’Vild med dans’ indtager Det Kongelige Teater

Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard på dansegulvet i 'Vild med dans'. I knæk Cancer-ugen kan 'Vild med dans' for første gang opleves på Det Kongelige Teater Gamle Scene. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

I Knæk Cancer-ugen rykker ’Vild med dans’ til Danmarks nationalscene. TV 2 inviterer danskerne til at købe billetter til den unikke event, og indtægterne går direkte til Knæk Cancer.

Fredag 27. oktober 2017 får du ’Vild med dans’, som du aldrig har oplevet det før – uanset om du ser det hjemme fra sofaen, eller om du køber billet og deltager som live-publikum.

Denne fredag indtager TV 2-showet nemlig Det Kongelige Teaters Gamle Scene og sender ’Vild med dans knækker cancer’ fra Danmarks nationalscene. Det er muligt for de mange fans af ’Vild med dans’ at sikre sig billet til showet, og indtægterne fra billetsalget går direkte til Knæk Cancer-indsamlingen.

- Jeg er meget begejstret over muligheden for at sende ’Vild med dans’ fra Det Kongelige Teater, og det vil jeg gerne sige teatret stor tak for. Aftenen i Det Kongelige Teater bliver en af de store fornyelser af ’Vild med dans’ i denne sæson. Desuden kan vi tilbyde de mange ’Vild med dans’-entusiaster at blive live-publikum på en unik aften, samtidig med at de støtter et godt formål, siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.

Dermed har ’Vild med dans’-fans i denne sæson to muligheder for at blive live-publikum. Foruden aftenen i Det Kongelige Teater er der solgt billetter til finaleaftenen i Horsens fredag 24. november.

Begivenheder, der samler mange danskere
Også hos Det Kongelige Teater glæder man sig til at åbne dørene for TV 2s store underholdningsprogram.

- Det er altid en fornøjelse for Det Kongelige Teater og vores medarbejdere at lægge hus og scene til begivenheder, der samler mange danskere – og det gør både ’Vild med dans’ og Knæk Cancer. Det er med stor glæde, vi går ind i arbejdet for at sikre, at ’Vild med dans knækker cancer’ kan blive en helt særlig oplevelse for både publikum og seere, siger Nikolaj Hübbe, Det Kongelige Teaters balletmester og dommer i ’Vild med dans’.

Billetsalget til ’Vild med dans’ i Det Kongelige Teater åbner fredag 29. september klokken 10.00 på ticketmaster.dk. Priserne vil være forhøjede i forhold til almindelige teaterbilletter, og indtægten fra billetsalget går til Knæk Cancer.