
Jacob Binzer fra DAD på scenen i 'TV 2 30 år: Det store fødselsdagsshow', som er nomineret til Tvprisen i kategorien bedste event. (Foto: Anders Brohus / TV 2)
Foruden de mange Tvprisen-nomineringer er TV 2- og Politiken-samarbejdet om ’De misbrugte filmbørn’ nomineret til Cavling-prisen.
Arrangørerne bag Danmarks største uddeling af tv-priser har offentliggjort de nominerede forud for Tvprisen 2019, som gennemføres 26. januar, og hvor der uddeles priser i 24 kategorier. Her er TV 2s hovedkanal den enkeltkanal, som har flest nomineringer.
I de 24 kategorier har TV 2s hovedkanal i alt 55 nomineringer. Herefter følger DR1 med 41 nomineringer.
Også TV 2-nominering til Cavlingprisen
Foruden de mange nomineringer til Tvprisen er TV 2-programmet og TV 2-journalist Peter Vesterlund blandt de nominerede til Danmarks fornemste journalistpris, Cavlingprisen. Nomineringen skyldes TV 2-programmerne ’De misbrugte filmbørn’ – et projekt, som er skabt i samarbejde med Impact TV og Politiken.
I begrundelsen for nomineringen hedder det således:
”Sandra Brovall og Frauke Giebner, Politiken, samt Amalie Kønigsfeldt, Cecilie Frydenlund og Peter Vesterlund, TV 2/Impact TV, for på gribende og nænsom vis at dokumentere systematiske seksuelle overgreb mod filmbørn i nogle af 70’ernes største danske ungdomsfilm.”
'De misbrugte filmbørn' blev tidligere på året hædret med FUJ’s Formidlingspris fra Foreningen for Undersøgende Journalistik.
Projektet 'De misbrugte filmbørn', som blev gennemført af TV 2, Politiken og Impact TV, er nomineret til Cavlingprisen. (Foto: Impact TV / TV 2)
72 Tvprisen-nomineringer til TV 2-kanalerne
Når det gælder Tvprisen-nomineringerne har TV 2s hovedkanal flest nomineringer i en række forskellige kategorier, herunder bedste nyhedshistorie, sportsprogram, underholdning, event, crime, gameshow og factual entertainment og årets underholdningsvært. I flere kategorier ligger TV 2 og DR1 sammen i top med lige mange nominerede – eksempelvis bedste tv-serie og livsstilsprogram samt årets faktavært.
På kanalfamilieniveau har DR flest nomineringer i kraft af blandt andet børnekanalerne DR Ultra og DR Ramasjang. DR-kanalerne har tilsammen 95 nomineringer, mens TV 2-kanalerne inklusive TV 2 Regionerne står for 72 nomineringer. TV 2 ZULU er nomineret otte gange, og for første gang er TV 2 FRI også nomineret – faktisk hele tre gange.
TV3-kanalerne har tilsammen 21 nomineringer, Discovery-kanalerne har 16 nomineringer, mens der er henholdsvis tre og én nominering til YouSee og Netflix.
For at kunne nomineres skal programmerne være vist første gang i perioden 1. november 2017 til og med 31. oktober 2018.
Bedste nyhedshistorie
Et af de steder, hvor TV 2 gør sig stærkt gældende, er i kategorien for bedste nyhedshistorie, hvor TV 2 står for fem af de ni nomineringer – nemlig indslagene med navnene/emnerne ’Borgmesterkandidat i Struer er i bad en gang om ugen’, ’Den er helt gal med integrationen i Vollsmose’, ’Ejendomsspekulant snyder Skat for millioner af kroner’, ’Søstre vil have deres retarderede brødre låst inde’ og ’Skovbrande i Grækenland’.
Fra 'Nordmanden og landsholdet', som er nomineret til Tvprisen i kategorien bedste sportsprogram. (Foto: TV 2)
Bedste sportsprogram
I kategorien bedste sportsprogram står TV 2-familien bag fem af de ni nominerede programmer – nemlig TV 2 CHARLIEs ’Meyerheim & stjernerne’, TV 2 ØSTJYLLANDs ’Miniputterne’, TV 2-dokumentaren ’Nordmanden og landsholdet’ om Åke Hareide, TV 2s ’Rolf og Ritter på Tour’ samt ’Tour de France-studiet’.
Seerprisen
I den store kategori Seerprisen’ er hele 18 programmer nomineret, og fem af disse kommer fra TV 2s kanaler: Fiktionsserien ’Badehotellet’ sæson 5, reportageserien ’De sjældne danskere’, true crime-serien ’Drabet uden lig’ og livsstilsprogrammet ’Landmand søger kærlighed’ – alle fra TV 2 – samt TV 2 ZULU-serien ’Diamantfamilien’.
Underholdning i tre kategorier
I både kategorien bedste underholdningsprogram og i kategorien årets underholdningsvært har TV 2 flest nomineringer med tre i hver af kategorierne. Det drejer sig om TV 2-programmerne ’Danmark har talent’, ’Kærlig hilsen’ og ’Toppen af poppen’ samt værterne Lene Beier, Anders Breinholt og Peter Ingemann.
Blandt de nominerede programmer som bedste underholdningsprogram er i øvrigt også ’X Factor’, som fra 2019 sendes på TV 2.
Tvprisen uddeles også i kategorien årets nyskabelse inden for underholdning, og her er TV 2-programmet ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’ og sidste års TV 2 ZULU-julekalender ’Natholdets julekalender’ blandt de i alt otte nominerede programmer.
Journalist Jacob Kragelund (th.) foran drabssagens meget omtalte varevogn, som politiet ikke havde kunnet finde, men som journalisterne bag 'Drabet uden lig' fandt frem til. En varevogn, som viste sig at indeholde blodspor fra den forsvundne Henrik Haugberg Madsen. (Foto: TV 2)
True crime præger nomineringer
I 2018 har TV 2 sendt en række true crime-dokumentarer, og flere af disse er nomineret i kategorien crime, hvor TV 2 står for fire af de otte nomineringer.
Disse TV 2-nomineringer er gået til ’Drabet uden lig’, som i november vandt FUJ's Metodepris uddelt af Foreningen for Undersøgende journalistik, og til ’Mysteriet om danskeren’, ’Rejseholdet – jagten på en morder’ og dokumentaren ’Station 2: Ubådssagen tæt på’.
I kategorien bedste factual entertainment står der TV 2 ud for tre af de i alt otte nomineringer – nemlig ’Korpset – gjort af det rette stof’, ’Misbrug’ og ’Pisk eller gulerod’.
Fra sæson 5 af TV 2-serien 'Badehotellet', som er nomineret til Tvprisen i kategorien bedste tv-serie og til Seerprisen. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)
Tre TV 2-fiktionsserier er nomineret
TV 2 har i 2018 haft endnu et stort fiktionsår, og tre af TV 2-serierne fra årets første ti måneder er nomineret i kategorien bedste tv-serie: ’Badehotellet’ sæson 5, ’Greyzone’ og ’Kriger’. TV 2 har netop offentliggjort, at sæson 6 af 'Badehotellet' er tilbage på TV 2 og TV 2 PLAY mandag 28. januar 2019.
Også DR1 har tre nominerede serier (’Broen IIII’, ’Herrens veje II’ og ’Liberty’, mens TV3 med serierne ’Friheden’ og ’Hånd i hånd’ samt Netflix-serien ’The Rain’ står for de resterende serier.
Herudover er TV 2-serien ’Klovn’ nomineret i kategorien bedste satire/comedy – hvor også TV 2 ZULU-programmerne ’Dybvaaaaad’ og ’Natholdets julekalender’ er blandt de nominerede.
Bedste event
I alt otte events er nomineret i kategorien bedste event, og her står for TV 2s kanaler for hele seks nomineringer. De går til TV 2s ’DMA 2017’, Knæk Cancer i 2018, Royal Run i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag samt ’TV 2 30 år: Det store fødselsdagsshow’.
I denne kategori er TV 2 CHARLIE nomineret for ’Revygalla’ i 2018, mens TV 2 ZULU er nomineret for ’ZULU Comedy Galla 2018’. De to øvrige nominerede er DR1s ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’ og ’Som et strejf af en dråbe’.
Morten Spiegelhauer er vært i TV 2s undersøgende dokumentarprogram 'Operation X'. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)
To nomineringer til ’Operation X’
Også på faktaområdet er der flere kategorier, og her er både TV 2s undersøgende dokumentarprogram ’Operation X’ og programmets vært Morten Spiegelhauer nomineret i kategorierne bedste aktualitetsprogram og årets vært inden for fakta.
I sidstnævnte kategori er også TV 2 NEWS-vært Janni Pedersen og Lisbeth Zornig, der er kendt som vært i TV 2-programmerne ’De brændte børn’ og senest ’Mit liv som luder’, nomineret.
I kategorien årets nyskabelse inden for fakta er ni programmer nomineret. Heriblandt er to true crime-serier fra TV 2, nemlig ’Drabet uden lig’ og ’En fremmed flytter Ind’, samt den enkeltstående dokumentar ’Niarns død’.
Nomineringer til TV 2 FRI inden for livsstil, gameshow og bedste karakterdrevne serie
I kategorien bedste gameshow er fire af de ni nominerede programmer fra TV 2s kanaler, nemlig TV 2s ’Er der en læge til stede?’, ’Klipfiskerne’ og ’Stormester’ samt TV 2 FRIs antikquiz ’Krejlerkongen’.
I kategorien bedste livsstilsprogram er TV 2 FRI også nomineret, nemlig for ’Sæt pris på Danmark’, mens TV 2 er nomineret for ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ og ’Hvem bor her?’
TV 2 FRIs tredje nominering er faldet i kategorien bedste karakterdrevne serie for programserien ’Ja for Fanø! I samme kategori er TV 2 ZULU nomineret for serien ’Diamantfamilien’.
En række medier - herunder TV 2/Fyn, TV 2 Nyhederne, DR Fyn, DR og Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis samt Syddansk Universitet - stod bag det fynske demokratiprojekt STEM'RNE, som blev gennemført i efteråret 2017 i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget. (Foto: TV 2)
Bedste konkurrencedrevne realityserie
Tre TV 2-programserier er blandt de syv nominerede i kategorien bedste konkurrencedrevne realityserie, nemlig ’Hjem til gården’, ’Landmand søger kærlighed’ og ’Nybyggerne’.
Herudover har TV 2-familien nomineringer til TV 2 PLAY og TV 2 ZULU til ’ZULU swiper Europa’ i kategorien bedste Indhold på flere platforme.
I samme kategori er demokratiprojektet STEM’RNE nomineret, og bag projektet stod både TV 2/Fyn, TV 2 Nyhederne, DR Fyn, DR, Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis og Syddansk Universitet.
I tre kategorier – nemlig bedste dokumentar, bedste faktaserie og bedste reportageserie – er de nominerede fundet sent. TV 2-programmerne 'De misbrugte filmbørn', 'De originale' og 'En fremmed for livet' er blandt de nominerede til årets dokumentar.
TV 2-serierne 'De sjældne danskere' og 'Herlufsholm for livet' er nomineret til årets reportageserie, mens TV 2-programmerne 'Drømmen om førtidspension' og 'Mit livs konfirmation' er blandt de nominerede til årets faktaserie.
Samtlige de offentliggjorte nominerede programmer og personer kan ses her.
--------