TV 2 FRI er klar med anden sæson af 'Hellas have'

Hella Joof elsker sit nye liv på landet og kaster sig atter i år ud i diverse haveprojekter. Se, hvordan det går i anden sæson af 'Hellas have' på TV 2 FRI fra mandag 2. april, hvor det faste sendetidspunkt bliver klokken 20.40. (Fotos: Peter Laursen / TV 2)

Hella Joof elsker sit nye liv på landet og kaster sig atter i år ud i diverse haveprojekter. Se, hvordan det går i anden sæson af 'Hellas have' på TV 2 FRI fra mandag 2. april, hvor det faste sendetidspunkt bliver klokken 20.40. (Fotos: Peter Laursen / TV 2)

16. marts 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

Hella Joof flyttede fra byen til landet for at forfølge drømmen om det idylliske liv langt fra bilos og køer på vejene. Nu står en ny havesæson for døren, og Hella inviterer derfor indenfor til endnu en omgang 'Hellas have' - med masser af projekter, små tips og god humor. Se med på TV 2 FRI fra mandag 2. april.

Af Tina Anna Christiansen, TV 2 Kommunikation

Hvad gør man egentlig, når man når den alder, der hedder 'havealderen'? Det spørgsmål kunne Hella Joof sidste år stille sig selv. Hun oplevede nemlig, at hun netop kom i den alder, hvor meningen med livet i højere grad skulle findes hos fuglene på foderbrættet og årstidernes skiften frem for i byens larm og hektiske stemning.

Derfor købte hun sammen med sin mand, Snit, en gård med 14 hektar jord, hvor hun begyndte at anlægge sin helt egen drømmehave. TV 2 FRI fulgte Hellas havedrømme gennem seks programmer - og nu gør vi det igen!

Store udfordringer for en amatør
I anden sæson af 'Hellas have' kaster Hella Joof sig atter over helt nye og krævende projekter - nu tilsat en beskeden haveerfaring og naturligvis godt hjulpet på vej af sine uundværlige havevenner og hjælpere, hvoraf flere er gengangere fra første sæson.

Vi følger både udfordringerne og glæderne ved at anlægge en have - alt sammen krydret med Hellas særegne sorte humor. Opgaverne bliver i denne sæson blandt andet at opføre et saml-selv-drivhus, anlægge en kålhave, få opsamlet regnvand til vanding af frugttræerne og anlægge et smukt himmelspejl.

Hella Joof og hendes mand, Snit, har travlt med haveprojekterne i sæson 2 af 'Hellas have'.

Besøg af spændende gæster og eksperter
For at gøre sig selv og seeren klogere på de mange udfordringer, der kan være ved at anlægge have som nybegynder, får Hella besøg af venner og eksperter på hver deres område inden for de udfordringer, som hun støder på.

Blandt gæsterne kan blandt andre nævnes haveguruen Claus Dalby, Hellas gode ven Klaus Bondam, Hønse-Michael, Have-Henrik og den menneskelige unbraconøgle Natur-Michael. Bygge-Dennis er naturligvis også ved Hellas side, når hun har brug for det.

Det mobile gæstehus
Og det har Hella, når hun drømmer om at bygge et mobilt gæstehus ud af genbrugsmaterialer. Det skal Bygge-Dennis nemlig hjælpe med. Det var ham, der hjalp Hella med at bygge det smukke orangeri i første sæson.

Det lille gæstehus skal bruges, når Hella får venner på besøg fra byen. Så kan de overnatte der, hvis de får et glas for meget. Samtidig kan gæstehuset agere skriveværksted, når Hella har brug for det. Gæstehuset skal være et beskedent hus - uopvarmet og med havudsigt. Og netop den sidste detalje skaber modstand for Hella. Man må nemlig ikke bygge på bakken med udsigt over fjorden. Det siger planloven for at beskytte landskabet. Hvad gør man så? Det kan du se i anden sæson af 'Hellas have' på TV 2 FRI!

Se traileren her:

Billede {0} af {1}