
Superhelten Captain America tager kampen op mod onde nazister på TV 2 søndag 17. november.
Sebastian Stan (tv.) som James Buchanan "Bucky" Barnes, Chris Evans som Captain America, Hugo Weaving som Red Scull, Tommy Lee Jones som oberst Chester Phillips og Hayley Atwell som Peggy Carter i den amerikanske actionfilm "Captain America: The First Avenger" fra 2011. (Foto: Marvel Studios / TV 2)
Der er masser af ramasjang og actionunderholdning i den farvestrålende superhelte-film "Captain America: The First Avenger" fra 2011, som har tv-premiere på TV 2 søndag 17. november. I filmen, der bygger på en berømt Marvel-tegneserie, følger vi forvandlingen af splejsen Steve Rogers til supersoldaten Captain America, der bliver et effektivt våben i kampen mod nazisterne og især den frygtede organisation HYDRA.
Chris Evans har hovedrollen, og desuden medvirker en række kendte skuespillere, blandt andre Tommy Lee Jones, Hugo Weaving, Samuel l. Jackson og Hayley Atwell. I Berlingske Tidende gav anmelderen Kristian Lindberg filmen fem stjerner og skrev:".. blander overbevisende og underholdende amerikansk fortid, nutid og fremtid."
Det symbol og våben, amerikanerne har brug for
Anden Verdenskrig. Den unge patriotiske amerikaner Steve Rogers (Chris Evans) forsøger at komme ind i hæren, så han kan kæmpe for fædrelandet, men der er bare et problem - han er en splejs! Det har han altid været, så han bliver skuffet, men ikke overrasket, over at blive kasseret.
Pludselig får han dog alligevel en mulighed for at tjene USA. Videnskabsmanden Abraham Erskine (Stanley Tucci) arbejder på et forskningsprojekt for militæret, der går ud på at skabe en supersoldat. Og til det har han brug for en modig og patriotisk splejs - en profil, som matcher Rogers perfekt.
Erskine vælger Steve Rogers til eksperimentet, og det bliver en succes. Splejsen Steve Rogers genfødes som den muskuløse Captain America. Han bliver nu udrustet med en særlig dragt og en række eksperimentelle våben, blandt andet et ubrydeligt skjold. Captain America er lige det symbol og våben, amerikanerne har brug for i kampen mod Aksemagterne - ikke mindst til propaganda og til at reklamere for køb af krigsobligationer!
Chris Evans (i midten) som Steve Rogers i selskab med The Howling Commandos. (Foto: Marvel Studios / TV 2)
I kamp mod HYDRA
Men PR-arbejdet bliver Captain America hurtigt træt af. Han vil i kamp! Og det kommer han, da han hjælper hæren i krigen mod nazisterne i Europa. Her viser der sig hurtigt, at der er mere at bekæmpe end blot menige nazi-soldater.
Den frygtindgydende Red Skull (Hugo Weaving), der har fået den samme eksperimentelle behandling som Steve Rogers, står i spidsen for organisationen HYDRA. Han har en skummel plan om verdensherredømme. Kun Captain America kan stoppe ham!
Chris Evans …
I rollen som Steve Rogers, der bliver til superhelten Captain America, ses Chris Evans, en skuespiller, der nærmest har gjort det til sit speciale at spille superhelte-roller. Han er oprindelig uddannet på det berømte Lee Strasberg-institut i New York, og efter en del mindre roller i film og tv-serier, fik han sit store gennembrud, da han blev castet som "Flammen" i "The Fantastic Four".
Den rolle gentog han i "Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer", og et par år efter fik han rollen som en anden superhelt, nemlig Captain America. Den har han spillet i aftenens film samt i den utroligt succesfulde superheltefilm "The Avengers". Han har også medvirket i en anden film, der er baseret på en tegneserie, nemlig "Scott Pilgrim vs the World" samt i film som "Sunshine", "Street Kings" og "Losers", der ikke har noget med tegneserier at gøre.
Hugo Weaving som Red Skull i den amerikanske actionfilm "Captain America: The First Avenger" fra 2011. (Foto: Marvel Studios / TV 2)
… og flere gode navne
Ud over Chris Evans optræder en række andre rigtigt gode skuespillere i "Captain America: The First Avenger", blandt andre Tommy Lee Jones (Flygtningen, Men in Black, No Country for Old Men), Hayley Atwell (The Duchess, The Sweeny, Jordens søjler), Hugo Weaving (The Matrix, V for Vendetta, Ringenes Herre: Eventyret om ringen), Samuel L. Jackson (Pulp Fiction, Jackie Brown, Django), Sebastian Stan (Black Swan , Bagstiv i boblebadet, Rachel Getting Married) og Stanley Tucci (Hunger Games, Terminalen, The Devil Wears Prada).