Tre Zulu Awards til Rasmus Seebach

Rasmus Seebach blev den helt store vinder, da der onsdag 10. februar blev afholdt ”Zulu Awards ’10”.


Ingen kan længere være i tvivl om, at Zulu Awards er Danmarks største awardshow. Onsdag 10. februar leverede TV 2 Zulu et fyrværkeri af en fest i TAP1 med musik fra bl.a. Nephew, Kashmir, Tina Dickow, Alphabeat, Nabiha, Thomas Holm, Medina og så selvfølgelig aftenens store vinder, Rasmus Seebach, som vandt prisen som årets danske sanger og årets nye danske navn, mens hans debutsingle, ”Engel”, blev kåret som årets danske hit.

Der blev uddelt i alt 14 Zulu Awards i syv kategorier, og blandt de mange kendte presentere var Sanne Salomonsen, Mia Lyhne, Laura Christensen, Lars Hjortshøj, Nikolaj Steen, Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau, Nikolaj Lie Kaas, Jonathan Spang, Linda P, Casper Christensen og Anders Lund Madsen, som var med til at drysse ekstra stjernestøv ud over de glade vindere, der var så heldige at modtage en af de eftertragtede Zulu-statuetter. Alle vinderne er kåret af publikum, som i de sidste par måneder har stemt på de nominerede på zulu.dk.

Til at styre begivenhedernes gang på scenen var den kvindelige skuespiller og filminstruktør Paprika Steen, som var aftenens vært. Hun overraskede publikum, da TV 2 Zulu skød hele showet i gang med et pompøst åbningsnummer, hvor hun fyrede den af som Beyoncé i nummeret ”Single Ladies – og hun blev selv overrasket, da hun skulle på scenen og modtage Zulu-statuetten som årets danske kvindelige hovedrolle for rollen som Thea i ”Applaus”.

Som et perfekt punktum indtog en lang række danske kunstnere scenen og sang Haiti-støttesangen ”Skrøbeligt Fundament”.

Zulu Awards til hele folket
Nu har hele Danmark mulighed for at være med i festen, når TV 2 Zulu sender hele showet lørdag 13. februar kl. 21.00. Før selve prisuddelingen står Sara Bro og Jarl Friis-Mikkelsen klar på den røde løber, hvor de interviewer de nominerede om de tårnhøje forventninger, tøjvalg og takketaler. ”Zulu Awards ’10” kan også ses på TV 2 – det er lørdag 20. februar kl. 20.50

Vinderne af Zulu Awards 2010 er:

Årets danske sanger: Rasmus Seebach

Årets danske sangerinde: Medina

Årets nye danske navn: Rasmus Seebach

Årets danske hit: Engel (Rasmus Seebach)

Årets danske album: DanmarkDenmark (Nephew)

Årets originale danske tv-program: Zulu Comedy Galla

Årets danske reklameperformance: VIASAT-havenisserne (Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann)

Årets danske sportspræstation: Caroline Wozniacki

Årets danske mandlige birolle: Robert Hansen (Oldboys)

Årets danske mandlige hovedrolle: Anders Matthesen (Sorte kugler)

Årets danske kvindelige birolle: Iben Dorner Østergaard (Sorte kugler)

Årets danske kvindelige hovedrolle: Paprika Steen (Applaus)

Årets danske film: Sorte kugler

Årets danske radioprogram: Go’ Morgen P3