TV 2 Fri - en ny kanal om alt det der optager os i fritiden

24. april 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 Fri og kanalens mange nye værter er blevet præsenteret ved et velbesøgt pressemøde.

TV 2 Fri-værterne mødte talstærkt op til pressemødet. Bagest fra venstre ses Flemming Rune ("Frihuset"), Troels Kløvedal ("Mit Danmark"), Peter Rygaard ("Frihuset"), Peter Tanev, der bliver vært for et lystfiskerprogram, og David Carsten Pedersen ("Vildmanden"). Forrest fra venstre ses de tre dommere og madentusiaster i "Danmarks bedste livret", Claus Holm, Irene Mai og Søren Gericke, samt de fire "Frihuset"-værter", Lene Beier, Thomas Uhrskov, Cecilie Hother og Elizabeth Anderson. Klik på billedet for at se det i dobbelt størrelse. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Søndag 5. maj får de danske seere for første gang en dansk kanal med fokus på hobby, hus og have – og alt det andet, der også optager os i fritiden. Denne dag går TV 2 Fri nemlig i luften, og fritidskanalen blev onsdag præsenteret – i strålende solskin - ved et velbesøgt pressemøde i Væksthuset på Frederiksberg.

- Da jeg begyndte på TV 2 for fem og et halvt år siden, blev jeg præsenteret for et større idekatalog til nye TV 2-kanaler, og allerede dengang var min favorit denne kanal, som nu har fået navnet TV 2 Fri. Det er en kæmpestor begivenhed for os at skabe TV 2 Fri, som er en fantastisk kanal, der ligger helt rigtigt til TV 2s DNA, og jeg har i flere år set frem til den dag, hvor vi igen kunne præsentere en ny kanal, sagde TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, på pressemødet, hvor også kanalens nye og entusiastiske værter mødte pressen.

Kanalchef Maiken Wexø, TV 2 Networks, på pressemødet for TV 2 Fri.

Efterspørgsel efter
det danske, det nære
og det nyttige
Kanalchef Maiken Wexø,
TV 2 Networks, sagde om
TV 2s nye kanal:

- Selv om det er lang tid siden, vi første gang tænkte på TV 2 Fri, har tiden og seernes trend været med os. Der er stigende efterspørgsel efter det danske, det nære, det nyttige - og efter det ’organiske’, hvor man ikke behøver at holde sig stramt inden for et fast tv-koncept.

- TV 2 Fri vil tage os med rundt i landet, møde mennesker med meget på hjerte og gå på opdagelse i det, der virkelig betyder noget i fritiden og friluftslivet.

Kort sagt: En kanal, der giver mulighed for at mærke livet og tid til at trække vejret, sagde Maiken Wexø.

Se trailer for TV 2 Fri her.

Pressemødet for TV 2 Fri foregik i og ved Væksthuset ved Landbohøjskolen på Frederiksberg.

Live-tv fra ”Frihuset”
Kanalens daglige omdrejningspunkt – og det første program på kanalen på premieredagen søndag 5. maj – er det direkte program ”Frihuset”, hvor de seks værter, der alle er entusiaster på hver deres område, sender masser af live-tv om de emner, der optager dem og danskerne.

”Frihuset” ligger i en smukt beliggende landejendom i Hornsherred og er omgivet af bakker, luft og natur, og overalt på grunden kan man kigge ud over det glitrende hav. ”Frihuset” sender alle hverdage klokken 11.30-13.30, men på premieredagen holder ”Frihuset” åbent for seerne i fire timer.

Læs mere om ”Frihuset” og de seks værter her.

Dommerne og madentusiasterne i "Danmarks bedste livret" (fra venstre), Søren Gericke, Irene Mai og Clausd Holm, på pressemødet for TV 2 Fri.

Flere nye danske programmer
Foruden ”Frihuset” er en række nye, danske programmer på vej til TV 2 Fri, f.eks. programserien ”Moderne Mamma”, som går tæt på italiensk madlavning, og hvor syv italienske moderne kvinder, som bor i Danmark, afslører deres familiers bedste opskrifter.

I programserien ”Mit Danmark” vender Troels Kløvedal og Nordkaperen hjem til Danmark efter 35 år på de store oceaner, og Kløvedal deler i programmerne sin store kærlighed til fædrelandet med seerne og fortæller om sit syn på Danmark.

Tre dommere og madentusiaster, Søren Gericke, Irene Mai og Claus Holm, rejser landet rundt i jagten på ”Danmarks bedste livret”, mens vejrværten og kulturgeografen Peter Tanev får sin egen en programserie, der tager udgangspunkt i hans passion for lystfiskeri.

TV 2 Fri byder også på programserien ”Vildmanden”, hvor jægeren og naturelskeren David Carsten Pedersen tager seerne med ud i den danske natur og viser Danmark set med jægerens øjne.

Herudover byder TV 2 Fri på nogle af de bedste udenlandske programmer om hobby, hus og have – bl.a. fra engelske BBC og Channel 4 og fra TV4 i Sverige.

omtv2.tv2.dk og på tekst-tv side 590 kan du læse, hvordan du modtager TV 2 Fri.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}