
'Hvide Sande' er et kendt og etableret univers. Hvordan har det været at skabe en ny fortælling i en velkendt arena?
'Hvide Sande' sæson 2 er anden gang i min karriere, at jeg som hovedforfatter prøver kræfter med at skrive en ny sæson af en ekstremt succesfuld serie (efter jeg skrev tredje sæson af Tinka-julekalenderen). Det er en ret speciel udfordring på den måde at føre et univers videre, som man ikke selv har fundet på i første omgang.
Det første, jeg gør er at lægge forventningspresset, om at ens sæson skal leve op til den forrige lidt væk, det kommer der sjældent noget godt ud af. Så ser jeg meget grundigt på den eller de sæsoner, som allerede er lavet – hvad, synes jeg, er det fede ved de afsnit, som allerede er lavet, hvor, synes jeg, der er plads til, jeg selv kan tilføre noget? Det er altid den centrale balance, når man viderefører en serie – at være respektfuld over for det, som allerede har bevist sig som kvaliteter i universet og samtidig gøre serien til sin egen og sætte sit eget præg på den. Det, synes jeg i al beskedenhed, er lykkes rigtig godt med sæson 2 af 'Hvide Sande'.
Hvad tiltrak dig ved de to nye hovedkarakterer, Maj og Bjørn?
Det, som jeg forelskede mig i i Maj-karakteren, var at fortælle om en person, som virkelig er drevet af sit arbejde på godt og ondt. På den ene side er hun en superdygtig politikvinde, som kan blive helt høj af at dykke ned i en sag og arbejde på den døgnet rundt – og samtidig er hendes work-life-balance helt i skoven, hvilket har haft store konsekvenser både for hendes helbred og hendes forhold til datteren. Voldsom stress og pres er noget, man kender alt til som manuskriptforfatter – og ser jeg rundt i min egen bekendtskabskreds, er der nærmest ikke nogen, som ikke slås med den problemstilling. Det, synes jeg, er spændende og relevant at bruge en krimiramme til at fortælle om – hvad er prisen for at være helt opslugt af ens arbejde, og hvad er prisen, når det kommer til forholdet til ens nærmeste?
Bjørn er den karakter i serien, som bærer det udefrakommende syn på Hvide Sande. Han er fra København og er endt i byen som resultat af en stort svigt i en kærlighedsrelation – og kan fuld af fordomme om universet slet ikke vente med at komme væk. Jeg synes, det var spændende at skildre den form for såret maskulinitet (med en tante, der er leder inden for politiet og konstant blander sig i hans opklaring) og hvordan han langsomt trods voldsom modgang træder i karakter – og måske endda også får sine fordomme om Hvide Sande taget op til revision?
Er det primært en krimiserie, eller handler det mere om relationer?
'Hvide Sande'-serien har et helt særligt DNA, som var noget af det, jeg var voldsomt tiltrukket af, da jeg sagde ja til at skrive sæson 2. Den er dels en krimiserie – og det har jeg sammen med forfatterholdet taget ekstremt seriøst. Man skal være spændt på, hvem der har begået mordet og sidde og gætte med og finde mistænkte undervejs, ellers er vi ikke lykkedes med serien. Men samtidig er det også en serie, der giver mere plads end normalt til to andre elementer: Dels nogle rigtige karakterhistorier, som udfolder sig også udenfor krimiplottet, dels det jeg kalder sol, sjov og lokalkolorit, hvor man giver humor, natur, sjove lokalkarakterer og sidehistorier lov til at fylde. Man kan sige, at recepten på en god 'Hvide Sande'-sæson er 1/3 spændende krimi, 1/3 vedkommende karakterhistorier og 1/3 solbeskinnet varme, lokalkolorit og humor.
Sol, sommer, strand - og et mord. Hvad er det den cocktail kan?
Mange moderne krimiserier dyrker det mørke – det man kalder 'nordic noir'. Det kan nærmest ikke blive dystert og deprimerende nok (og det siger jeg vel vidende, at jeg selv har været med til at introducere genren i Danmark - jeg har været med til at skrive på både 'Den som Dræber' og 'Broen'). Men med 'Hvide Sande' vil vi noget andet. Her er ingen unge kvinder, der sidder fanget i en lufttæt tank, mens de bliver tortureret af en gal seriemorder eller dystre fortællinger om seksuelt misbrugte børn. Det betyder ikke, at det ikke må blive spændende, voldsomt og nervepirrende, men at vi hele tiden har blik for spændingerne mellem karaktererne og aldrig er bange for at blande mord og krimi op med skæv humor.
Oven i det arbejder vi så med nogle karakterhistorier, som godt kan have dystre undertoner – i denne sæson en skildring af et betændt mor-datter-forhold, der er gået så meget i stykker, at Majs datter slet ikke vil se hende længere. Ambitionen er, at seerne - samtidig med de er godt underholdt - også får fortalt nogle vedkommende historier, som de kan spejle sig selv i – ikke i en dyster og opgivende tone, men med humor og overskud. Forhåbentlig kan vi samle familier på tværs af generationer foran skærmen og starte en samtale om svære emner i en sjov og håbefuld ramme, som man så kan forsætte, når skærmen er slukket.
Hvordan har du brugt områdets geografi/særkende i serien?
Vi har lavet et hav af research i Hvide Sande, og jeg har også været der en del på locationture og under optagelserne. Det var vigtig for mig og resten af holdet, at serien også tog farve af det miljø og de omgivelser den foregår i og at kunne lege med fordomme og lokalkolorit på en overskudsagtig, humoristisk måde.
Skal jeg nævne nogle inspirationskilder, så er den første naturen. Vesterhavet, stranden med de gamle bunkere, de stejle klitter – det har været vidunderlige locations at udforske. Dernæst arbejder vi med Hvide Sandes relation til havet, ikke mindst i historien om skoleskibet og de mystiske hændelser, der skete på det. Skal jeg nævne en sidste ting, må det være den lokale foretagsomhed. Hvor jeg er vant til i København at al ting skal diskuteres, endevendes, undersøges og planlægges til døde, før der eventuelt sker noget, så oplever jeg i Hvide Sande en meget mere direkte tilgang. Hvis nogen siger: 'Der ligger et hus, skulle vi ikke male det gult og åbne en fiskehandel?', så går der ikke ret mange sekunder, før der rent faktisk ligger en fiskehandel.
Har du selv et forhold til Hvide Sande?
Jeg er selv opvokset i provinsen, men bor nu i København. Jeg tror, det har givet mig et slags dobbeltblik for provinsen – jeg kan se den udefra og indefra samtidig. Det er noget, som især er inkarneret i Bjørn-karakteren og hans rejse fra Københavnersnude til at være en af de lokale.

Første sæson af 'Hvide Sande' blev vist på TV 2 Play og TV 2 i 2021. Siden er serien solgt i Norden til Sverige TV4, Norge NRK og Finland YLE. Desuden er den solgt til følgende lande: Tyskland, UK, Frankrig og franske territorier, Canada, Holland, Australien, Spanien, Japan, Grækenland, Benelux, en række østeuropæiske lande, Schweitz.