'SJIT Happens' for sidste gang

'SJIT Happens' sæson 5 med vennerne fra Nørrebro. Fra venstre: Øland (Nikolaj Stokholm), Emil (Claes Quaade), Mads (Jonathan Harboe), Katrine (Roberta Hilarius Reichhardt), Ane (Stephania Potalivo) og Olau (Ruben Søltoft). (Foto: Emil Millang / TV 2)

'SJIT Happens' sæson 5 med vennerne fra Nørrebro. Fra venstre: Øland (Nikolaj Stokholm), Emil (Claes Quaade), Mads (Jonathan Harboe), Katrine (Roberta Hilarius Reichhardt), Ane (Stephania Potalivo) og Olau (Ruben Søltoft). (Foto: Emil Millang / TV 2)

18. januar 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Den femte sæson af 'SJIT Happens' er den sidste af slagsen - den får premiere på TV 2 ZULU mandag 30. januar.

Vennerne fra Nørrebro er ved at blive voksne. Sæson 5 af 'SJIT Happens', der løber over ZULU-skærmen fra mandag 30. januar og TV 2 PLAY 23. januar, er derfor også et endegyldigt farvel til Mads, Emil, Olau, Ane, Øland og Katrine.

Der er skruet helt op for de store dramaer, når vi fortæller om vennernes sidste eventyr. De har været hinandens familie gennem fire sæsoner, og nu står de over for alle de store beslutninger om fremtiden - om kærlighed, job og familie.

Fest, dates og hverdagsproblemer
Sæson 5 både begynder og slutter med et bryllup. I løbet af sæsonen havner vennerne også på en svensk ødegård, er vidner til det mest mærkelige frieri, tester en sex-app, er på juicekur, ryger på hospitalet, knalder udenom og bliver for første gang virkelig uvenner. Alt sammen fordi de måske godt ved, at tiden for kollektivet er ved at rinde ud.

 - Da vi udviklede' SJIT Happens', var ønsket at skabe en serie, som kunne køre i flere sæsoner. Vi ville gerne have vores egne 'Venner', som kunne blive vores stjerner på ZULU, og som havde en relevant værdi. Ikke kun, mens sæsonen kørte på skærmen, men også i det lange løb på TV 2 PLAY. Det er gået over al forventning. Serien har været en fantastisk succes både på ZULU, PLAY og de sociale medier. Skuespillerne er vokset med serien, og nu føler de, at det er tid til at flytte fra kollektivet. Det respekterer vi selvfølgelig og glæder os over de fire fantatiske år, vi har haft med serien. Og så glæder vi os til at fortælle om de nye fiktionsserier, vi har i udvikling på ZULU, siger Maj-Britt Landin, fiktionsredaktør på TV 2 ZULU.

360 graders optaktsvideo med hver karakter
'SJIT Happens' var fra starten tænkt som et fælles udviklingsprojekt mellem seriens fans og produktionen. Længe før andre serier fik deres egne social media-platforme, opfordrede ZULU via facebook brugerne til at komme med inputs til manuskriptet, replikker til scener, donere møbler til 'SJIT'-lejligheden, være statister i serien og meget mere.

Som optakt til den sidste sæson vil ZULU inddrage brugerne på den ultimative måde ved at give dem mulighed for at være 'inde i hovedet' på Ane, Olau, Emil, Mads, Øland og Katrine. ZULU har nemlig fået produceret et miniafsnit med 360-graders kamera, som fortæller den samme historie ud fra alle seks karakterers synspunkt.  Med sin mobiltelefon kan man dermed følge karakterernes synsvinkel i 360 grader. Disse optagelser ligger allerede tilgængelige på 'SJIT Happens'-facebooksiden. 

Læs mere: ZULU prøver kræfter med virtual reality

Tak for denne gang
Som stor tak til den kæmpemæssige fanskare, der har fulgt med i tykt og tyndt, er der torsdag 19. januar arrangeret en fanfest i 'SJIT Happens'- lejligheden, hvor 'SJIT Happens'-holdet har tilbragt massevis af timer gennem de sidste mange år. Her får fans lov til at se tidlig snigpremiere på de to første afsnit af den nye sæson og møde spillerne fra serien.

TV 2 ZULU livestreamer hele eventen på 'SJIT Happens' facebookside, så de fans, der ikke kan være med til festen, kan følge med hjemmefra.

----------

'SJIT Happens' sæson 5 har premiere på TV 2 ZULU mandag 30. januar. 

'SJIT Happens' sæson 5 har snigpremiere på TV 2 PLAY mandag 23. januar.

Følg 'SJIT Happens' på facebook, instagram og tv2.dk - og se alle sæsoner på TV 2 PLAY

Ane (Stephania Potalivo) og Olau (Ruben Søltoft) i 'SJIT Happens' sæson 5. (Foto: Agnete Schlichtkrull / TV 2)

Billede {0} af {1}