Fredenslund er tydeligt mærket efter branden, der endte femte sæson. Det er kun tre dage siden, at både personale og patienter frygtede for deres liv, og chokket har sat dybe spor.

Se eller gense 'Sygeplejeskolen' på TV 2 Play

Afdeling B, hvor sygeplejeeleverne hidtil har haft deres daglige gang, er ødelagt, og både patienter og ansatte er blevet overflyttet til afdeling C i en anden fløj af hospitalet. Hverdagen byder nu på nye elevværelser og overfyldte gange, og alle prøver at vænne sig til de nye omstændigheder. Men det er tydeligt, at alle, på hver deres måde, er præget af de mange tanker og følelser, som brandulykken har sat i gang.

En af eleverne, der ikke nåede ud under branden, kæmper fortsat for sit liv. Imens slås elever og ansatte med oplevelserne fra den voldsomme hændelse. Det giver pludselig anledning til at tage livet op til revision og spørge sig selv: bruger jeg tiden rigtigt? Når jeg det, jeg drømte om? Er jeg lykkelig?

Hvilken vej skal jeg gå?

Branden og Annas (Molly Egelind) blomstrende relation til den nye turnuslæge, dr. Fischer (Andreas Jebro), får hende til at tvivle på sit forhold til Ole (Kasper Dalsgaard). Anna træffer en radikal beslutning, men har hendes brændende ønske om at løsrive sig fra sine forældre alligevel fået hende til at overse noget i farten?

 

Det bliver ligeledes tydeligt, at Christians (Thue Ersted Rasmussen) affære med Berit (Josefine Tvermoes) får større konsekvenser for både ham selv, Berit og Lis (Anna Stokholm), end de havde kunnet forestille sig. Else (Ulla Vejby) og Finns (Jesper Ole Feit Andersen) forhold bliver også sat på prøve, da Finns besynderlige opførsel, leder Else til at tro, at han er forelsket i en anden.

Nina (Katrine Greis-Rosenthal) er fortsat splittet mellem sit barns to fædre – hvem skal hun satse på? Bent (Jens Jørn Spottag), som har kastet sig helhjertet ind i faderskabet, eller John (Jon Lange), som er hendes store kærlighed og barnets biologiske far?

Imens går hverdagen sin faste gang på Fredenslund, hvor også hospitalsinspektøren (Preben Kristensen) får travlt med at rydde op efter branden og finde en ny afdelingssygeplejerske som erstatning for den bortrejste frøken Madsen.

Fra skitse til virkelighed

I sjette sæson af 'Sygeplejeskolen' er optagelserne flyttet fra den oprindelige location på Sct. Hans hospital i Roskilde til Risby Studierne i Albertslund.

Det har betydet, at settet er blevet bygget op fra bunden, og det har givet production designer, Thomas Greve, lejlighed til at designe nye rum, der passer ind i seriens æstetiske og historiske ramme. I sæson seks er der blandt andet blevet tilført en observationsstue – forløberen for vor tids intensivafdeling - som officielt åbnes af Bent Neergaard (Jens Jørn Spottag) i afsnit tre:

’Sygeplejeskolen’ sæson seks får premiere på TV 2 Play og TV 2 Charlie søndag 8. september 2024.