Rasmus Bjerg er årets vært på ’Zulu Comedy Galla 2014’

07. juli 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Du kan godt begynde at glæde dig til sensommeren, hvor landets sjoveste komikere samles til Zulu Comedy Festival i København og Aarhus 21. 31. august. Flagskibet i de tætpakkede festivaldage er ’Zulu Comedy Galla’ 21. august i Operaen i København.

Dette års ’Zulu Comedy Galla’-vært, Rasmus Bjerg, med Mbeke, der kommer til at spille en væsentlig rolle i årets show. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Årets vært ved 'Zulu Comedy Galla 2014' er selveste Mr. Poxycat, Rasmus Bjerg, som går til opgaven med stor ærefrygt:

- Jeg må indrømme, at det har kriblet i mig de år, hvor jeg har siddet på tilskuerrækkerne i Operaen og set både Martin Brygmann, Nikolaj Lie Kaas og Sidse Babett Knudsen give den gas som værter på scenen. Så derfor glæder jeg mig virkelig meget til at levere min version af værtstjansen, siger Rasmus Bjerg og tilføjer:

- ’Zulu Comedy Galla’ er det optimale show at være vært for, da publikum jo tæller hele den samlede danske komikerstab og ikke mindst ZULUs mange comedyfans. Jeg håber, at seerne og jeg meget hurtigt får afstemt forskellen mellem at grine af og grine med værten ...

’Zulu Comedy Galla’ skyder traditionen tro Zulu Comedy Festival i gang, og de efterfølgende ti dage vil udvalgte steder danne ramme om alle afskygninger af comedy. De knap 200 shows tæller både store danske stjerner og nye talentspirer - ofte i overraskende konstellationer. Billetterne til gallaen sættes til salg i dag.

- Comedy-fans har for alvor taget festivalen til sig, siden den blev etableret for seks år siden, og i dag betragtes den af mange komikere som en vigtig platform for afprøvning af dugfriskt materiale og eksperimenterende comedyformater, siger Sune Roland, kanalchef på TV 2 ZULU, og tilføjer:

- Og ’Zulu Comedy Galla’ er i samme ånd et show, vi bruger meget energi på at gøre originalt og sjovt på den helt særlige ZULUske måde, som vores dedikerede seere hvert år forventer.

I år vil festivalen - ud over København - også indtage Aarhus, hvor man blandt andre kan opleve Anders Matthesen, Mick Øgendahl, Lars Hjortshøj og mange flere på en tætpakket lørdag 23. august på NRGi Park & Arena. 

’Zulu Comedy Galla’ finder sted i Operaen torsdag 21. august og sendes på TV 2 ZULU søndag 24. august. 

Læs mere om programmet for ’Zulu Comedy Festival’ og se, hvordan du kan købe billetter til ’Zulu Comedy Galla’ og festivalens mange shows på zulu.dk.

-------------------

Læs om de nominerede til 'Årets komiker' her.

Se trailer for 'Zulu Comedy Festival' på tv her.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}