Største Tour i mere end ti år

Hver dansker brugte i gennemsnit næsten ni timer på at se Tour de France-programmer - det højeste seerforbrug på Touren siden 1998.

Der er blevet svedt og knoklet overalt på TV 2|SPORTEN for at dække Tour de France bedst muligt, og seerne belønnede anstrengelserne med en kraftig stigning i seertallene til Touren.


Tour de France 2009 blev den største tv-Tour siden 1998. Man skal 11 år tilbage for at finde et år, hvor danskerne brugte mere tid på Tour de France end under den netop gennemførte Tour.

Hver dansker brugte i gennemsnit knap ni timer - 8 timer 44 minutter - på at følge Touren i de særlige Tour de France-programmer på TV 2, DR1 og TV 2 NEWS. Nyhedsindslag om Tour de France i SportsNYHEDERNE, SportNyt, NYHEDERNE og TV AVISEN er ikke medregnet i denne opgørelse.

Danskernes tidsforbrug på Tour de France er vokset med 38 procent fra 2008 til 2009, og den stigning stammer alene fra TV 2s Tour de France-transmissioner og -studieprogrammer, der har haft markant fremgang.

Den stigende seeropbakning er særdeles glædelig, og væksten kan ikke tilskrives en markant anderledes dækning på TV 2 i år, vurderer TV 2s Tour de France-redaktør, John Jäger.

- Vores dækning af Tour de France 2009 er et resultat af det arbejde, der har kørt på TV 2|SPORTEN i mange år, hvor vi hvert år har ønsket at være - mindst - en lille smule bedre end året før. Vi har finjusteret vores dækning år for år, og jeg synes, at det igen i 2009 lykkedes at blive en lille smule bedre, siger John Jäger, der også er souschef på TV 2|SPORTEN.

Danskernes tidsforbrug på Tour de France var allerhøjest i årene 1996-1998, som det fremgår af skemaet herunder. Det var i 1996, at Bjarne Riis vandt Touren, og derfor begyndte 1997-Touren med ekstraordinært høj sening. Også i 1998 var seerinteressen meget høj, men i de følgende år raslede seertallene ned - bl.a. på grund af mange dopingsager og færre toppræstationer af danske ryttere og danske cykelhold.

Herefter begyndte seerinteressen igen at vokse støt - og altså foreløbig kulminerende med en kraftig stigning i seerforbruget under Tour de France 2009.

 

 

Danskernes seerforbrug på Tour de France:

Seerforbrug på Tour de France 1992-2009 fordelt på kanaler:
År
TV 2
DR1
Andre
I alt
1992
2.00 timer
-
-
2.00 t
1993
4.13 timer
-
-
4.13 t
1994
3.15 timer
-
-
3.15 t
1995
7.02 timer
-
-
7.02 t
1996
10.44 timer
-
-
10.44 t
1997
11.27 timer
-
-
11.27 t
1998
9.18 timer
-
-
9.18 t
1999
3.50 timer
-
-
3.50 t
2000
3.34 timer
0.42 t
-
4.16 t
2001
4.15 timer
0.57 t
0.06 t
5.19 t
2002
4.30 timer
0.38 t
0.15 t
5.23 t
2003
6.16 timer
0.54 t
0.11 t
7.31 t
2004
5.28 timer
0.55 t
0.06 t
6.29 t
2005
5.51 timer
0.49 t
0.19 t
6.59 t
2006
4.42 timer
0.44 t
0.13 t
5.39 t
2007
4.44 timer
0.48 t
0.25 t
5.57 t
2008
5.28 timer
0.47 t
0.06 t
6.20 t
2009
7.51 timer
0.50 t
0.03 t
8.44 t

En gennemsnitsdanskers seerforbrug på Tour de France-udsendelser pr. år siden 1992. "Andre" omhandler kanalerne TV 2 Zulu (2001-2006), TV 2 SPORT (2007) og TV 2 NEWS (2008 og 2009). Seningen af Tour de France-indslag i nyhedsudsendelser er ikke medregnet.