TV 2 producerer EM-svømning til hele Europa

Mie Ø. Nielsen er blandt de danske svømmere ved EM på hjemmebane, som produceres af TV 2 til tv-stationer i især Europa og flere latinamerikanske lande. (Fotos: Scanpix / TV 2)

Mie Ø. Nielsen er blandt de danske svømmere ved EM på hjemmebane, som produceres af TV 2 til tv-stationer i især Europa og flere latinamerikanske lande. (Fotos: Scanpix / TV 2)

11. december 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

For knap et år siden blev de første møder om tv-produktionen holdt – og fra onsdag 13. december sender TV 2 SPORT EM-transmissioner til europæiske og latinamerikanske lande.

Når EM i svømning på kortbane fra onsdag 13. december kan følges på tv i mange lande, kommer signalerne fra TV 2 SPORT, der er valgt som såkaldt host broadcaster på mesterskabet. Det sker med et hold på cirka 25 medarbejdere og med support fra franske eksperter i undervandsbilleder.

EM i svømning i Royal Arene i København bliver live-transmitteret i flere end 15 europæiske lande og i en række latinamerikanske lande. Hertil kommer internationale transmissioner af TV 2s produktion via Eurosport samt nyhedsdækning og nyhedsklip i endnu flere lande.

I Royal Arena har tv-produktionen – foruden et fast monteret oversigtskamera – rådighed over 19 kameraer, der er aktive i forhold til selve afviklingen af svømmekonkurrencer og sejrsceremonier. Heraf er de fem kameraer placeret under vandet, to sidder i et par af svømmernes startskamler, mens ét kører på langt bassinkanten og følger svømmerne gennem heatsene.

Eksperter i undervandsbilleder
Blandt kameraoperatørerne er netop et hold på fire franske eksperter, der rejser verden rundt for at lave undervandsbilleder ved svømmemesterskaber.

- Det er cirka et år siden, vi havde de første møder om produktionen, og nu er vi klar. Det er en sjov og udfordrende opgave, som jeg har glædet mig til. Og det er en anderledes opgave, fordi vi på TV 2 mest er vant til at producere sport, hvor det handler om at følge en bold, en fjerbold, en puck eller lignende, siger producer Lars Søndergaard, TV 2 SPORT, der også var host-producer, da TV 2 i 2013 i Boxen i Herning var host broadcaster på EM i svømning.

TV 2 har tidligere været host broadcaster på bl.a. EM i håndbold i 2014, VM i cykling og VM i BMX. EM i svømning i Herning i 2013 var TV 2s første, store svømmeproduktion, og den blev efterfølgende mødt med enorme roser fra bl.a. Sportcals Keith Thomas, der siden 1996 har rejst rundt for det internationale svømmeforbund som produktions- og broadcasting-ekspert:

- Produktionen i Herning har været i verdensklasse. Endnu bedre end den, der blev leveret under OL i London (i 2012, red.). Professionalismen, kameravinklerne og lydkvaliteten var ganske enkelt perfekt, sagde Keith Thomas bl.a. efter EM i 2013.

Klik på billedet og se på 30 sekunder forvandlingen af Royal Arena fra koncertsal til internationalt svømmestadion.

Neutralitet i tv-produktionen
For TV 2s host-produktion under EM er neutralitet væsentlig. Der skal være fokus på alle nationers svømmere – og særligt på favoritterne i de enkelte heats uanset nationalitet.

- Men det skal naturligvis også kunne mærkes, at de danske svømmere er på hjemmebane og forhåbentlig bliver mødt af stor opbakning fra et begejstret publikum, siger Lars Søndergaard.

Mandag 11. december er hele produktionen samlet til briefing, og tirsdag aften bliver der lavet tv-prøver af bl.a. svømmernes entre i hallen og af sejrsceremonier, ligesom det sikres, at hallens lys og speak fungerer i tv-transmissionen. 

Onsdag formiddag producerer TV 2 for første gang EM-svømning fra Royal Arena, og pausen inden eftermiddagens og aftenens heats bruges på optimering.

- Det er fire år siden, at vi sidst producerede et så stort svømmestævne, så det er sandsynligt, at der bliver nogle detaljer i produktionen onsdag og måske også torsdag, som vi skal optimere til de efterfølgende dage. Vi bruger pauserne midt på dagen til at optimere og forbedre, så vi meget hurtigt kan levere dækning i topkvalitet af EM-stævnet, siger Lars Søndergaard.

Inden TV 2s producer og produktionshold går til opgaven i Royal Arena, er arenaen i de seneste dage ombygget fra koncertsal til svømmestadion med to bassiner – ét til konkurrence og ét til opvarmning. Denne entreprise er løst af internationale eksperter for det europæiske svømmeforbund, LEN.

Svømmebassinerne etableres, efter at der i Royal Arene er bygget et to meter højt gulv. Herved skabes mulighed for de to pools, som er opbygget af et italiensk firma. Du kan se flere fakta om EM i svømning herunder.

Læs også: Sådan dækker TV 2 EM i svømning 

Anders Lie Nielsen er blandt de danske svømmere ved EM på kortbane, der holdes i Royal Arena i København i dagene 13.-17. december 2017.


-------------


Fakta om EM i svømning 2017 på kortbane
EM i svømning 2017 afholdes 13.-17. december i Royal Arena i København i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Hovedstadens Svømmeklub for det europæiske svømmeforbund, LEN.

I Danmark dækker TV 2 EM i svømning på TV 2 SPORT, TV 2 PLAY, sport.tv2.dk og på TV 2 SPORTs sociale medier.

Fakta om Royal Arena som svømmestadion
- Det har taget mindre end 10 dage at forvandle Royal Arena til en international svømmearena.
- To midlertidige svømmebassiner er bygget i Royal Arena. Et bassin til konkurrencerne og et til opvarmning. Et kæmpe tæppe vil dele arenaen i to.
- Konkurrencebassinet måler 25 x 26 meter og indeholder 1,3 mio. liter vand.
- Træningsbassinet har lidt færre baner, måler 25x16 meter og indeholder 800.000 liter vand.
- Vandet vil være 26 grader varmt.
- De to bassiner bygges af det italienske firma Myrtha Pools, der også bygger bassiner til OL og VM.
- Der er plads til 6.500 tilskuere ad gangen i EM-arenaen.

Fakta om EM-stævnet
- 38 danske svømmere skal repræsentere Danmark.
- Cirka 700 svømmere fra 45 lande kommer til København.
- Der konkurreres om i alt 40 sæt medaljer ved EM i svømning.
- Indtil videre er der solgt billetter til tilskuere i 28 lande, og over 20 procent af de solgte billetter er solgt til udenlandske tilskuere.
- Hver dag fra onsdag 13. december til søndag 17. december vil være indledende løb om formiddagen og semifinaler og finaler om aftenen. Hent programmet her.
- Der vil være cirka 500 frivillige til stede under EM.
- EM i svømning er den første sportsevent afholdt i Royal Arena (ud over eSport).
- Billetter til EM kan købes på ticketmaster.com.

Billede {0} af {1}