Stærk premiere på 'Vild med dans'- finale udsolgt på seks minutter

Over én million danskere så premieren på ’Vild med dans’, og billetterne til finalen i Horsens blev udsolgt på bare seks minutter. I den kommende weekend udvides TV 2s underholdningstilbud.

Fredagens premiere på ’Vild med dans’ blev fulgt af 1.041.000 danskere. (Fotos: Henrik Ohsten / TV 2)

’Vild med dans’ er efterårets yndlingsunderholdning hos danskerne. Fredagens premiere på ’Vild med dans’ blev i snit fulgt af 1.041.000 danskere, og et stykke over 1,1 mio. fulgte med i slutningen af showet. Samtidig var vurderingen af ’Vild med dans’ flot – nemlig 4,0 på en skala fra 1 til 5.

Som en yderligere understregning af danskernes ’Vild med dans’-feber blev samtlige cirka 3.000 billetter til ’Vild med dans’-finalen i Forum Horsens udsolgt på bare seks minutter, da salget blev sat i gang mandag 15. september kl. 10.00. Salget af billetter til de seks dansearrangementer Vild med dans galla – velkommen på dansegulvet er også gået i gang mandag 15. september, og her er stadig billetter at få.

- Vi er fantastisk glade for, at danskerne igen er klar til at engagere sig i vores største ’Vild med dans’-satsning nogensinde med en ny app, finalen i Forum Horsens og lørdagsturneen rundt i landet, siger TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen, der roser hele holdet bag ’Vild med dans’ for en stor indsats op til premieren.

- Jeg er så stolt af årets dansere, og så har vi Mastiff og The Antonelli Orchestra, som gang på gang viser, at kvalitet, omhu og engagement betaler sig, siger Gitte Madsen. 

Seertallet på 1.041.000 er det højeste på dansk tv siden de største VM-fodboldkampe i sommeren 2014.

Halvdelen af danserne var med i en fællesdans (billedet), mens de resterende par dansede vals eller chachacha.

TV 2-fokus på weekendunderholdning
Også søndag bød TV 2 på ny, dansk underholdning med mange seere. I ’Toppen af poppen’ blev Barbara Molekos sange nyfortolket af de øvrige seks musikere i programserien, og disse fortolkninger fik både højt seertal – 581.000 – og en høj vurdering på 4,1.

TV 2s strategiske fokus på weekendunderholdning ses også i den kommende weekend, hvor yderligere to nye programmer har premiere.

- TV 2 skal være den førende kanal på weekendunderholdning, og den fest holder vi sammen med danskerne – på tv, på de sociale medier og ude i landet. Jeg ser frem til, at vi på fredag og lørdag kan præsentere endnu mere dansk weekendunderholdning, siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard.

Fredag sendes første udgave af underholdnings-talkshowet ’Breinholt & Venner’, og her får Anders Breinholt besøg af komikeren Lars Hjortshøj. Programmet sendes to gange fredag aften – i pausen mellem de to ’Vild med dans’-programmer og efter ’Vild med dans – afgørelsen’.

Lørdag 20. september er der sæsonpremiere på ’Voice – junior’, hvor de tre coaches Oh Land, Wafande og Joey Moe vil finde og hjælpe de dygtigste sangere i alderen 8-14 år til at gøre deres sangdrømme til virkelighed.

-----------------

Der vil selvfølgelig stadig være masser af baggrundsstof, portrætter, interviews, billeder, klip og meget mere på hjemmesiden vmd.tv2.dk.

Følg 'Vild med dans' på Facebook her.