
Tom Hanks flirter med Julia Roberts i den romantiske komedie fra 2011, som TV 2 viser søndag 6. oktober.
Tom Hanks og Julia Roberts har hovedrollerne i den romantiske komedie "En ny chance til Larry Crowne". (Fotos: TV 2)
Hvad skal man stille op, når man pludselig bliver fyret midtvejs i livet? Det er denne problemstilling, den sjove og romantiske komedie "En ny chance til Larry Crowne" fra 2011 handler om.
Her vælger den fyrede hovedperson at tage en ny uddannelse, og sådan får han nye input, møder en masse nye mennesker - og en rigtig sød kvinde! I filmen, der får dansk tv-premiere søndag 6. oktober på TV 2, medvirker en række gode Hollywood-navne, bl.a. Tom Hanks, Julia Roberts, Pam Grier og Bryan Cranston.
I BT fik filmen fire stjerner, og anmelderen Michael Lind skrev: "Man kan kun blive i godt humør af denne varme feelgood, romantiske komedie - som er fyldt med gode kræfter og stjerner og sjove og tiltalende biroller".
Fyret og rådvild
Da den midaldrende Larry Crowne (Tom Hanks) bliver fyret fra sit job, er han noget i vildrede. Før var han en vellidt salgschef i et firma, han havde arbejdet i lige siden, han blev færdig i søværnet, men nu keder han sig, er bagud med boliglånet, og han aner ikke, hvad han skal bruge sit liv på.
Han søger råd hos naboerne Lamar og B’Ella (Cedric the Entertainer og Taraji P. Henson) og beslutter sig for at begynde på universitetet. Han har aldrig nået at få en uddannelse, så det virker som en god idé.
Larry begynder nu på det lokale college og bliver her en del af et broget hold af skæve eksistenser, der alle søger en bedre fremtid. På uddannelsesstedet møder han den kvikke scooterpige Talia (Gugu Mbatha-Raw), som hjælper ham med at starte på en frisk. Efter at have solgt sin benzinslugende kæmpebil køber han en scooter og bliver en del af den scooterklub, som Talia er medlem af.
Julia Roberts og Pam Grier i "En ny chance til Larry Crowne" fra 2011.
Flirter med læreren
Et af de kurser, han følger på college, handler om at blive bedre til at holde taler og mundtlig formidling. Her er den søde Mercedes Tainot (Julia Roberts) lærer, og samtidig med at han på grund af alvorlige pengeproblemer begynder at arbejde i en diner, begynder han også at flirte med Mercedes.
Hun er gift med Dean Tainot (Bryan Cranston), men har problemer i sit ægteskab og er ikke uimodtagelig for Larrys charme. Måske var det slet ikke en katastrofe for Larry at blive fyret - i hvert fald har han fået en ny chance!
Dobbelt Oscar-vinder
"En ny chance til Larry Crowne" er på enhver måde Tom Hanks' film. Han har skrevet, instrueret, produceret og spiller selv hovedrollen i filmen. Tom Hanks indledte sin karriere med herlige fjollerier i film som "Polterabend for viderekomne", "Broen der kvajede sig" og "Big", men fik sit egentlige gennembrud i 1993 med den Oscar-belønnede hovedrolle i Jonathan Demmes "Philadelphia".
Allerede et år efter kunne Hanks atter modtage den eftertragtede statuette på Hollywoods store festaften - for sin hovedrolle i "Forrest Gump". Siden har Hanks instrueret flere ting til tv, bl.a. en episode af krigsserien "Kammerater i krig" samt filmene "That Thing You Do!" og aftenens film "En ny chance til Larry Crowne".
Han er også fortsat med at levere masser af fine skuespilpræstationer, bl.a. over for Meg Ryan i de romantiske komedier "Søvnløs i Seattle" og "You've Got Mail" samt i film som "Saving Private Ryan" og "Cast Away" - begge med nye Oscar-nomineringer til følge. Senest har vi kunnet opleve ham i film som "Da Vinci Mysteriet", "Engle og Dæmoner", "Charlie Wilsons War", "Ekstremt højt & utroligt tæt på" og "Cloud Atlas".
Julia Roberts i "En ny chance til Larry Crowne".
Julia Roberts
Den langlemmede Julia Roberts fra byen Smyrna i staten Georgia har for længst bevist, at hun er mere end et kønt ansigt, og i 2001 modtog hun fortjent en Oscar for sin indsats i Steven Soderberghs "Erin Brockovich".
Julia Roberts slog igennem over for Richard Gere i kæmpehittet "Pretty Woman", og efter denne succes har vi bl.a. set hende i "I seng med fjenden", "Pelikan-notatet", Robert Altman-filmene "The Player" og "Prêt-à-porter" samt Woody Allens "Alle siger I Love You". Desuden har hun medvirket i publikumsmagneter som "Notting Hill", "The Mexican", "Min bedste vens bryllup", "Ocean's Eleven", "Mona Lisa Smile", "Closer" og "Spis, bed, elsk".
Pam Grier
I rollen som Tania ses den sorte skuespillerinde Pam Grier. I 1970'erne var hun en stor stjerne i sorte actionfilm, såkaldte blaxploitation-film, og delte tæsk ud til gangstere, pushere og racistiske strømere i film som "Foxy Brown" og "Coffy" og "Friday Foster".
Hun fik sit andet store gennembrud i Quentin Tarantinos "Jackie Brown", der var en slags hyldest til hendes gamle film, og siden har vi set hende mange steder, blandt andet i film som "Holy Smoke", "Ghosts of Mars" og "Bones" og i den populære tv-serie "The L Word".
Bryan Cranston
Det er den prisvindende tv-serie "Breaking Bad", der har gjort Bryan Cranston til et kendt navn, og rollen som den cancerramte kemilærer Walter White har bl.a. givet ham en Emmy for bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie tre år i træk.
På det store lærred har vi bl.a. set Bryan Cranston i "The Lincoln Lawyer", Nicholas Winding Refns "Drive", Oscar-vinderen "Operation Argo", "Contagion" og science fiction-storfilmen "Total Recall".