TV 2s nye animationsserie for børn, der er kendt fra tv, kan nu også opleves i bogform.
Den danskproducerede og prisbelønnede animationsserie "Legenden om Enyo", som TV 2 har været med til at realisere, og som har været sendt på TV 2, er nu udkommet i bogform - og som app. Det skriver Ekstra Bladet.
Det er forlaget People's Press Junior, der står bag udgivelsen. Forfatteren er Lea Carlsen Ejsin, og bogen "Legenden Om Enyo", der er på 224 sider, koster 199 kroner.
Animationsserie til 50 mio. kr.
Børne-animationsserien, der har kostet 50 millioner kroner at producere, og som blev færdiggjort af tre danskere efter snart seks års arbejde, er sendt i 26 afsnit på TV 2.
Serien har vundet prisen for bedste animation og special effect ved AEAF Awards i Australien. Nummer to blev serien ”The Pacific”, som top-producenterne Tom Hanks og Steven Spielberg står bag.
Stammens skæbne ligger i Enyos hænder
Serien og bogen handler om den 12-årige nomadedreng Enyo, der drømmer om at blive en stor jæger, men skæbnen vil og kræver, at han skal blive en magtfuld shaman og opfylde sit kald: At redde nomadestammen doodjierne, som har fået markant forandrede levevilkår pga. miljøødelæggelser.
For at redde stammen skal Enyo finde den legendariske Glemte Dal, og rejsen byder både på dramatiske og underholdende begivenheder. Til at hjælpe sig har Enyo sin egen flyveøgle (Werlog) samt veninden Agaya og vennen Ito.
Igennem handlingen følges Doodjierne på deres barske og farlige rejse mod deres ukendte skæbne, og Enyo og stammen oplever op- og nedture. De skal komme til at opleve mange farer på deres nye rejse, og værst er hovedfjenden Quag Nage og hans stammeløse folk.
I "Legenden om Enyo" behandles emner som miljø og venskaber, der er flettet ind i historierne på en fantasifuld og anderledes måde, så det ikke virker som "løftede pegefingre".
---------------------------------
Læs mere om TV 2-animationsserien "Legenden om Enyo" her.
Se video om "Legenden om Enyo" via dette link.