
I år kan film- og tv-festen følges live på TV 2 torsdag 28. februar.
Fra uddelingen af Robert Prisen i februar 2012. (Foto: Povl Thomsen / FAF)
Onsdag blev de nominerede til årets ROBERT-priser offentliggjort.
Med 15 nomineringer er Nikolaj Arcels "En kongelig affære" i front, men også andre film kan løbe med mange priser. TV 2 viser for første gang den festlige og underholdende prisuddeling direkte torsdag 28. februar kl. 20.00. Som noget nyt i år vil der også blive uddelt ROBERT-priser til årets bedste tv-serier.
Det går rigtig godt for dansk film - publikum strømmer ind i biograferne, og filmene vinder internationale priser. 2012 var det næstbedste biograf-år for dansk film siden 1981 med 4,1 million solgte billetter i de danske biografer.
TV 2 er med til at fejre dansk film ved at vise den storslåede ROBERT-uddeling direkte fra Tivoli Hotel og Congress Center, hvor danske film og tv-serier bliver hyldet ved et kæmpe show.
Hård konkurrence
I alt er 16 film med i kapløbet om ROBERT-priserne, hvilket vidner om et filmår med stor bredde og kvalitet. Nikolaj Arcels "En kongelig affære" er topscorer med 15 nomineringer, men også film som Tobias Lindholms "Kapringen", Henrik Rubens Genz’ "Undskyld jeg forstyrrer", Lotte Svendsens "Max pinlig på Roskilde", Kaspar Munks "You & Me Forever", Bille Augusts "Marie Krøyer" og Susanne Biers "Den skaldede frisør" har mulighed for at vinde mange statuetter.
Årets danske film skal findes blandt "10 timer til paradis", "Den skaldede frisør", "En kongelig affære", "Kapringen" og "Undskyld jeg forstyrrer", mens årets instruktør skal findes mellem Kaspar Munk, Lotte Svendsen, Nikolaj Arcel, Susanne Bier og Tobias Lindholm. Slaget om årets børne- og ungdomsfilm står mellem Christian Dyekjærs "Fuglejagten", Michael Hegners "Gummi T", Jan Rahbeks "Marco Macaco", Lottes Svendsens "Max pinlig på Roskilde" og Kaspar Munks "You & Me Forever".
To brødre i duel
For første gang i ROBERT-prisens historie duellerer to brødre mod hinanden i kategorien årets mandlige hovedrolle, nemlig Lars og Mads Mikkelsen, men Jens Jørn Spottag, Søren Malling og Søren Sætter-Lassen har også mulighed for at tage prisen med hjem.
Danske tv-serier kan for første gang også vinde ROBERT-priser, og TV 2-serien "Rita" med Mille Dinesen i hovedrollen er blandt de nominerede til 'årets tv-serie'. (Foto: Per Arnesen / TV 2)
Nyt: Serie-priser
Danske tv-serier kan for første gang også vinde ROBERT-priser. For at komme i betragtning skal serien have haft premiere på de danske tv-skærme i 2012. TV 2-serien "Rita" er blandt de nominerede til 'årets tv-serie', og serien er også nomineret i samtlige serie-kategorier.
Bemærkelsesværdigt er det, at skuespillerinden Sara Hjort kan være så heldig både at vinde en Robert for sin præstation på film og tv. Hun er nemlig nomineret i 'kvindelig hovedrolle' for "Undskyld jeg forstyrrer" og 'kvindelig birolle' for "Rita".
Danmarks svar på Oscar
ROBERT-festen afholdes torsdag 28. februar kl. 18 på Tivoli Hotel og Congress Center og bliver transmitteret direkte på TV 2 fra kl. 20.00. Prisuddelingen er Danmarks svar på Oscar-uddelingen, fordi afstemningen mellem de nominerede bliver afgjort af Danmarks Film Akademis mere end 1200 medlemmer.
I år er der også fire publikumspriser til ROBERT-uddelingen. Det vil fra midt i februar være muligt at stemme om dem på tv2.dk.
Ligesom ROBERT-uddelingen bliver også Oscar-uddelingen 2013 vist direkte på TV 2. Oscar-uddelingen finder sted søndag 24. februar.
Læs også:
Stort tv-show hylder dansk film og tv-fiktion