”Natholdet” på tour

10. oktober 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

”Natholdet”, Anders Breinholt og hans gæsteværter tager i næste uge på tour rundt i Danmark, hvor de besøger Maribo, Svendborg, Esbjerg og Aarhus.

Anders Breinholt og "Natholdet" tager i næste uge på tour til fire danske byer. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Mens skolerne holder efterårsferie, forlader TV 2s late night-show ”Natholdet” sit normale studie og drager i stedet på tour rundt i Danmark for at takke sine aktive seere.

- Året rundt får ”Natholdet” hjælp af seerne, og derfor glæder jeg mig vanvittig meget til at komme rundt i landet og give noget tilbage til dem, siger Anders Breinholt og tilføjer:

- Vi får tips om sjove historier, om skæve indslag og om fantastiske personligheder rundt om i landet, og dagligt bugner vores Facebook-profil af forslag og ideer fra vores højtelskede seere. Det vil vi gerne sige tak for til de byer, vi besøger, og hver aften sender vi med publikum for om muligt at komme endnu tættere på de danskere, der er hele fundamentet for, at ”Natholdet” kan eksistere.

Også i foråret 2012 var ”Natholdet” på turné. 26. april besøgte Anders Breinholt teatersalen Knudsens i Holstebro – ”landets formentlig smukkeste teatersal”, som Breinholt kaldte Knudsens.

Fra Maribo til smilets by
Som altid vil Anders Breinholt og hans medvært give et overblik over aktuelle begivenheder og levere sjove klip, skarptvinklede baggrundshistorier og måske en lille quiz.

På touren rundt i Danmark vil ”Natholdet” også byde på en ”Lokal Klassiker”, som er et eller flere klip fra den by, programmet sendes fra, som sætter byen på Danmarkskortet og forhåbentlig kalder smilet frem.

Touren indledes mandag 15. oktober på Nørregade Teateret i Maribo, hvor Mick Øgendahl er medvært, mens det tirsdag 16. oktober er Carsten Bang, der sidder ved siden af Anders Breinholt på Svendborg Teater.

Onsdag 17. oktober er Huxi Bach medvært i Musikhuset Esbjerg, mens touren afsluttes torsdag 18. oktober i smilets by, Aarhus, hvor Martin Brygmann er medvært i Musikhuset Aarhus. Her er der i øvrigt også live-musik, når Mikael Simpson & Sølvstorm kommer og spiller.

Oplev ”Natholdet” live
Man kan købe billetter til ”Natholdets” Danmarks-tour på følgende steder:
Maribo: https://www.noerregadeteatret.dk/content/natholdet
Svendborg: https://www.sydfynsbilletten.dk/
Esbjerg: https://www.mhe.dk/
Aarhus: https://www.musikhusetaarhus.dk/kalender/26770/

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}