TV 2 overtager Sputnik Film

20. juli 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 Sputnik samler film-delen og tv-delen under en hat.

TV 2 og Nordisk Film har i enighed besluttet at stoppe det hidtidige samarbejde om internet-tjenesten TV 2 Sputnik, der fremover videreføres med TV 2 som eneejer. Nordisk Film, der har stået for håndteringen af film-delen på TV 2 Sputnik, vil fremover fungere som en af flere filmleverandører til tjenesten.

- Vi har netop relanceret TV 2 Sputnik, og det er et naturligt skridt, at filmene nu bliver integreret bedre i tjenesten til fordel for brugerne. Vi har været glade for samarbejdet med Nordisk Film, hvor vi i fællesskab har opbygget en position som Danmarks førende on demand-tjeneste på nettet. Og vi er glade for, at vi fortsat kan tilbyde deres mange stærke filmtitler - ikke mindst de danske - på det nye Sputnik, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, indholdsdirektør hos TV 2 NET.

- Vi er meget tilfredse med de erfaringer, vi har fået med filmdelen af TV 2 Sputnik. Med Sputnik Film var Nordisk Film blandt de første spillere i et helt nyt marked, og jeg tror, at TV 2 Sputnik har alle muligheder for at blive blandt de førende filmbutikker fremover, siger Kenneth Wiberg, direktør for Film Distribution i Nordisk Film, og tilføjer:

- Video on demand-markedet er i stor vækst, og med Nordens største katalog af nye og klassiske film er vi stolte af, at vi leverer til de førende platforme, hvad enten det er via internet eller kabel. Vi forventer, at den digitale videodistribution indenfor få år vil udgøre cirka 20 procent af det totale film-lejemarked.

TV 2 Sputnik har indtil nu fungeret som ét fælles brand, der har fungeret som paraply for to selvstændige underliggende enheder, hvor Nordisk Film har håndteret film-delen, mens TV 2 har stået for den abonnementsbaserede tv-del. Med aftalens ophør bliver de to enheder samlet under én hat ejet af TV 2 og integreret i én og samme player under sputnik.dk.

TV 2 Sputnik blev lanceret 1. december 2004 som et brand- og marketing-samarbejde mellem TV 2 og Nordisk Film. Formålet var fra starten at opbygge en stærk samlet videobutik på nettet med de bedste filmtitler fra Nordisk Films rettighedskatalog og de stærkeste aktuelle tv-programmer fra TV 2s kanaler. TV2 Sputnik var ved lanceringen en af verdens første integrerede film og tv on demand-tjenester

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}