TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening sætter fokus på 'Vores jord' medblandt andet landets første tv-indsamlingsshow til gavn for klimaet. 'Danmark planter træer' sendes direkte fra Skovtårnet på Sjælland lørdag 14. september, hvor blandt andre Medina optræder.
Et klima i forandringer. Det har de fleste oplevet på egen krop. Men hvordan håndterer vi den udfordring, der ligger lige foran os? Og hvad er det egentlig, vi som enkeltpersoner kan gøre for at forbedre vores klima?
TV 2 sætter i disse uger fokus på 'Vores jord' med blandt andet begivenheden ’Danmark planter træer’, som gennemføres i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Det hele kulminerer med et indsamlingsshow fra Skovtårnet lørdag 14. september klokken 19.30, hvor Puk Elgård og Mikkel Kryger er værter.
'Danmark planter træer' er et af flere initiativer, som TV 2 folder ud i efteråret 2019 og videre ind i 2020 under overskriften 'Vores jord. Vores ansvar'. Initiativer, som især har til formål at sætte fokus på klimaudfordringen og på diskussionen om, hvad vi kan og skal gøre ved den.
- Klimaforandringerne er et af de mest debatterede emner herhjemme. Mange er bekymrede og efterlyser en måde, hvorpå de selv kan gøre en forskel for klimaet. TV 2 har – som publicist – taget det standpunkt, at vi vil sætte ekstra fokus på klimaudfordringen og tage diskussionerne om, hvad vi kan og skal gøre ved den. Og det helt nye er, at vi tilbyder at være en del af løsningen, når vi samler ind til plantning af træer i danske skove og til bevarelse af dansk skov og regnskov i udlandet, siger TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard.
Direkte fra Skovtårnet
Puk Elgård og Mikkel Kryger tager plads i det 45 meter høje Skovtårnet, der ligger på Sjælland, hvorfra landets første store indsamlingsshow til gavn for klimaet finder sted. Showet 'Danmark planter træer' går i al sin enkelhed ud på at samle nok penge ind til, at der kan plantes en masse træer både i Danmark og i udlandet og til at bevare allerede eksisterende skove.
Formålet med begivenheden er dels at skabe øget fokus på klimaudfordringerne, dels at understrege at vi alle kan gøre en indsats i det nære. For er der noget, der er vigtigt for os mennesker, så er det at have skov og natur omkring os.
Underholdningen er i top
Ud over at samle penge ind lørdag aften kommer nogle af de største danske musiknavne også forbi for at underholde seere og publikum. Du kan glæde dig til Medina og Nicklas Sahl, mens Anne Dorte Michelsen, der dagen før har haft sin debut i 'Vild med dans', også har meldt sin ankomst. Og hun tager i øvrigt Tøsedrengene med.
En af landets dygtigste manipulationseksperter og showmænd Jan Hellesøe svinger også forbi Skovtårnet og 'Danmark planter træer', der ligeledes bringer en perlerække af indslag og har omstillinger til TV 2 Regioner, hvor der plantes træer.
Du kan naturligvis også være med til at give et bidrag til naturen via ’Danmark planter træer’ – se med lørdag 14. september fra klokken 19.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.
-------
Læs også:
TV 2 inviterer danskerne til klimadebat i 'Højlunds Forsamlingshus'
Dokumentarer sætter fokus på plastikforbrug og -forurening
Se trailer for 'Vores jord. Vores ansvar' herunder.