TV 2 gentager succesfuld reklameaward

Sidste år blev i alt 75 film fra 18 forskellige bureauer vurderet af brugerne, og det var reklamefilm for Kims, Tuborg, Interflora, McDonald's og L'EASY, brugerne stemte i finalen.

TV 2 har videreudviklet konceptet for reklameawarden ’AdWars’, hvor brugerne hylder de bedste reklamer, og hvor bureauerne tester deres kreative koncepter. Sidste uge blev der åbnet for upload af film til award-konkurrencen og filmene ruller allerede ind.

TV 2 lancerede sidste år med succes en ny reklameaward, ’AdWars’. ’AdWars’ er en del af TV 2s Kreative Agenda, der med en række initiativer skal være med til at fremme kreativitet på tværs af branchen. ’AdWars’ er brugernes stemme i reklamebranchen, og reklameawarden indgår i ’Zulu Awards’-afstemningen, der går i gang i marts og kulminerer med det store liveshow 7. april.

Sidste år blev i alt 75 film fra 18 forskellige bureauer vurderet af brugerne, og det var reklamefilm for Kims, Tuborg, Interflora, McDonald's og L'EASY, brugerne stemte i finalen. Vinderen blev filmen ’Den Hemmelige Søn’ fra Kims, der ud over sejren vandt en tv-kampagne til en værdi af 750.000 kr. til afvikling på tværs af TV 2s platforme. Filmen var produceret af bureauet Partners.

I år har TV 2 udviklet awarden yderligere både for brugerne og bureauerne, forklarer Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2s Kommercielle Partnerskaber:

- Vi har finpudset ’AdWars’, så brugeroplevelsen bliver mere engagerende og tilmed tilføjet gulerødder i form af ZULU-præmier til dem, der går ind og stemmer. Hvem vil ikke gerne vinde f.eks. billetter til ’Zulu Awards’ eller måske endda en ’Zulu Sommerbio’-grill? Samtidig vil vi gå mere i dybden med brugernes bedømmelse af filmene gennem uddybende spørgsmål. Og denne viden og feedback fra brugerne får de deltagende annoncører og bureauer del i. Det er gratis at deltage og uploade film, så alt man skal bruge, er mod til at få brugernes nådesløse dom. Vi har endda gjort det lettere for bureauerne at deltage og øge deres vinderchancer – bl.a. via et startkit til at aktivere kundens egen fanbase, siger Jacob Fischer-Nielsen.

TV 2 har åbnet for upload på adwars.tv2.dk frem til 4. marts, og fra 7. marts inviteres brugerne ind på sitet for at vurdere reklamefilmene. I begyndelsen af april afsløres shortlisten bestående af de fem film med bedst rating. Disse film vil blive vist i et særligt guldbreak i forbindelse med ’Zulu Awards’ 2016 7. april.

Læs mere på adwars.tv2.dk og på branchesitet bureaubiz.dk, der følger ’AdWars’-aktiviteterne frem til finalen.