TV 2 udfaser reklameapp og udvikler nye kommercielle produkter

TV 2 ReklameBingo lukkes ved udgangen af marts, og seerne kan derfor spille med frem til 31. marts 2018. (Foto: TV 2)

TV 2 ReklameBingo lukkes ved udgangen af marts, og seerne kan derfor spille med frem til 31. marts 2018. (Foto: TV 2)

02. marts 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s ReklameBingo-app har medført en stigning i reklameerindringen på over 40 procentpoint blandt de seere, der spiller med. Erfaringerne fra appen skal bruges til husets videre kommercielle produktudvikling.

TV 2 lancerede sidste år appen ReklameBingo, der skulle understøtte tv-kampagnerne ved at øge seernes opmærksomhed på reklameblokken. Ifølge TV 2s salgsdirektør Peter Olafsson har appen foreløbig levet flot op til målsætningen.

- ReklameBingo er Danmarks største second screen-app med over 220.000 downloads, og den er udviklet med ét formål – at skabe øget effekt for annoncørerne. Det har produktet i dén grad leveret med en stigning på over 40 procentpoint i reklameerindringen blandt de mange seere, der hver uge spiller med. Resultaterne er så lovende, at der nu også er interesse for produktet i andre nordiske lande, siger Peter Olafsson.

Kritik fra Annoncørforeningen
Annoncørforeningen har kritiseret TV 2s initiativ for at være for dyrt for annoncørerne og for, at ReklameBingo har været en del af TV 2s årsaftaler – noget, som Annoncørforeningen nu vil bringe videre til Konkurrencestyrelsen. Annoncørforeningen har i den forbindelse nævnt priser på helt op til 50.000 kroner for annoncørernes medvirken i ReklameBingo og har også stillet spørgsmålstegn ved TV 2s indsamling af data i samarbejde med mediebureaet GroupM. Peter Olafsson undrer sig over kritikken.

- Kritikken fra Annoncørforeningen er uberettiget. Vores data indsamles og behandles naturligvis sikkert og uden særlige rettigheder til vores samarbejdspartner. Og vi kan slet ikke genkende priseksemplerne. Annoncørerne betalte sidste år godt 6.600 kr. i gennemsnit for at være med i ReklameBingo, og det relativt beskedne beløb skal ses i forhold til det store løft i reklameerindringen, de har fået. For TV 2 er der tale om en minimal omsætning i forhold til summen af vores årsaftaler, der igen i år lander på den gode side af en milliard kroner, siger Peter Olafsson og fortsætter:

- Samtidig må jeg ærligt sige, at vi finder det paradoksalt, at kritikken kommer fra Annoncørforeningen, der vel netop er sat i verden for at medvirke til at øge effekten af deres medlemmers medieinvesteringer – særligt i en tid hvor markedet er presset. Med kritikken går foreningen efter vores opfattelse i små sko, skaber usikkerhed omkring vores produkt og spænder ben for nye tiltag i markedet, siger Peter Olafsson.

En forudsætning at alle kunder er med
Ifølge Peter Olafsson er det af hensyn til brugerne og deres oplevelse en klar forudsætning, at alle TV 2s annoncører er med, og efter Annoncørforeningens ageren i sagen er det ikke tilfældet. 

- Derfor har vi besluttet at lukke ReklameBingo i løbet af relativt kort tid og ikke afvente vores planlagte evaluering senere på året, og af samme årsag har ReklameBingo heller ikke været en del af de netop overståede årsaftaleforhandlinger. Det er rigtig ærgerligt – ikke kun for TV 2, men i høj grad også for annoncørerne og for de seere, der gerne vil spille med. Vores initiativ har dog på ingen måde været forgæves, for erfaringerne fra appen vil blive brugt til at udvikle og løfte både nye og eksisterende reklameprodukter. Lige nu er vi som bekendt godt i gang med at udbrede Addressable TV til vores kunder, og det er et forretningsområde, vores kunder tager rigtig godt imod, og som vi har store forventninger til, slutter Peter Olafsson.

TV 2 ReklameBingo lukkes ved udgangen af marts, og seerne kan derfor spille med frem til 31. marts 2018.

Billede {0} af {1}