Den nye identitet, der rulles ud i disse uger, skal være med til at styrke, definere og differentiere TV 2 PLAY.
TV 2 PLAY spiller som bekendt en helt central rolle i TV 2s koncernstrategi og dermed også i TV 2s portefølje og brandfamilie. Som brand skal TV 2 PLAY styrkes i danskernes bevidsthed, i takt med at seerne langsomt bevæger sig over mod streamingmarkedet i de kommende år. Med andre ord afhænger TV 2s evne til at gennemføre en public service-transformation i høj grad af, hvor godt TV 2 lykkes med at positionere TV 2 PLAY som danskernes foretrukne streamingplatform.
Den positionering skal TV 2 PLAYs nye visuelle identitet, der rulles ud i disse uger, bidrage til.
- Målet har været at skabe en fornyet identitet og en brandværdi, hvor kernefortællingen ikke kun er noget, vi siger, men også noget, der kan mærkes på tjenestens identitet og udtryk. Med vores nye identitet og den brandingkampagne, vi samtidig skyder i gang, giver vi brandet mere personlighed og relevans i danskernes bevidsthed – alt sammen for at tiltrække nye og mere loyale abonnenter, som føler sig hjemme og i godt selskab på TV 2 PLAY, siger TV 2s marketing- og kommunikationschef, Jacob Weinreich.
I øjenhøjde med danskerne
TV 2 PLAYs nye identitet skal sammen med brandingkampagnen positionere TV 2 PLAY som et streamingtilbud, der er i øjenhøjde med danskerne: Personligt, nært og relevant – gerne som en kontrast til de store og mere upersonlige amerikanske tjenester.
Grundtanken med den nye identitet er, at TV 2 og TV 2 PLAY hører sammen. At de er en del af en fælles historie, og at de er bygget på de samme værdier – det samme DNA. TV 2 PLAY er ikke en ny nichekanal; TV 2 PLAY er en digital tjeneste. En platform, hvor alt TV 2s gode indhold lever digitalt på tværs af kanaler.
- Netop det digitale aspekt er der nu sat liv i med vores nye TV 2 PLAY-swoosh (den øverste, fremhævede del af det nye logo, red.). Det er et helt bevidst greb, at vi nu kan animere swoosh’en i logoet som en digital knap, der kan tænde for al den gode underholdning og aktualitet, forklarer TV 2s design- og promotionchef, Tina Ringberg Haahr, og fortsætter:
- Det er ikke P eller PLAY i tjenesten, der er interessant rent designstrategisk. Hverken på den korte bane eller den længere. Mange streamingtjenester benytter PLAY, P eller et playikon, og nu ser vi næste bølge med + (plus). Men TV 2 PLAY er ikke bare TV 2+, det er meget mere. Opgaven var at tilføre brandet mere vitalitet og særpræg og at differentiere det i markedet. Derfor har vi arbejdet strategisk med, at TV 2 PLAY får sit eget udtryk, samtidig med at det bygger på et superstærkt brand i danskernes hukommelse – TV 2.
På den måde ejer TV 2 formerne i TV 2 PLAY-logoet. Om man så skiller logoet ad, som den nye identitet giver mulighed for, så er formerne stadig meget genkendelige – de er faktisk helt særlige. Og så bruges den såkaldte swoosh til at tænde en eksplosion af formerne og dermed sætte liv i TV 2 PLAY.
- TV 2 PLAY-swoosh’en og formerne giver særpræget, og de er med til at differentiere TV 2 PLAY. Vitaliteten kommer i vores valg af farver, dynamiske animationer og måder at kommunikere på, siger Tina Ringberg Haahr.
TV 2 PLAYs nye visuelle identitet går officielt i luften 24. oktober 2019. Da TV 2 PLAY har mange touch points på tværs af teknologier og platforme sker implementeringen af den nye identitet løbende inkl. opdateringer i apps, websites og diverse templates.
Se mere om det nye TV 2 PLAY-logo her.
Læs også:
TV 2s direktør: - Vi har travlt med udviklingen af TV 2 PLAY