”Go’ morgen Danmark” udvider med mere direkte tv og ny vært

09. august 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

29-årige Mikkel Kryger bliver ny vært på ”Go’ morgen Danmark”-holdet, når programmet fra 18. august udvider sendetiden og også sendes lørdag og søndag.

29-årige Mikkel Kryger er med på værtsholdet, når "Go' morgen Danmark" fra lørdag 18. august udvider og også sendes både lørdag og søndag. (Foto: Michael Rydahl Ravn / TV 2)


Fra lørdag 18. august begynder ”Go’ morgen Danmark” også at sende direkte tv hver weekend. Tre værtspar bestående af Lisbeth Østergaard og Morten Resen, Ibi Støving og Mikkel Beha Erichsen, Katrine Hertz Mortensen og Mikkel Kryger skiftes til at være på skærmen lørdag og søndag fra klokken 9-12.

Under Katrine Hertz Mortensens barselsorlov i efteråret 2012 vil Kamilla Walsøe være weekend-vært.

Den udvidede sendetid for ”Go’ morgen Danmark” betyder, at værtsholdet udvides med en helt ny mand, nemlig den 29-årige Mikkel Kryger, som i øjeblikket laver ”Sommer Summarum” om morgenen på DR1.

- Mikkel er et stort værtstalent, som er moden til at lave ”voksen-tv”. Vi glæder os over, at han vil være med til at lave ”Go’ morgen Danmark” sammen med resten af holdet, siger TV 2-redaktør Jes Schrøder.

Morgen-tv til voksne blev godt modtaget af danskerne
TV 2 har i godt et halvt år sendt programmet ”Weekend Weekend” samt NYHEDERNE lørdag og søndag formiddag, og ideen med at sende morgen-tv til voksne i weekenden har vist sig at være god. ”Weekend Weekend”-fladen har nemlig givet TV 2 meget betydelig seerfremgang lørdag og søndag formiddag.

- Seerne har været glade for weekend-tv, men når vi har valgt, at ”Go’ morgen Danmark”-formatet skal tage over i weekenden, er der flere grunde.  ”Weekend Weekend” havde et flow, som gjorde, at det var svært at gå til og fra, og mange fandt det vanskeligt at komme ind i programmet, når man ikke var med fra starten.  Det har vi lyttet til, for her har klassisk morgen-tv et format, hvor man altid kan dumpe ind. Vores erfaringer med morgen-tv i weekenden var også, at det er bedst at være live – også om søndagen.  Igen noget, der taler for den kendte og populære ”Go’ morgen Danmark”-model, siger Jes Schrøder.

”Go’ morgen Danmark” i weekenderne begynder med nyheder hver hele time fra klokken 9 til 12.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}