
Søndag 22. april viser TV 2 den stærke amerikanske genindspilning af Susanne Biers "Brødre".
Nathalie Portman som Grace Cahill og Jake Gyllenhaal som Tommy Cahill i Jim Sheridans amerikanske drama "Brothers" fra 2009. Filmen er baseret på Susanne Biers danske film "Brødre".
Kan Hollywood virkelig gøre det bedre end Danmark? Det kan seerne selv vurdere søndag 22. april, når TV 2 har dansk tv-premiere på "Brothers" fra 2009, der er filmbyens anmelderroste og stjernespækkede genindspilning af Susanne Biers "Brødre".
Blandt de mange stjerner, der yder fantastiske præstationer i filmen, er absolut top-skuespillere som Tobey Maguire, Jake Gyllenhaal, Natalie Portman, Carey Mulligan og Sam Shepard.
Filmen er instrueret af irske Jim Sheridan, der også har lavet kendte film som "Min venstre fod" og "I faderens navn". Da "Brothers" havde bio-premiere skrev Karsten Christian Laursen fra Cinemazone "Med fare for at bedrive landsforræderi anbefales hermed den flotte kopi frem for originalen".
Da den amerikanske soldat Sam Cahills (Tobey Maguire) helikopter bliver skudt ned i et bjergområde i Afghanistan, og han bliver taget til fange af Taliban, bryder hans kone Graces (Nathalie Portman) verden sammen hjemme i USA.
Hun ved ikke om han er død eller i live, og i denne svære situation beslutter Sams bror Tommy (Jake Gyllenhaal), der ellers sædvanligvis bliver regnet for familiens sorte får pga. druk og kriminalitet, at hjælpe Grace og hendes to døtre.
Påtager sig ansvar
Helt overraskende for Grace, der normalt har været meget skeptisk over for Tommy, viser han sig at være den mest trofaste støtte. Med Sam ude af billedet påtager Tommy sig det ansvar, han altid har unddraget sig.
Han knytter sig til familien og udfylder langsomt det tomrum, hans bror har efterladt. Tommy påtager sig endda at bygge hendes nye køkken færdigt sammen med nogle af sine venner. Ansvaret passer ham godt. Han vinder ny respekt i børnenes øjne, i Graces øjne og i sin far Hanks (Sam Shepard) øjne.
Jalousien bliver vakt
I Afghanistan oplever Sam store grusomheder, men det lykkes ham at slippe fri. Da han vender hjem til USA, bliver det betragtet som et vaskeægte mirakel. Den lykkelige familie tager mod den hjemvendte helt, der dog bærer på en grusom hemmelighed, som han ikke tør dele med nogen.
Sam er ikke længere den mand, han var, da han tog af sted. Hans familie er heller ikke, hvad den var, da han tog af sted. Når Sam iagttager den nye respekt, som Tommy nyder i familien, bliver hans jalousi vakt. Samtidig begynder han at få en mistanke om, at hans kone og bror har været i seng sammen, og så spidser tingene til!
--------------------
Efter "Brothers" er der mulighed for at se eller gense den prisbelønnede danske dokumentarfilm "Armadillo" på TV 2. Læs mere her.