- Vi leverede på de ambitioner, vi satte os

TV 2s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2 hentede flere seermæssige og digitale rekorder under valgkampen. Samtidig fastslår TV 2s nyhedsdirektør, at de høje ambitioner for valgdækningen blev indfriet, herunder ønsket om at give danskerne en stemme i valgkampen og tage deres dagsordener alvorligt.

Valgdækningen gav TV2.DK ny rekord i antallet af daglige brugere, NEWS voksede til et hidtil uset seerniveau, TV 2 havde sit mest sete valgprogram i otte år, og samarbejdet med TV 2 Regionerne nåede nye højder. Samtidig blev de store ambitioner for valgdækningen indfriet.

Det fastslår TV 2s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, som i mails til nyhedsafdelingens medarbejdere har takket for den strålende indsats i den historisk lange valgkamp, der nu er overgået til et – formentlig – langt forhandlingsforløb, som også dækkes tæt ligesom det snarlige Folkemøde på Bornholm.

- Vi satte – allerede inden valget blev udskrevet for en måned siden – nogle høje ambitioner: Blandt andet om at bidrage til at forny den levende demokratiske debat, give vælgerne lyst til at følge med, inden krydset skulle sættes, udvise mod og overraskelse i vores dækning, sætte stærke journalistiske aftryk, være ude i virkeligheden morgen, middag og aften og være stærkest på levende billeder og form, skriver nyhedsdirektøren og fortsætter:

- Og alt det har vi leveret på. Med Valgfolkemødet i Odense, de rullende redaktioner i samarbejde med TV 2 Regionerne, stærke og opsigtsvækkende undersøgende journalistiske historier, de bedste partilederdebatter, de stærkeste interviews, den bedste produktion og en lang valgnat, som det var en fornøjelse at følge, skriver Mikkel Hertz, der især fremhæver det stærke holdarbejde, engagementet, holdånden, humøret og et tårnhøjt journalistisk ambitionsniveau i TV 2s nyhedsafdeling.

Direktør Lone Sunesen, TV MIDTVEST. (Foto: TV MIDTVEST)

En valgdækning med udgangspunkt i, hvad der optager danskerne
Også hos TV 2 Regionerne er der tilfredshed med valgsamarbejdet, der kulminerede i den seneste måned, men som har været forberedt gennem mange måneder.

- Samarbejdet mellem TV 2 og TV 2 Regionerne nåede nye højder ved det her valg. Valgfolkemødet er et godt eksempel på en fælles event, der styrkede hele vejen rundt. De rullende redaktioner var en daglig indsats, som betød, at vi kunne dække de store historier grundigt i et samarbejde og uden at træde hinanden over tæerne, og som betød, at vi konstant satte dagsorden. Det kan lyde som et kæmpe koordineringsarbejde, men virkeligheden viste, at når alle trækker i samme retning, så flyder tingene af sig selv, siger siger direktør Betina Bendix, TV SYD, og fortsætter:

- Både Valgfolkemødet og de rullende redaktioner bør være faste elementer i kommende folketingsvalg, ligesom Kandidattesten er blevet det.

Direktør Lone Sunesen, TV MIDTVEST, supplerer:

- Det glæder os i TV 2 Regionerne, at det stærke valgsamarbejde har bidraget til, at vi i endnu højere grad har dækket hele Danmark og det liv, som danskerne lever rundt om i hele landet. Sammen med TV 2 har vi sikret en valgdækning, som tager udgangspunkt i, hvad der optager danskerne, og hvor vi løfter danskernes udfordringer, spørgsmål og forventninger ind til politikerne på Christiansborg og ikke omvendt. Den nære og folkelige dækning er en kerneværdi for os i TV 2 Regionerne, og vi glæder os over det styrkede samarbejde med TV 2.

Mette Frederiksen på vej til partilederdebatten 'Det sidste ord' tirsdag 4. juni. Debatprogrammet blev med 800.000 seere på TV 2 og TV 2 NEWS det mest sete TV 2-valgprogram siden 2011. (Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix / TV 2)

Valg med rekorder
Valgkamp-perioden er også kendetegnet ved, at TV 2 NEWS voksede til hidtil usete højder i seerandel i kraft af tæt valgdækning og talrige politiske magasiner og debatter. Maj 2019 med EP-valg og folketingsvalgkamp er nu TV 2 NEWS’ stærkeste måned nogensinde med en seerandel på knap seks procent.

Valgugen 3.-10. juni blev med en seerandel på 8,0 procent kanalens hidtil stærkeste uge. NEWS’ to stærkeste uger nogensinde stammer nu fra folketingsvalgkampen 2019, hvor man også finder kanalens næst stærkeste dag ever, nemlig tirsdag 4. juni.

Samme dag opnåede TV 2 sit højeste seertal til et valgprogram siden 2011, da 800.000 så afslutningsdebatten ’Det sidste ord’ på TV 2 og TV 2 NEWS

Valgdagen 5. juni blev den største dag nogensinde på tværs af TV2.DK og TV 2s apps med knap 1,5 mio. brugere på dagen. Omkring en tredjedel af de 20-30-årige danskere var forbi TV 2s digitale platforme i løbet af dagen, og dermed udgjorde de unge vælgere den største andel af de besøgende. Dagen derpå – torsdag 6. juni – blev den næststørste dag nogensinde på tværs af TV2.DK og TV 2s apps.

Også TV 2s og TV 2 Regionernes kandidattest til folketingsvalget var særdeles populær og opnåede i alt 7,8 millioner sidevisninger.

På tv fulgte danskerne mest med på TV 2 og TV 2 NEWS på valgdagen frem til klokken 19.00, mens DR1 havde flest seere på valgaftenen. På valgaftenen og -natten var valgseerne fordelt med knap 57 procent på DR1 og 43 procent på TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 ZULU. Sidstnævnte sendte ’Natholdet Valgspecial’, hvor Anders Breinholdt (ligesom i 2015) formåede at blive den første, der fik en kommentar til valget fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Dagen efter valget – hvor fokus fra tidlig morgen og frem til aftenens store nyhedsudsendelser var på personlige stemmer, på dronningerunden, på debat i Publicistklubben og på kriserne i Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – stod TV 2 og TV 2 NEWS for næsten to tredjedele af valgseningen, mens en tredjedel foregik på DR1.

Billede {0} af {1}