Viola Davis som Michelle Obama og Michelle Pfeiffer som Betty Ford i den nye dramaserie 'The First Lady', som er instrueret af Susanne Bier. (Foto: Jackson Lee Davis / Murray Close / Showtime / TV 2)

Viola Davis som Michelle Obama og Michelle Pfeiffer som Betty Ford i den nye dramaserie 'The First Lady', som er instrueret af Susanne Bier. (Foto: Jackson Lee Davis / Murray Close / Showtime / TV 2)

'The First Lady' - ny, stor Susanne Bier-dramaserie om tre amerikanske førstedamer på Paramount+/TV 2 PLAY

Serien, der er instrueret af Susanne Bier og har haft TV 2 executive producer Pernille Bech Christensen med i klipperummet, har premiere 2. påskedag, mandag 18. april, på TV 2 PLAY/Paramount+.

I den nye, store dramaserie 'The First Lady' følger vi de tre amerikanske førstedamer, Eleanor Roosevelt (Gillian Anderson), Michelle Obama (Viola Davis) og Betty Ford (Michelle Pfeiffer), der alle var gift med mægtige mænd i Det Hvide Hus, og vi følger deres liv som præsidentfruer i tre forskellige tidsperioder.

Efter mange store film og flere seriesucceser som 'Natportieren', 'The Undoing' og 'Bird Box' er instruktør Susanne Biers næste store internationale projekt nu klar. I 'The First Lady' fortælles kapitler af den amerikanske historie set gennem førstedamernes øjne både på det personlige og politiske plan. De er alle tre kvinder, der ikke vil nøjes med at være vedhæng til deres præsidentmænd, men derimod selvstændige kvinder med stærke budskaber.

Det store cast i 'The First Lady' tæller også navne som Kiefer Sutherland, der spiller Franklin D. Roosevelt, Aaron Eckhard i rollen om Gerald Ford og O.T. Fagbenle som Barack Obama. Antologi-dramaserien er skabt af Aaron Cooley, Cathy Schulman er executive producer, og Susanne Bier har instrueret alle ti afsnit.

Serien er produceret til Showtime af Lionsgate Television og har 2. påskedag, mandag 18. april, premiere i Danmark på TV 2 PLAY (kræver abonnement til Paramount+).

Pernille Bech Christensen, der er executive producer i TV 2 Fiktion, har været med til at klippe den nye Susanne Bier-serie 'The First Lady'. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Pernille Bech Christensen, der er executive producer i TV 2 Fiktion, har været med til at klippe den nye Susanne Bier-serie 'The First Lady'. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Biers faste klipper gennem mange år er fra TV 2 Fiktion

Susanne Bier er ikke det eneste danske navn på creditlisten til den stort anlagte serie. Pernille Bech Christensen, executive producer i TV 2 Fiktion, har været med til at klippe seriens ti afsnit som additional editor. Hun har læst filmvidenskab, er uddannet klipper fra Den Danske Filmskole og har været ansat på TV 2 siden 2015. Pernille Bech Christensen har arbejdet tæt sammen med Susanne Bier i over 25 år og klippet alle Biers film - på nær en enkelt.

- Det har været en kæmpe oplevelse at være med til at klippe den nye serie, men også hårdt arbejde under et megastort tidspres. Tre præsidentfruers historier i tre forskellige tidsperioder skulle flettes sammen i ti afsnit på hver mellem 52-58 minutter. Det kræver masser af struktur og overblik at have så mange afsnit inde i hovedet på en gang, men det var helt fantastisk at kunne fordybe sig 100 procent i én serie, fortæller Pernille Bech Christensen, der havde orlov fra TV 2 i klippeperioden, som for Pernilles vedkommende foregik i London hen over næsten fire måneder.

Ligesom den britiske serie 'The Crown', hvor historiske nedslag fortælles og opleves gennem det britiske kongehus, er 'The First Lady' en serie om amerikanske tematikker og begivenheder set gennem præsidentfruers øjne i henholdsvis 1940erne, 1970erne og 2010erne.

- Det er ikke en historiebog. Det er en varm og humoristisk serie om tre stærke kvinder, der ikke vil stå i skyggen af deres magtfulde mænd. Kvinderne står i dilemmaer, som er genkendelige og til at identificere sig med. Det er en modig serie og en feministisk serie, siger Pernille Bech Christensen.

Se den internationale trailer for 'The First Lady' her.

Gillian Anderson som Eleanor Roosevelt, Viola Davis som Michelle Obama og Michelle Pfeiffer som Betty Ford i dramaserien 'The First Lady'. (Foto: Daniel McFadden / Jackson Lee Davis / Murray Close / Showtime / TV 2)

Gillian Anderson som Eleanor Roosevelt, Viola Davis som Michelle Obama og Michelle Pfeiffer som Betty Ford i dramaserien 'The First Lady'. (Foto: Daniel McFadden / Jackson Lee Davis / Murray Close / Showtime / TV 2)

Normalt otte-ti serier ad gangen

I TV 2 Fiktion er Pernille Bech Christensen executive producer og arbejder til daglig med mellem otte-ti produktioner ad gangen, som typisk ligger på forskellige stadier som manus, optagelse eller færdigredigering. Hun står bag nogle af de mest populære og mest sete TV 2- og TV 2 PLAY-serier som 'Badehotellet', 'Hvide Sande', 'Sommerdahl', 'Klovn' og 'DNA'.

Hvad har det givet dig at være med ombord på en stor, international produktion som 'The First Lady'?

- Selvom vi arbejdede under et stort tidspres, så var alle dybt professionelle og respektfulde over for hinanden. Vi var et stort hold, og udover mig har der været fem-seks andre klippere på. Vi arbejdede med det, man kalder unblended scripts, så vi holdt alle ti afsnit åbne meget længe for at få serien til at hænge sammen på den rigtige måde. Det er et gigantisk arbejde, for hvis man flytter en scene fra et afsnit til et andet, så starter en domino-effekt. Jeg blev mindet om, at man skal gå frygtløs til opgaven. Det er Susannes tilgang til tingene, og det var skønt at opleve, siger Pernille Bech Christensen.

TV 2 Fiktion har i alt 15 medarbejdere, hvoraf de seks er executive producere, og Katrine Vogelsang er fiktionschef. I 2021 leverede TV 2 Fiktion 10 af årets 16 nye danske fiktionsserier vist på tv samt en ny julekalender.

På TV 2 er Pernille Bech executive producer på flere serier, blandt andet 'Badehotellet'. Her er det Cecilie Stenspil og Jens Jacob Tychsen som Helene og Edward Weyse i den populære serie. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

På TV 2 er Pernille Bech executive producer på flere serier, blandt andet 'Badehotellet'. Her er det Cecilie Stenspil og Jens Jacob Tychsen som Helene og Edward Weyse i den populære serie. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Billede {0} af {1}