TV 2 sender ”Venner” i HD

19. juli 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

For første gang nogensinde på dansk tv kan den forrygende komedieserie opleves i HD-kvalitet.

Fra komedieserien "Venner" ses (fra venstre) David Schwimmer som Ross, Jennifer Aniston som Rachel, Courteney Cox som Monica, Matthew Perry som Chandler, Lisa Kudrow som Phoebe og Matt LeBlanc som Joey.


Den amerikanske komedieserie ”Venner” er en af verdens bedste og mest sete serier, og den sendes i utallige lande. Nu får serien et nyt og stort løft i Danmark, hvor serien fra mandag 23. juli for første gang kan opleves i HD-kvalitet på kanalen TV 2 HD.

For alle ”Venner”-fans vil serien herefter opleves i en langt bedre og ikke-grynet kvalitet – både på TV 2s SD-kanal, på TV 2 Zulu og på TV 2s HD-kanal. Og allerbedst bliver kvaliteten og tv-oplevelsen naturligvis på TV 2 HD.

Når det kan lade sig gøre at lave HD-versioner af en tv-serie, som blev igangsat i 1994, skyldes det, at ”Venner” i sin tid blev produceret på 35 mm film. Når disse filmruller tages ned fra hylden og bruges til jomfruelige, nye tv-kopier, svarer kvaliteten til HD.


- Vi efterspurgte flere gange hos distributøren, om det kunne lade sig gøre at få ”Venner” i HD, og i første omgang fik vi årgang 1 i HD. Siden har distributøren fortsat produktionen af HD-udgaver af resten af serien, og nu får vi alle ”Venner”-sæsonerne løbende i HD, siger logistikchef Jørgen Badstue, TV 2.

"Venner" samlet i sofaen (fra venstre): Courteney Cox som Monica, Matthew Perry som Chandler, Jennifer Aniston som Rachel, David Schwimmer som Ross, Lisa Kudrow som Phoebe og Matt LeBlanc som Joey.


Vises i 16:9-format
Som en ekstra gevinst får TV 2- og TV 2 Zulu-seerne fremover ”Venner” i det helt rigtige tv-format – nemlig 16:9 – når kanalerne viser de nye HD-versioner af sæsonerne.

De tidligere udsendte afsnit af ”Venner” lå i formatet 4:3, og dermed var der forvrængning af billederne i ”Venner”, hvis man så serien på en fladskærm i skærmens fulde størrelse. Alternativt kunne man vælge at se ”Venner” i 4:3-format – med sorte kanter omkring tv-billederne.

”Venner” sendes på TV 2 i den kommende uge – dagene 23.-26. juli – og herefter holder serien pause to uger under OL. Fra uge 33 er ”Venner” tilbage på TV 2 mandag-torsdag med to daglige afsnit mellem klokken 17.05 og 18. På TV 2 Zulu sendes ”Venner” fast mellem  klokken 19.10 og 20.00 alle ugens dage pånær søndag.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}