Vild aften på TV 2 ZULU

03. april 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Årets fedeste fest, Zulu Awards 2014, forløb, som den skulle - helt vildt! Showet sendes på TV 2 fredag 11. april og søndag 13. april.

Zulu Awards-vært Simon Talbot i åbningsnummeret ved torsdagens prisuddeling. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Østre Gasværk Teater i København stod på den anden ende, da årets fedeste fest, Zulu Awards 2014, blev fyret af, og det gik absolut ikke stille for sig - med skæve indslag og hidtil uhørte musikalske sammensætninger.

Komiker Simon Talbot, der var vært ved showet, formåede at levere en pragtpræstation, da de 12 vindere i aftenens kategorier skulle hyldes.

Showet blev for første gang sendt direkte på TV 2 ZULU, og fredag 11. april kl. 21.15 kan Zulu Awards 2014 ses på TV 2s hovedkanal for første gang. Her genudsendes showet i øvrigt også søndag 13. april kl. 22.50.

Medina på scenen ved Zulu Awards 2014.

To statuetter til "Kvinden i buret"
Der var ikke mange gengangere blandt de nominerede, men alligevel lykkedes det den danske film "Kvinden i buret" at tage to Zulu Awards med hjem - nemlig i kategorierne "Årets film" og "Årets danske skuespiller", hvor Nikolaj Lie Kaas havde trukket flest stemmer hjem fra danskerne.

- Zulu-statuetten er den glade pris, som man får lov til at flippe over. Folk har stemt, som de umiddelbart føler, og det synes jeg er en stor cadeau, sagde Nikolaj Lie Kaas, der fortalte, at statuetten kommer til at stå på bogreolen derhjemme.

L.I.G.A modtog prisen for årets nye navn ved Zulu Awards 2014.

Vilde acts på scenen
L.I.G.A (billedet) var også blandt de musikalske indslag, som seerne og publikum blev præsenteret for ved årets Zulu Awards.

I showet gik også Danmarks popdronning Medina på scenen med et helt nyt nummer i selskab med Kidd, mens rockbandet Carpark North slog sig løs sammen med popduoen Nik & Jay.

Der var også premiere på en musikvideo, hvor værten Simon Talbot gav den gas som sanger sammen med Rasmus Nøhr og Clemens. Publikum var helt vilde, da den overraskende musikalske konstellation af Wafande og The Cliffters afsluttede aftenen med en ny udgave af ”Django”.

-----

Her er vinderne af årets Zulu Awards:

Årets nye danske navn: L.I.G.A

Årets kunstner: Mads Langer

Årets danske hit: Rasmus Seebach - Olivia

Årets radioprogram: "Monte Carlo" - P3

Årets danske tv-serie: "SJIT Happens" - TV 2 ZULU

Årets originale tv-program: "Fuckr med din hjerne" - DR3

Årets ku' godt: Claudia Rex

Årets kvindelige skuespiller: Mille Dinesen - Rita II

Årets mandlige skuespiller: Nikolaj Lie Kaas - "Kvinden i buret"

Årets film: Kvinden i buret

Det vi allesammen grinte af: Chili Klaus og Bubber

Årets ZULU-seer: Frederik Brink Nielsen - for 'hugorme-tippet' til "Dybvaaaaad!"

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}