storbydrømme'), Evangeline Lilly ('Lost', 'Ant-Man', 'Real Steel'), Cate Blanchett ('Babel', 'Blue Jasmin', 'Carol'), Ian Holm ('Brazil', 'From Hell', 'Lord of War'), Richard Armitage ('Spooks', 'Captain America: The First Avenger og Hannibal'), Orlando Bloom ('Pirates of the Caribbean', 'De tre Musketerer', 'Kingdom of Heaven'), Mikael Persbrandt ('Dag og Nat', 'Beck', 'Hævnen') og Benedict Cumberbatch ('Sherlock', 'Star Trek.Into Darkness' og 'The Imitation Game').
Evangeline Lilly som Tauriel og Orlando Bloom som Legolas i Peter Jacksons eventyrfilm 'Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark' fra 2013.
Fra New Zealand til Hollywood
Det er den new zealandske filminstruktør Peter Jackson, der har instrueret 'Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark'. Han har også instrueret de tre 'Ringenes herre'-film og de to andre 'Hobbitten'-film.
Peter Jackson voksede op i en lille by uden for Wellington på New Zealand, og allerede som barn var han meget interesseret i film. Efter nogle kortfilm kastede han sig i starten af firserne ud i at lave en film sammen med vennerne. Resultatet var 'Bad Taste' fra 1987, en humoristisk og opfindsom low-budget-splatterfilm, som hurtigt skabte opmærksomhed om ham. Den fulgte han op med andre skæve film som den syrede dukkefilm 'Meet the Feebles' og den effektfyldte gyserkomedie 'Braindead'.
Selvom disse film ikke kom op i biograferne ret mange steder, fandt de et marked på VHS i videobutikkerne, og han fik hurtigt fans verden over. Disse fans fik et chok, da hans næste film blev dramaet 'Heavenly Creatures', der var Kate Winslets spillefilmsdebut. Her var effekterne droppet til fordel for en god historie, imponerende kameraarbejde og fint skuespil - en stil, han videreførte i gyserkomedien 'The Frighteners'.
Efter det tog han et stort skridt, da han i slutningen af halvfemserne fik lov til lave de tre film, som han altid havde drømt om at lave: De tre 'Ringenes Herre'-film. Denne beslutning fortrød Hollywood-bosserne ikke, for alle de tre film blev nogle af de største kassesucceser i filmhistorien og er blevet hyldet som mesterværker af både publikum og kritikere. Siden har han lavet storfilmen 'King Kong' og de tre 'Hobbitten'-film.