TV 2 Charlie tredjestørste kanal i juni og juli

31. juli 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Krimisommer gør TV 2 Charlie til Danmarks tredjestørste kanal i både juni og juli 2012 - ny serie på skærmen fra 3. august.

TV 2 Charlies succesrige krimisommer bliver fornyet pr. 3. august med den tyske serie "Hubert og Staller" med Christian Tramitz som Franz Hubert (tv.) og Helmfried von Lüttichau som Johannes Staller.


For første gang nogensinde var TV 2 Charlie i juni 2012 Danmarks tredjestørste kanal i en hel måned. Og nu viser seermålingerne for juli 2012 til, at TV 2 Charlie indtager samme flotte tredjeplads i denne måned.

Det viser Gallups seermålinger i juni og juli, hvor Charlie overgik både DR2 og TV3. Forspringet var endda endnu større i juli end i juni.

Det er især Charlies krimisommer, som er den hidtil mest succesfulde af sin slags, og festlighederne i juni i anledning af dronning Elizabeths regentjubilæum, der giver Charlie tredjepladsen i juni og juli.

Normalt er TV3 Danmarks tredjestørste kanal, men også DR2 har haft pladsen i perioder, ligesom TV3+ har haft æren i en enkelt måned tilbage i april 2008.

Nu har TV 2 Charlie også den fornøjelse i både juni og juli, hvor kanalen samlet stod for 5,0 procent af den samlede tv-sening. Det var langt foran nummer fire og fem, henholdsvis DR2 (4,0 procent af tv-seningen) og TV3 (3,9 procent af tv-seningen).

Ny serie i krimisommer: "Hubert og Staller"
Charlies succesrige krimisommer fortsætter med serier som ”Fornyet mistanke”, ”Tavse vidner” og "Dalziel & Pascoe".

Christian Tramitz spiller Frantz Hubert, den ene halvdel af politimakkerparret Hubert og Staller.

Torsdag 3. august fornyer kanalen sin krimisommer med den tyske krimiserie fra 2011 ”Hubert og Staller” fra den tyske public service-kanal ARD.

Her spiller Christian Tramitz politimanden Franz Hubert, og Helmfried von Lüttichau har rollen som Johannes Staller, den anden politimand i makkerparret.

I seriens første afsnit venter der Hubert og Staller et voldsomt syn på vej ud for at indfange en bortfløjet papegøje: I et hus er der begået indbrud, og bag det ituslåede vindue ligger liget af en fuglefodergrossist ved navn Anton Bayer.

Den nytilflyttede politichef, Reimund Girwidz (spillet af Michael Brandner), er ikke glad for at skulle i gang med en mordsag så hurtigt - den første test i en lang række af sager.

Girwidz må hurtigt indse, at livet på landet er anderledes end i storbyen, og at hans nye opdagerteam, Hubert og Staller, bruger ret så utraditionelle metoder.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}