Valgfri reklamer på TV 2s digitale platforme

’Min reklame’ skal sikre en større valgfrihed og skabe en fælles forståelse og accept mellem bruger og annoncør, siger Peter Olafsson, salgsdirektør på TV 2. (Fotos: Luka Roné / TV 2)

’Min reklame’ skal sikre en større valgfrihed og skabe en fælles forståelse og accept mellem bruger og annoncør, siger Peter Olafsson, salgsdirektør på TV 2. (Fotos: Luka Roné / TV 2)

24. november 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 lancerer som de første i Danmark et nyt, individualiseret reklameprodukt, hvor brugerne i højere grad selv vælger deres reklameoplevelser.

Helt i tråd med tendensen, hvor brugerne i stigende grad efterspørger større valgfrihed, har TV 2 udviklet et nyt og banebrydende reklameprodukt, der giver brugerne mulighed for selv at vælge deres egen reklameoplevelser på TV 2s gratis digitale platforme. Det nye produkt blev præsenteret på TV 2s årlige Media Talk, hvor sløret blev løftet for de største kommercielle nyheder næste år.

- Forbrugerne vil i højere grad selv sammensætte deres indhold – også det kommercielle indhold – eksempelvis på Facebook, hvor de personaliserede annoncer vinder frem. Samtidig ser vi en stigning i brugen af adblocking. Nu lancerer vi som det første mediehus i Danmark et nyt produkt, hvor forbrugerne selv kan vælge deres reklamer på vores gratis digitale platforme. Produktet, som vi kalder ’Min reklame’, skal sikre en større valgfrihed og skabe en fælles forståelse og accept mellem bruger og annoncør, siger Peter Olafsson, salgsdirektør på TV 2.

’Min reklame’ er et nyt initiativ inden for forretningsområdet permission, og produktet går i al sin enkelthed ud på, at brugeren tilbydes en periode med et reklamefrit univers på TV 2s digitale platforme, mod at vedkommende i stedet siger ja tak til at modtage et nærmere bestemt antal kommercielle henvendelser i den pågældende periode.

- Som kommerciel medieudbyder er vi nødt til konstant at udfordre vores forretningsmodel og produktudvikle, så vi rammer forbrugerne på de platforme, de befinder sig på, og så vi – på tværs af platformene – har fokus på at lave mere personaliserbare og målrettede reklameprodukter, der passer bedre til kundernes individuelle behov. Her er det ikke ’one size fits all’, siger Peter Olafsson.

Kanalchef Sune Roland, TV 2 Networks, orienterede på Media Talk om nyheder i 2017 på kanalerne TV 2 ZULU, TV 2 CHARLIE og TV 2 FRI og viste en film om årets mange sportsbegivenheder på TV 2 SPORT.

Reklamefrit univers for to nyhedsbreve
Helt konkret kan en måneds reklamefrit univers på TV 2s digitale platforme veksles med et tilsagn om modtagelse af eksempelvis to nyhedsbreve fra annoncører, som brugeren selv har udvalgt. 

- Det kan være tilmelding af nyhedsbreve, accept af telefonisk kontakt, modtagelse af sampling, bestilling af en prøvetur eller lignende. Brugeren vil kunne vælge mellem 10 relevante annoncører. Fem, som er relevante i forhold til det pågældende indholdsområde, og fem, som er mere generisk bestemte i forhold til TV 2s kendskab til brugeren, siger Morten Brandenborg fra Business Development på TV 2 og fortsætter:

- For annoncørerne bliver dette en god mulighed for at få målrettet kontakt til nogle helt særlige brugere, der i dette tilfælde har foretaget et oplyst og aktivt tilvalg af annoncøren og annoncørens produkter. Det åbner nye muligheder for målrettet salg og giver de brugere, der foretrækker et reklamefrit univers på TV 2s digitale platforme, en anden slags reklamer, som de i højere grad selv kan vælge til eller fra og derfor også er mere positivt stemt overfor.

Læs også:
TV 2 lancerer fremtidens tv-reklame 
TV 2 på vej med digitalt AFP-produkt 

Billede {0} af {1}