
Søndag 10. november skruer TV 2 op for de moralske tømmermænd og viser ”Tømmermænd i Vegas” uden afbrydelser.
Zach Galifianakis som Alan, Ed Helms som Stu og Bradley Cooper som Phil i Todd Phillips komedie fra 2009. (Fotos: Warner Bros / TV 2)
TV 2 kan nu præsentere den amerikanske komedie ”Tømmermænd i Vegas” uden reklameafbrydelser søndag 10. november. Det er første gang, filmen kan ses på landsdækkende tv og uden afbrydelser.
To dage før sit bryllup kører Doug og hans tre venner til Las Vegas for at holde den vildeste polterabend, men da de vågner næste morgen med heftig hovedpine, kan de absolut intet huske – og brudgommen er sporløst forsvundet.
Alan, Phil og Stu bliver sat på prøve dagen derpå, når de sætter alt ind for at finde brudgommen Doug.
Den eksklusive hotelsuite er fuldstændigt raseret, der er et spædbarn i skabet og en tiger på badeværelset. Hvad skete der egentlig aftenen før - og hvor er Doug?
For at finde Doug tids nok til at få ham hjem til brylluppet, begynder de tre venner at gå baglæns i erindringerne. Og langsomt begynder konturerne af den katastrofale aften at tegne sig i sprittågerne.
Med blandt andre Bradley Cooper, Ed Helms og Zach Galifianakis er der lagt op til gode grin og masser af moralske tømmermænd. Se med på TV 2 søndag 10. november kl. 21.00.