Tv-premiere på gambler-komedie med Bruce Willis

Bruce Willis som Dink Heimowitz og Rebecca Hall som Beth Raymer i Steven Frears komediedrama 'Højt spil' fra 2012. (Foto: TV 2)

Bruce Willis som Dink Heimowitz og Rebecca Hall som Beth Raymer i Steven Frears komediedrama 'Højt spil' fra 2012. (Foto: TV 2)

16. juni 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Fredag 19. juni kan du – efter tre ugers valg-tv - slappe af til en film, når TV 2 har premiere på komediedramaet ’Højt spil’.

Nogle mennesker har bare et ganske særligt talent. Og det gør sig i den grad gældende for den tidligere stripper Beth (Rebecca Hall), der er utroligt god til at huske tal. Det lærer hun at udnytte af en charmerende professionel spiller i Las Vegas - men opdager snart, at held i spil ikke er lig med held i kærlighed.

Det er udgangspunktet for det sjove komediedrama 'Højt spil' fra 2012, som får dansk tv-premiere på TV 2 fredag 19. juni. Bag filmen står den kendte instruktør Stephen Frears, og udover Rebecca Hall medvirker gode skuespillere som Bruce Willis, Vince Vaughn og Catherine Zeta-Jones. Filmen bygger på virkelige begivenheder.

Kvitter stripper-jobbet og bringes ind i spilbranchen
Den smukke og varmhjertede Beth (Rebecca Hall) er kommet op i trediverne, da hun får lyst til at prøve noget nyt. Hun siger sit job op som stripper i Florida og flytter til Las Vegas. Hun har ingen uddannelse, men bliver ansat som servitrice i spillebyen.

I forbindelse med jobbet møder hun den professionelle spiller Dink Heimowitz (Bruce Willis), der opdager, at Beth er ualmindeligt god til at huske tal. Det er en evne, han kan bruge, så han får Beth til at sige kvitte serveringstjansen og hyrer hende til at arbejde for sig.

De går sammen med Dinks nørdede spillevenner og udnytter Beths evner for tal til at tjene penge på Las Vegas' kasinoer. Beth er dygtig, men begår den fejl at forelske sig i Dink. Det bliver Dinks ondsindede og jaloux kone, Tulip Heimowitz (Catherine Zeta-Jones), meget sur over, og Beth frygter for sit liv og helbred og flygter videre til New York.

I 'det store æble' bliver hun involveret i nogle lyssky forretninger, der bevirker, at hun kommer i alvorlige problemer. Hendes nye kæreste Jeremy (Joshua Jackson) er ved at ryge i fængsel, og for at redde ham kontakter hun Dink. Men Dinks frygtelige kone er overhovedet ikke glad for at se Beth igen, og samtidig risikerer Beth også selv at komme i fængsel. Hvad skal hun stille op?

Billede {0} af {1}