Vi er stadig i Nordjylland, og året er 2019. Pelsningssæsonen står for døren, og familien Christiansen bestående af Niller (Niels Hausgaard), Gerda (Kirsten Lehfeldt), Jakob (Ruben Søltoft), Allan (Jonas Mogensen) og Martin (Kasper Gross), er blandt de få minkavlere, der har de eftertragtede brune skind.
Allan bliver løsladt fra fængslet, men intet er som det plejer, da han vender hjem. Og da Allans mystiske ven, Bjørn (Kenneth Christensen), fra fængslet flytter ind, begynder tingene at tage en uventet drejning, og familiens eksistens som minkavlere kommer i fare.

Martin har fået sig en kæreste, og familiens ven René (Mick Øgendahl) har fået job på kroen hos Sonja (Bodil Jørgensen). Gerda har også sit at holde styr på, for sammen med byens lokale præst, Pastor Per (Frank Hvam), gemmer hun på en stor hemmelighed.

Jakob og hans højgravide kæreste, Maria (Anna Stokholm), bor hos Pastor Per, men Maria drømmer om at få sit eget, hvor hun og Jakob kan bo sammen med deres kommende barn.

I banken sidder den hårde og kontante bankdame Britt (Helle Dolleris), som har fået til opgave at styre familien Christiansens økonomi.

Så man kan roligt sige, at der igen er lagt op til både drama, krimi og naturligvis masser af komik i sæson 3, der som vanligt er skrevet af komikerne Jonas Mogensen og Kasper Gross, der også selv spiller med. Den nye sæson er instrueret af Jesper Rofelt, der tidligere har instrueret 'Klovn', 'Dan-Dream', 'Sunday' og 'Drengene fra Angora.