
Dobbelt "Station 2"-sæsonpremiere mandag 16. august.
Fra "Station 2 Special: Send hundene ind".
Mandag 16. august er der dobbelt Station 2"-premiere, idet TV 2 her indleder nye sæsoner af både dokumentarprogrammerne "Station 2 Special" og reportageprogrammerne "Station 2: Lufthavnsstrømer".
Sæsonens første "Station 2 Special" har overskriften "Hunde til politi-eksamen". Betjent Greaves og hans fire år gamle schæfer Riley er på jagt efter en motorcyklist, der i panik er stukket af, da han så de blinkende blå politilygter.
Samtidig står betjent Whitaker og hans firbenede kollega, Roscoe, over for en opgave, hvor de skal afvæbne en mand, der har en 30 cm lang kniv på sig.
En anden del af programmet handler om en gennemsøgning af tre biler, som tilhører en mistænkt narkoforhandler. Under denne gennemsøgning finder sporhunden Smut og hans hundefører betjent Carlin en tegnebog med næsten tusind engelske pund skjult under instrumentbrættet.
Kim Vinholdt (tv.) og Lennart Søderberg fra "Station 2: Lufthavnsstrømer".
Nye afsnit af "Station 2: Lufthavnsstrømer"
"Station 2" er også tilbage på patrulje i Københavns Lufthavn i Kastrup med helt nye programmer om politifolk og security-medarbejdernes arbejde.
Lennart Søderberg og Kim Vinholdt bliver tilkaldt for at dæmpe en vred polak, som har forpasset sin flyafgang. Et andet sted i lufthavnen har en nordmand truet og slået en kvinde ved check-in-skranken. Securitys havnebetjente afhører den chokerede kvinde og leder efter manden.
Og så er en bil kørt igennem betalingsanlægget ved Øresundsbroen uden at betale og nærmer sig nu lufthavnen. Politiet bliver bedt om at følge efter og stoppe bilisten.