Succesfuldt år 2 som Cannes Lions-repræsentant

05. juli 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s Cannes Lions-site oplevede stor trafik, ligesom de daglige nyhedsbreve blev læst flittigt. Dermed levede TV 2 op til målsætningen om at bringe fagligheden hjem til Danmark.




TV 2 oplevede stor og markant stigende respons på de mange aktiviteter, som blev sat i gang, da TV 2 under Cannes Lions-festivalen i slutningen af juni rapporterede til Danmark fra verdens største reklamefestival.

2009 er TV 2s andet år som den danske Cannes Lions-repræsentant, og ligesom i 2008 var og er fagligheden det fortsatte omdrejningspunkt for alle de aktiviteter, der har afsæt i Cannes Lions. Ambitionen er at være først med de danske Cannes-nyheder.

To daglige nyhedsbreve
Som noget nyt i 2009 udsendte TV 2-redaktionen i Cannes to daglige nyhedsbreve samt nyheder via sms-service, som gav interesserede seneste nyt om shortlister og vindere direkte på mobilen. Cannes Lions-sitet på TV 2 Mediaforums hjemmeside blev opdateret mange gange dagligt med både filmklip, blogindlæg, seminarreferater samt interviews med nøglepersoner som f.eks. Lars Bastholm og de danske jurymedlemmer.

- De udsendte nyhedsmails er de mest læste i TV 2 Mediaforums historie, og statistikken viser, at der fra de daglige mails blev klikket flittigt videre til Cannes Lions-sitet. Vi har i 2009 haft fem gange så mange sidevisninger som i 2008, og besøgstallet er samlet set fordoblet i forhold til sidste år, så vi kan konstatere, at målsætningen om at sende fagligheden hjem er nået. Og det følte vi os - som dansk repræsentant - særligt forpligtet til i 2009, hvor antallet af danske deltagere i Cannes var faldet, siger Jacob Fischer, marketingchef for TV 2 Marketing Business Relations, som varetager det daglige arbejde med Cannes Lions-repræsentantskabet.

Jacob Fischer nævner også det redaktionelle samarbejde med Huset Markedsføring som en god driver for trafikken på tv2canneslions.dk.

- Både Huset Markedsføring og TV 2 ønskede at give branchen den bredest mulige dækning af Cannes Lions 2009, og det var muligt ved at linke til hinandens artikler i vores nyhedsbreve og på vores sites.

TV 2s salgs- og marketingdirektør, Flemming Rasmussen.

Fagligheden bringes også hjem
på "Winners Day"

Målsætningen om at bringe fagligheden hjem til den danske mediebranche lever videre hos TV 2. Cannes Lions skal ikke blot være en begivenhed, der dukker op en uge hver sommer. Til september gentager TV 2 derfor succesen "Winners Day" fra sidste år, og det bliver igen under pay off’et Cannes Lions. Uden Cannes.

De, der sikrer sig billet til "Winners Day", får mulighed for at se et par af de internationale talere fra årets bedste seminarer samt jurymedlemmerne på scenen, hvorfra de danske bronzevindere også hyldes, inden udstillingen af alle vinderprojekterne åbner.

Udstillingen byder på cremen af verdens reklamer, og der bliver masser af inspiration at hente, når vinderarbejderne kommer til Teglholmen. På Winners Day viser TV 2 også filmrullen med verdens allerbedste reklamefilm anno 2009.

- Vi glæder os til at få løverne til Danmark og til at give branchen en bid af Cannes Lions 2009. At deltagerantallet ved årets festival var faldet markant fra 2008, er bestemt ikke smittet af på de vindende arbejder. På grund af recessionen har visionerne, de gode ideer og de innovative kampagner skilt sig markant ud og fået ekstra opmærksomhed. Evnen til at få mere ud af mindre er blevet belønnet, og de, der formår at tænke på tværs af grænser og discipliner, er blevet hyldet. Vi hylder dem igen til "Winners Day", siger Flemming Rasmussen, TV 2s koncerndirektør for salg og marketing.

Winners Day finder sted på TV 2, Teglholm Allé 16, 2450 København SV, torsdag 24. september 2009.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}